En særlig leder
Jeg vil altid med taknemlighed huske en særlig leder, som ændrede mit liv til det bedre. Da jeg mødte hende, havde jeg ikke ret mange venner. Jeg var ikke særlig snakkesalig og smilede ikke til folk. Jeg deltog ikke i seminar eller andre aktiviteter. Faktisk kom jeg kun i kirke om søndagen. Og selv da vandrede mine tanker, når jeg sad i UP-klassen. Nogle af pigerne forsøgte at drage mig ind i fællesskabet, men jeg isolerede mig fra dem.
Da denne leder først forsøgte at nærme sig mig, lykkedes det ikke for hende. Til at begynde med vidste jeg end ikke, hvad hun hed. Så gav hun mig en opgave og begyndte at stole på mig. Jeg tog udelukkende imod opgaven, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle sige nej. Og inden jeg rigtig vidste af det, begyndte hun at blive min ven. Jeg gjorde mig umage for at passe min kaldelse, og jeg begyndte at høre efter i klassen. Jeg begyndte endda at gå til seminar og andre kirkeaktiviteter. Jeg fik også venner blandt de unge i min menighed. Snart var evangeliet det vigtigste i mit liv.
Hvem startede alle de forandringer i mit liv? Det gjorde min leder. Når jeg i dag ser hende i øjnene, føler jeg en inderlig kærlighed og taknemlighed. Jeg er min himmelske Fader taknemlig, fordi han gav mig mulighed for at få sådan en ganske særlig leder. Jeg er taknemlig for, at hun hjalp mig med at forberede mig og var sammen med mig den dag, hvor jeg modtog min begavelse i templet i São Paulo. Jeg er taknemlig for hendes eksempel på kærlighed, en kærlighed, som jeg selv stræber efter at vise.
Nu hvor jeg er leder i Unge Piger i min menighed, håber jeg, at jeg kan gøre lidt af det samme for mine unge piger, som hun gjorde for mig.