September
Evangeliet vil blive forkyndt i hele verden
»Og dette evangelium skal prædikes for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk« (L&P 133:37).
Suppler disse forslag med nogle af dine egne. Planlæg, hvordan du kan præsentere læresætningen for børnene, og hjælp dem til at forstå den og anvende den. Spørg dig selv: »Hvad skal børnene gøre for at lære, og hvordan kan jeg hjælpe dem til at føle Ånden?«
Uge 1: Skrifterne lærer os, at evangeliet vil blive forkyndt i hele verden
Præsenter læresætningen: Bed et større barn om at læse Lære og Pagter 133:37 højt. Fortæl børnene, at missionærerne underviser i evangeliet mange steder i verden og på mange forskellige sprog. Lad børnene gentage skriftstedet sammen.
Frem forståelsen: Vis børnene et kort over verden eller tegn et forenklet kort på tavlen. Bed dem om at fortælle om steder, hvor mennesker, de kender, har været på mission. Afmærk disse steder på kortet. Lad børnene fortælle, hvor de kunne tænke sig at tjene, og lad dem afmærke disse steder på kortet. Forklar, at missionskaldelser kommer fra Herren gennem profeten, og at missionærer tjener, hvor som helst Herren kalder dem. Hjælp børnene med at øve sig i at sige Kirkens navn på forskellige sprog. Tal med børnene om, at der findes nogle steder, hvor missionærer endnu ikke har lov at undervise. Forklar, at præsident Thomas S. Monson har bedt os om at »bede for åbningen af disse områder, så vi kan fortælle enhver om glæderne ved evangeliet« (Liahona, nov. 2008, s. 6).
Styrk anvendelsen: Bed børnene om at skrive et lille brev til en missionær fra jeres menighed eller til missionærerne i jeres område. Giv brevene til missionslederen, så han kan sende dem til missionærerne.
Uge 2: Missionering velsigner alle
Frem forståelsen: Bed en hjemvendt missionær om at komme til Primary og fortælle børnene om nogle af de velsignelser, han eller hun fik ved at være på mission. Bed andre (nyomvendte, børn eller familier) om at fortælle om en missionæroplevelse, de har haft, eller et eksempel på, hvordan missionering har velsignet dem. Bed børnene om at synge »Vi vil bringe verden hans ord« (BS, s. 92-93) for gæsterne.
Uge 3: Jeg kan forberede mig nu på at tjene på mission
Frem forståelsen: Vis et billede af Ammon og fortæl børnene, at han var en storslået missionær, der underviste lamanitterne i evangeliet. Forklar, at han forberedte sig på at tjene som missionær, før han tog på mission. Læs (eller bed et større barn om at læse) Alma 17:2-3 højt. Bed de større børn om at lytte efter og række hånden op, når de hører hvilke ting, Ammon gjorde for at forberede sig som missionær. Bed et barn om at skrive svarene på tavlen. Fortæl børnene, at de kan gøre de samme ting, når de forbereder sig på at være missionærer. Syng »Jeg håber at blive missionær«, (BS, s. 91). Bed børnene om, mens de synger, at udføre nogle enkle bevægelser, som missionærer kunne gøre, som fx at banke på døre, læse i skrifterne eller køre på cykel.
Styrk anvendelsen: Fortæl børnene, at der er ting, de kan gøre nu for at forberede sig til at være missionærer, som fx at studere skrifterne, få et vidnesbyrd, holde befalingerne, betale tiende og spare op. Giv hvert barn en tiendeseddel og vis dem, hvordan den udfyldes. Hjælp børnene med at forberede et særligt sted, hvor de kan lægge deres tiendepenge og de penge, de sparer op til en mission. Det kan være en æske, en lille krukke eller dåse eller en kuvert med forskellige rum til tiende og opsparing.
Uge 4: Jeg kan være missionær nu
Frem forståelsen: Skriv følgende sætning på tavlen: »Jeg kan være missionær nu ved at .« Bed børnene om at tænke på ting, de kan gøre for at være missionær nu. Lad dem fortælle om deres forslag til en sidemand. Bed flere børn om at skrive deres svar på tavlen.
Frem forståelsen: Bed et større barn om at fortælle beretningen om det første syn, og bed et andet barn om at fortælle om sine følelser omkring Mormons Bog (spørg børnene på forhånd, så de har rigeligt med tid til at forberede sig). Bed alle børnene om at fortælle beretningen om det første syn eller om deres følelser for Mormons Bog til deres familie.
Styrk anvendelsen: Bed børnene om at tænke på en bevægelse, der viser, hvordan de kan være missionærer og efterleve evangeliet allerede nu. Vælg et barn, som kommer op foran i lokalet og viser sin bevægelse til resten af Primary. Bed børnene om at lave bevægelsen, når de synger »Prøv nu at synge« (BS, s. 148). Gør det samme med andre børn, som tiden tillader det.