Øreringene
Dagen efter min hustru mistede sin ene guldørering, blev jeg klar over, at vi havde mistet noget, som var meget mere værdifuldt.
Engang gav jeg min hustru et par smukke guldøreringe til hendes fødselsdag. De passede fantastisk godt til hende, fordi hun har en lang og yndefuld hals, og øreringene var fremstillet af koncentriske cirkler, der var knyttet sammen, så de kunne bevæge sig og glitre i sollyset. Min hustru, Jelena, så fortryllende ud, når hun havde dem på. Hun elskede de øreringe.
Og så oprandt dagen for julens allerbedste fest, nemlig julefesten i vores gren i Penza i Rusland. Jeg stod for denne aktivitet, så jeg havde travlt og ville gerne derhen i en fart, så jeg kunne sikre mig, at alt var parat til aktiviteten. Jelena havde ikke travlt, men gjorde sig omhyggeligt parat. Da min tålmodighed slap op, sagde jeg, at hun skulle holde op med at lægge makeup, for hun var smuk nok uden. Det var en stor fejltagelse. Hun sagde, at hun ikke ville med. Jeg kunne tage derhen alene.
Det førte til at dumt skænderi, og vi sagde uvenlige ord til hinanden. Hun førte nu ikke sin trussel ud i livet, men vi vekslede ikke et ord med hinanden i bilen på vej hen til aktiviteten. Vi sad der som var vi to fremmede.
Vores julefest blev afholdt i et stort lokale på en nærliggende skole. Venner og medlemmer fra grenen havde hjulpet os med at udsmykke lokalet med blomster og billeder fra vor Herres liv og død. Da vi nåede derhen, satte vi os på vore pladser, og min hustru opdagede, at hun kun havde en ørering på. Det var en ubehagelig opdagelse, og vi glemte helt vores skænderi. Vi ledte overalt, men forgæves – øreringen var ikke til at finde. Vi besluttede, at det var bedst at glemme alt om den lige i øjeblikket og nyde den pragtfulde koncert, som vore venner havde forberedt.
Skønt koncerten var pragtfuld, kunne min hustru og jeg ikke rigtig nyde den. Vores dag var ødelagt, og vi vendte bedrøvede hjem. Vi var kede af at have mistet øreringen, ikke blot fordi den var dyr og smuk, men også fordi det var en kærlighedsgave til min hustru.
Da jeg vågnede næste dag, blev jeg klar over, at vi havde mistet noget, som var meget mere værdifuldt end en guldørering, nemlig enigheden imellem os. Jeg så på Jelena og sagde: »Se på den anden ørering. Se, hvor smuk den er, og hvordan lyset spiller i den. Tænk på, hvor meget guld og arbejde, der er blevet lagt i at fremstille den, og se, hvordan den nu ligger ensom på dit bord. Da den anden forsvandt, blev den pludselig af mindre værdi, end da de var et par. Det er på samme måde med os. Når vi er forenet, kan vi være en smuk, stærk og kreativ kraft, som udretter meget godt. Men når vi ikke er forenet, har vi ikke samme styrke, kraft og skønhed.«
Min hustru fik tårer i øjnene. Hun kom hen og omfavnede mig. Hendes stemme skælvede, mens hun talte, men hendes ord rørte mig fra isse til tåspids: »Vi burde aldrig skændes. Vi burde være som vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Vi elsker hinanden, og vores ægteskab er beseglet for al evighed i det hellige tempel. Djævelen vil ødelægge alle familier på jorden, men det kan han ikke, hvis vi står sammen. Jeg elsker dig endnu mere nu efter denne hændelse. Gud har vist os, hvad en familie virkelig er.«
Jeg holdt hende i mine arme, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Nu vidste jeg, at jeg stod med min største velsignelse i armene.