Nyheder
Derfor blev jeg medlem af kirken
Barndom i Finland
Jeg er født og opvokset i Finland. Jeg har fra barndommen haft tro på min himmelske Fader og Jesus Kristus. Der blev altid bedt aftenbøn, inden vi skulle sove. I soveværelset hang et billede, som jeg kiggede på, når jeg lå i min seng. Det var et billede af en lille dreng og hans lillesøster, som gik på en bro over en å, og der manglede brædder på broen, men en engel passede på dem.
Jeg var 9 år gammel, og min lillesøster var 5 år gammel, da de første missionærer kom til vores hjem (min lillesøster er Helmi Andersen fra Hillerød). På det tidspunkt var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige helt ny i Finland (i august 2022 fejrede Kirken 75-års jubilæum i Finland).
Missionærer
Da missionærerne kom i vores hjem, var Mormons Bog slet ikke oversat til finsk endnu. Jeg kan huske, at min mor fik maskinskrevne sedler med skriftsteder. Min søster og jeg sad på taburetter og kunne godt lide at høre, når missionærerne talte om evangeliet – særligt da de satte billeder op på en flonelstavle. Der var kun to døbte medlemmer i byen, og møderne blev holdt forskellige steder, i lejligheder, på en brandstation, i parker osv. Jeg tror, at vi kom til kirkemøder et par år, men vi blev ikke døbt. Jeg ved, at min mor havde været en god missionær på sin arbejdsplads, da to af hendes kolleger blev døbt.
Religiøs opvækst
Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år, og min lillesøster var en baby. Det var på grund af min fars alkoholproblem. Derfor elskede jeg at høre om visdomsordet, da missionærerne fortalte om det. Vi var medlemmer af den Lutherske kirke og gik i kirke næsten hver søndag. Min mor sang i kirkekoret. Hun havde en meget smuk stemme. Vi gik også i søndagsskole. Da jeg blev teenager, arbejdede jeg i en ungdomsorganisation, som var en mellemting mellem Primary og GUF, men jeg havde aldrig glemt den ånd, som jeg følte så stærkt, da missionærerne underviste os.
Invitation fra kollega
En dag, efter jeg var begyndt i gymnasiet, hørte jeg Tabernakelkoret synge i radioen. Jeg var alene hjemme og følte Ånden stærkt. Da sangen var slut, knælede jeg ned og bad til min himmelske Fader, at »hvis Kirken er sand, så send missionærerne til os!« Et par dage efter, da jeg lige var kommet hjem fra skole, ringede det på døren, og der stod to missionærer. De spurgte, om min mor var hjemme. Jeg blev så overrasket, at jeg svarede: »Nej,« og lukkede døren. Jeg fortalte ikke om den oplevelse til nogen derhjemme, men skrev om den i min dagbog. Lidt senere kom min mors kollega forbi vores hus, mens min mor tilfældigvis var ude i haven. Hun sagde til min mor: »Katriina, du har givet os sådan en stor gave og har ikke selv taget imod den. Vi har noget i Kirken, vi kalder ›Fireside‹, kan I komme hjem til os søndag aften?« Vi tog derhen og blev undervist igen af to ældster og to søstermissionærer. Herfra tog det ikke lang tid, før vi alle tre blev døbt. Der var stadigvæk ingen kirkebygning i byen. Møderne blev holdt i lejede lokaler, så vi blev døbt i en sauna. Jeg kan huske, at da vi gik hjem fra dåbsmødet, var jeg så lykkelig, at jeg følte, at jeg fløj fem centimeter over gaden.
Velsignet liv
Jeg har været så velsignet i mit liv på grund af evangeliet. Jeg har fået den dejligste familie, en god ægtefælle, tre dejlige døtre, deres gode ægtefæller, ni børnebørn og deres ægtefæller og seks virkelig dejlige oldebørn. Jeg er taknemmelig for, at min mand sagde ja til at tjene som byggemissionær i Finland, ellers havde vi aldrig mødt hinanden. Jeg har fået lov til at tjene i mange kaldelser, både i menigheden og i staven. Jeg elskede at tjene seks år i stavens Hjælpeforening, hvor jeg lærte mange vidunderlige søstre at kende. Flere af dem er nu færdige med det jordiske liv. Det var også en stor oplevelse, da vi kunne tjene i Grønland og undervise en lille familie, som min mand fik mulighed for at døbe. Jeg er også utrolig taknemmelig for, at min mand og jeg kunne tjene 3 år i tempelpræsidentskabet. Jeg elskede det.
Prøvelser
Livet har heller ikke været uden prøvelser og sygdom, hverken for mig selv eller min mand. Det værste var, da min mand fik sin dødsdom, men gennem præstedømmets salvelse og lægernes dygtighed, er vi sammen endnu. Det er en stor velsignelse at vide, at familien kan være sammen i al evighed. Den 17. oktober 2022 fyldte jeg 80 år. På den dag kunne mit næstyngste barnebarn sende sin missionæransøgning afsted. Jeg er så stolt af hende. Jeg er taknemmelig for, at jeg kender min himmelske Fader.
Løfter i skriften
Jeg vil gerne slutte med tre skriftsteder:
»Herren er min styrke og mit værn, min tilflugt i nødens stund« (Jer 16:19).
»Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives dig i tilgift« (Matt 6:33).
»Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre og søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen« (Mark 10:29-30).