2007
Kommentarer fra læserne
Januar 2007


Kommentarer fra læserne

Svar på spørgsmål

Mens jeg tjente i Venezuela, underviste vi en mand, som havde undersøgt mange kirker, men endnu ikke havde fundet det, han søgte. Han syntes om alt det, vi fortalte ham om Kirken, men han følte ikke, at han havde modtaget svar på sine bønner. Han begyndte at tvivle. Men så forsvandt hans tvivl. Han fortalte os, at han havde jogget i parken, hvor han havde fundet et eksemplar af Liahona på en tom bænk. Han havde sat sig ned og læst det, og det besvarede hans spørgsmål. Og så kunne han sætte en dåbsdato. Tak for Liahona!

Ældste Jordan Eves, Viña del Mar Missionen i Chile

Et besøg i templet

Jeg besøgte Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges tempel i São Paulo i Brasilien, da det var åbent for offentligheden, og jeg måtte bare skrive og fortælle, hvor smukt det var! Hver eneste detalje var udsøgt. Vi blev behandlet med omsorg og respekt. Jeg fornemmede, at Jesus Kristus var til stede.

Værelserne var så smukke! Og i hvert eneste lokale følte jeg en ubeskrivelig fred. Det celestiale værelse var næsten som en himmel – jeg kunne ikke holde følelserne tilbage, fordi jeg fornemmede sådan en ren kærlighed. Tak fordi vi fik lov til at se det. Jeg tilhører et andet trossamfund, men takket være dette besøg fik jeg fornyet min tro på Herren og den fred, der kommer fra ham.

Marisa Pretti Ferreira, Brasilien

Et vindue mod verden

Vi sender vore hilsner og vores tak for jeres personales fantastiske indsats. Liahona er et vindue mod verden, som når ud til verdens ende, hvor vores land ligger. Det er også pragtfuldt at kunne finde kirkeudgivelser på spansk på internettet.

Juan C. Giménez og familie, Paraguay

En vedholdende læser

Som vedholdende læser af jeres vidunderlige tidsskrift venter jeg hver måned utålmodigt på det nye nummer. Det læsestof, som I trykker på Liahonas sider – kirkelederes budskaber, deres taler ved generalkonferencerne, artikler, breve fra læserne og andet læsestof – opløfter og inspirerer mig. De nærer min ånd, mit hjerte og mit sind. De hjælper mig med at finde svar på livets vigtigste spørgsmål og løsninger på forskellige situationer. Næsten hver eneste side rummer stærke, levende vidnesbyrd. Det er næppe muligt for nogen, end ikke den mest skeptiske læser, at forblive upåvirket af dets ånd.

Vjaacheslav Gureev, Rusland