Godt at vide
Da jeg var 19 år, forlod jeg min lille landsby i det centrale Cambodja for at flytte ind til min storebror i hovedstaden Phnom Penh. Flere år tidligere havde min bror mødt to unge mænd i hvide skjorter med slips og navneskilt. Nu præsenterede min bror mig for evangeliet og døbte mig som medlem af Kirken.
Da jeg var blevet døbt, sagde min distriktspræsident, præsident Pen Vibol, til mig: »Lær trosartiklerne udenad. De forklarer alt det gode i Kirken, det, som du altid bør huske på.« Jeg syntes, at det var et klogt råd, så jeg lærte alle 13 trosartikler udenad og gennemgik dem regelmæssigt. Hvis nogen skulle spørge til kristendommen, ville jeg gerne kunne forklare min tro. Men jeg anede ikke, hvor stor betydning præsident Vibols råd skulle få for mig.
Min bror opmuntrede mig altid til at lære nyt og få en uddannelse. Nogle år efter min dåb bestod jeg den engelskprøve, som gav adgang til universitetet, og jeg modtog et fireårigt stipendium, så jeg kunne læse international markedsføring på Brigham Young University–Hawaii.
Men selv om optagelsesprøven havde været vanskelig, så lå det sværeste dog endnu forude, nemlig at få et visum til USA. Det er vanskeligt og dyrt at få indrejsetilladelse til USA. Nogle gange bliver der givet afslag selv til studerende, som har stipendier til amerikanske universiteter. Jeg udfyldte de nødvendige papirer, traf en aftale om en samtale på den amerikanske ambassade og befandt mig snart over for en ung mand med blå øjne.
»Der findes så mange amerikanske universiteter,« sagde han. »Hvorfor har du netop valgt BYU–Hawaii?«
»Fordi jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og det er et kirkeejet universitet,« svarede jeg.
Intervieweren kiggede i sine papirer. »Jeg kan se, at din bror allerede læser der,« sagde han. Jeg vidste, at ambassaden ikke brød sig om, at mere end et medlem af en familie forlod landet på samme tid.
»Ja,« indrømmede jeg. »Min storebror læser på BYU– Hawaii.« Det lovede ikke godt.
»Kan dine forældre forsørge dig?« lød det næste spørgsmål.
»Min far er landmand, og min mor sælger varer på markedet,« sagde jeg. Jeg fortalte, at de ikke tjente særlig mange penge.
»Hvordan har du så råd til at studere i USA?« spurgte intervieweren.
Jeg fandt mit brev fra universitetet frem og forklarede, at jeg havde fået et stipendium.
Da intervieweren havde kigget på brevet, stak han hånden ned i sin skuffe og trak et lille kort op. »Fremsig fire af disse trosartikler,« sagde han.
Jeg kendte dem lige så godt, som jeg kender mit eget navn. »Vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden,« begyndte jeg. Da jeg havde sagt den tredje, standsede intervieweren mig.
»Det er fint,« sagde han og lagde kortet tilbage i skuffen. »Du kan hente dit visum i morgen.«
Jeg ved ikke, hvorfor den interviewer havde et kort med trosartiklerne i sin skrivebordsskuffe, men jeg var taknemlig for, at jeg ikke behøvede at tænke mig om to gange, da han bad mig om at fremsige dem. Det giver måske ikke altid så fantastisk et resultat at kunne trosartiklerne, men det er altid godt at kende dem.