Besøgsbudskabet
Bliv et redskab i Herrens hænder
Udvælg bønsomt de skriftsteder og lærdomme, som bedst møder behovet hos de søstre, som I besøger. Fortæl om jeres egne oplevelser og bær vidnesbyrd. Lad dem, I underviser, gøre det samme.
Hvad vil det sige at være et redskab i Herrens hænder?
Alma 26:3: »Og dette er den velsignelse, der er blevet skænket os, at vi er blevet gjort til redskaber i Guds hænder til at udføre denne store gerning.«
Bonnie D. Parkin, Hjælpeforeningens hovedpræsident: »Hvad betyder det i daglig tale at være et redskab? Jeg tror, at det betyder at nære hinanden. Joseph Smith kaldte det at handle ›i overensstemmelse med disse følelser,‹ der er i vores hjerte … Der er utallige måder at blive et redskab i Guds hånd på. Vær fx de besøgslærere, I altid selv har ønsket jer; spørg en ung voksen, hvad hun kan lide at gøre i stedet for, hvorfor hun ikke er gift; del i stedet for at samle; vælg med omhu, hvordan I klæder jer, taler og lader jer underholde; smil til jeres ægtemand eller barn, som ved, at de er årsag til frustrationer og hjertesorg; læg armen om en ung kvinde; undervis med glæde i børnehaven; vis med jeres indstilling, at I finder glæde på rejsen« (»Gode stunder«, Liahona, nov. 2005, s. 107, 109).
Kathleen H. Hughes, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab: »Herren har rørt min ånd så mange gange, og som regel har han rørt mig gennem en god ven … Men vi ville mærke mere til hans kærlighed, hvis vi så efter hans hånd i de ting, som dem, der holder af [os], gør … Gud kender sine børns behov, og han arbejder ofte gennem os og tilskynder os til at hjælpe hinanden. Når vi reagerer på sådanne tilskyndelser, træder vi på hellig grund, for vi får mulighed for at virke som en Guds udsending som svar på en bøn« (se »Kender vi nogen større gave: Kristuslignende venner«, Liahona, maj 2005, s. 74-76).
Hvad kan jeg gøre for at blive et redskab i Guds hænder?
Præsident James E. Faust, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab: »I kan være stærke redskaber i Guds hånd ved at fremme dette store værk … I kan gøre noget for en anden person, som ingen anden, der er født på denne jord, kan gøre … Velsignelser og en trøstende fred vil komme til jer, hvis I elsker Gud ›af hele [jeres] hjerte, og af hele [jeres] sjæl og af hele [jeres] styrke og af hele [jeres] sind, og [jeres] næste som jer selv‹ [Luk 10:27] … Hvis I har gjort jeres bedste, som I oftest gør, så vil jeres ydmyge bidrag, hvad det end er, være acceptabelt og behageligt for Herren« (»Redskaber i Guds hånd«, Liahona, nov. 2005, s. 115-116).
Præsident Gordon B. Hinckley: »Der er ingen ende på det gode, vi kan gøre, eller den påvirkning, vi kan have på andre. Lad os ikke dvæle ved det kritiske eller det negative. Lad os bede om styrke, og lad os bede om evnen til og ønsket om at hjælpe andre. Lad os til alle tider og på alle steder udstråle evangeliets lys, så Forløserens Ånd må udstråle fra os. Med Herrens ord til Josva …: ›Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går‹ (Jos 1:9)« (»Behovet for større venlighed«, Liahona, maj 2006, s. 61).