»Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale: Succession i præsidentskabet og rejsen mod vest«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte, 2019
»Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte
Brigham Young ser til, da de hellige forlader Nauvoo.
Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale
Succession i præsidentskabet og rejsen mod vest
Efter at have offentliggjort, at Joseph og Hyrum Smith var døde, sluttede en avisartikel sådan: »Således blev mormonismens endeligt« (Weekly Herald, 13. juli 1844, s. 220). Der var mange iagttagere udefra, der mente, at Kirken ville falde fra hinanden, da profeten Joseph døde. Og Kirkens medlemmer var i tvivl om, hvem der skulle lede dem. Når I studerer dette lektionsmateriale, så læg mærke til, hvordan Herren fortsætter med at vejlede sin Kirke efter profetens død.
Afsnit 1
Hvem leder Herrens Kirke, når profeten dør?
Fuldfør et af de følgende forslag til dette afsnit:
-
Se videoen »The Succession Crisis after Joseph Smith’s Murder« (8:03) og færdiggør så eftertankeaktiviteten til sidst i dette afsnit.
-
Læs følgende materiale og færdiggør granskningsaktiviteten.
Der kom en forstemthed over Nauvoo, da Joseph og Hyrum Smith døde. I denne forvirrede periode var der adskillige mennesker, der hævdede, at de havde ret til lede Kirken. En af dem var Sidney Rigdon.
På det tidspunkt Joseph dør, var Brigham Young og andre apostle på mission i det østlige USA. Brigham modtog først den 16. juli 1844 et brev, der beskrev, hvordan Joseph og Hyrum Smith var blevet myrdet.
Da Brigham læste brevet, følte han, at hans hoved skulle sprænges. Han havde aldrig følt sådan en fortvivlelse.
Hans tanker gik straks mod præstedømmet. Joseph havde haft alle præstedømmets nøgler til at begave de hellige og besegle dem for evigt. Uden de nøgler kunne Herrens værk ikke komme videre. I et øjeblik frygtede Brigham, at Joseph havde taget dem med sig i graven.
Men som i en eksplosion af åbenbaring huskede Brigham, hvordan Joseph havde givet De Tolv Apostle nøglerne. Han hamrede sine hænder i knæene og sagde: »Rigets nøgler er lige her hos kirken.« (Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, vol. 1, The Standard of Truth, 1815-1846, 2018, s. 559)
Den 7. august 1844 samledes De Tolv og andre af Kirkens ledere i råd. Under dette møde fremførte Sidney Rigdon, der var blevet utilfreds med Kirken, at eftersom han tidligere havde været kaldet og ordineret som talsmand for Joseph Smith (se L&P 100:9), var det hans ansvar at sørge for at kirken blev styret på en behørig måde« (i History, 1838-1856 [Manuscript History of the Church], volume F-1, s. 295, josephsmithpapers.org).
Da Sidney Rigdon havde afsluttet sine bemærkninger, sagde Brigham Young:
Joseph overdrog alle de nøgler og al den myndighed, som han selv besad, der hører til apostelembedet på [De Tolv Apostles] hoveder, før han blev taget bort. (Brigham Young, i History, 1838-1856, volume F-1, s. 296, josephsmithpapers.org)
Næste dag samledes de hellige i Nauvoo for at høre Sidney Rigdon fremføre sit krav om at blive Kirkens leder. Efter han havde talt sagde Brigham Young kort, hvor han talte for, at De Tolvs Kvorum, der tilsammen bar alle de præstedømmenøgler, der var blevet gengivet til Joseph Smith, burde lede Kirken for nærværende.
Da Emily [Hoyt] lyttede til Brighams tale, tog hun sig selv i at se op på ham, for at være sikker på, at det ikke var Joseph, der talte. Han havde samme udtryk som Joseph, samme måde at ræsonnere og tilmed hans stemme …
Syv år senere skrev Emily sin oplevelse med at høre Brigham tale til de hellige ned, og hun vidnede om, hvor meget han lignede og lød som Joseph på forhøjningen. I de år, der fulgte, skulle mange flere af de hellige føje deres vidnesbyrd til hendes, og de beskrev, hvordan de så Josephs profetiske kappe falde på Brigham den dag. Saints, 1:565-566)
Wilford Woodruff skrev: »Hvis jeg ikke havde set [Brigham] med mine egne øjne, var der ingen, der kunne have overbevist mig om, at det ikke var Joseph Smith« (i History of the Church, 7:236).
Med Brigham Youngs erklæring om Josephs overdragelse af apostelembedets nøgler og myndighed til De Tolv og Helligåndens bekræftende vidne, forstod de hellige Herrens vilje og opretholdt De Tolv Apostles Kvorum som ledere af Jesu Kristi genoprettede Kirke.
Eftertanke i forberedelse til klassen
Overvej, hvordan vor himmelske Fader gav sin vilje til kende og viste sin kærlighed til de hellige ved at vise dem, at Brigham Young og De Tolv skulle lede Kirken. Hvordan er I kommet til kundskab om, at de, der leder Kirken i dag, er udvalgt og kaldet af Gud?
Afsnit 2
Hvordan kan Herren vejlede os, når fremtiden ser usikker ud?
I januar 1846, midt i en tiltagende forfølgelse af de hellige, færdiggjorde De Tolv Apostle planerne om at forlade Nauvoo og drage mod vest. I 1842 havde Joseph Smith profeteret »at de hellige fortsat ville lide mange trængsler og blive fordrevet til Rocky Mountains … [og] oprette bosættelser og opbygge byer og … blive et prægtigt folk midt i Rocky Mountains« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 511-513).
Præsident Young fører de hellige ud af Nauvoo.
Samtidig med at de hellige forberedte sig på at forlade Nauvoo, arbejdede de også for at gøre templet i Nauvoo færdigt. Da det nærmede sig fuldendelsen, stimlede de hellige sammen i templet dag og nat for at modtage deres begavelse og beseglende ordinancer. Søster Sarah Rich bemærkede:
Havde det ikke været for den tro og viden, der blev skænket os i det tempel ved Herrens Ånds indflydelse og hjælp, ville vores rejse have været som at tage et spring ud i mørket … Men vi havde tro på vor himmelske Fader og vi satte vores lid til ham, for vi følte, at vi var hans udvalgte folk. (Sarah Rich, i Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke, 2011, s. 30)
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum, har sagt om de hellige, der var i Nauvoo på det tidspunkt:
Deres pagter med Herren i templet i Nauvoo var en beskyttelse for dem under deres rejse vestpå, som det er det for os hver især i dag og igennem hele vores liv. (Robert D. Hales, »Tempel velsignelser«, Liahona, feb. 2014, s. 54)
Efterhånden som forfølgelsen tog til, færdiggjorde de hellige deres planer, og den første store trup af hellige påbegyndte rejsen over Iowa i februar 1846. De løb ind i hårdt vintervejr, døjede med utilstrækkelige forsyninger og manglende organisering. Med foråret fulgte der konstant regn, overløbne åer og mudder, hvilket gjorde, at de hellige kun tilbagelagde 490 km på 131 dage. Som følge af disse forsinkelser og opbrugte ressourcer, standsede Brigham Young rejsen og anlagde en mellemstation, der blev kaldt Winter Quarters. Da efteråret kom, var befolkningstallet i Winter Quarters nået op over 7.000 mennesker.
Mange blev syge på grund af fejlernæring og kulde, og troen blev udfordret hos nogle. Disse svære omstændigheder gjorde vinteren 1846-1847 til en af de sværeste perioder i Brigham Youngs liv. Han følte sig »som en far med mange børn om [sig]«, og han sagde senere, at hans ansvar tyngede ham som en »vægtstang på 25 ton« (»This Shall Be Our Covenant«, Revelations in Context, 2016, s. 307-308; se også Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, vol. 2, No Unhallowed Hand, 1846-1893, 2020, s. 40-44, 46-51).
Således tynget tryglede Brigham Young Herren om vejledning og modtog en åbenbaring, der udgjorde »Herrens ord og vilje angående Israels hær på deres rejse mod vest« (L&P 136:1). Når I studerer følgende dele af denne åbenbaring, så overvej at understrege Herrens råd og løfter til de hellige.
Forbered jer til klassen
Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab er kommet med vigtig indsigt i forbindelse med timingen for åbenbaringen, der er optegnet i Lære og Pagter 136. Han sagde:
For at modtage åbenbaring er det væsentligt, at man forpligter sig til at gøre alt, hvad der står i ens magt og dømmekraft. Dette betyder, at vi må tjene og arbejde.
Det er vigtigt, at man går fremad med at tjene og arbejde for at kvalificere sig til åbenbaring. I mit skriftstudium har jeg lagt mærke til, at de fleste åbenbaringer, der bliver givet til Guds børn, kommer, når de er på farten, ikke når de sidder tilbagelænet i deres bolig og venter på, at Herren skal fortælle dem om det første skridt, der skal tages.
Det er fx bemærkelsesværdigt at lægge mærke til, at åbenbaringen, der kendes som »Herrens ord og vilje angående Israels hær« (L&P 136:1) ikke blev givet i Nauvoo, mens De Tolvs Kvorum planlagde udrejsen fra Nauvoo … ej heller blev den givet på bredden af Mississippifloden … Åbenbaringen om de helliges færd over sletterne blev givet den 14. jan. 1847, hvor de hellige allerede havde vandret en tredjedel af vejen til dalene. (Se Dallin H. Oaks, »Til sin egen tid og på sin egen måde«, Liahona, aug. 2013, s. 22, 24)
Tag et minut til at tænke over, hvordan præsident Oaks’ indsigt kan bruge på jeres spørgsmål og beslutninger, hvad angår jeres fremtid.
Tidligt i april 1847 forlod Brigham Young Winter Quarters med det første kompagni af hellige. De rejste mere end 1.600 kilometer og ankom til Saltsødalen den 24. juli 1847. Wilford Woodruff skrev, at da Brigham Young så dalen »blev han henrykket i et syn, som varede i flere minutter … Da synet var overstået, sagde han: ›Det er nok. Dette er det rette sted. Fortsæt frem‹« (se Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2005, s. 142). Da det blev oktober havde omtrent 1700 hellige bosat sig i Utah. Men der var dog stadig omkring 10.000 andre, der boede langs Missouri River i Iowa og Nebraska, som skulle drage mod vest i løbet af de næste fem år (se »Sustaining a New First Presidency in 1847«, ChurchofJesusChrist.org).
I mere end tre år havde De Tolv Apostle ledt Kirken i Det Første Præsidentskabs fravær. I december 1847, mødtes apostlene i Council Bluffs i Iowa, hvor mange af de hellige stadig boede. De samledes i en lille bjælkehytte for at drøfte reorganisering af Det Første Præsidentskab. »Helligånden manifesterede sig kraftigt for alle de tilstedeværende,« og De Tolv opretholdt enstemmigt Brigham Young, seniorapostlen, som præsident for Kirken (Autobiography of Bathsheba W. Smith, s.12, Church History Library, Salt Lake City; se også Saints, 2:87-89, 92-95).
Eftertanke i forberedelse til klassen
Tænk over, hvordan Herren vejledte de hellige på deres rejse mod Saltsødalen. Hvordan I følt, at Herren har vejledt jer i jeres liv? Hvad kunne I fokusere på for at modtage mere vejledning fra Herren?