At blive opbygget OG glæde sig sammen

A. Roger Merrill

Hovedpræsident for Søndagsskolen

Overvej følgende spørgsmål samt svarene fra skriften:

Hvad gjorde det af med Gadiantonrøverne?

»Og det skete, at lamanitterne jagede Gadiantons røverbande; og de prædikede Guds ord blandt den mere ugudelige del af dem, sådan at denne røverbande blev fuldstændig udryddet blandt lamanitterne« (Hel 6:37).

Hvad kan beskytte os mod Modstanderens fristelser og brændende pile?

»Den, der ville lytte til Guds ord og ville holde fast ved det, de skulle aldrig fortabes, ej heller kunne Modstanderens fristelser og brændende pile overvælde dem, så de blev blinde, og føre dem bort til undergang« (1 Ne 15:24).

Hvad påvirker vores sind stærkere end trusler om død eller krig?

»Og se, eftersom forkyndelsen af ordet havde en stærk tendens til at få folk til at gøre det, der er retfærdigt – ja, den havde haft større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, det var hændt dem – mente Alma derfor, at det var tjenligt, at de skulle prøve virkeevnen af Guds ord« (Alma 31:5).

Hvad kan få os til at glæde os sammen?

»Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen« (L&P 50:22).

Interessant nok er svaret på alle disse spørgsmål det samme: det er Guds ords kraft. Det er det, der sætter os i stand til at beskytte vore børn og overkomme de store udfordringer i de sidste dage – i vores eget liv, i vore familier og i verden.

Men hvordan opnår vi så de velsignelser, som vi kan få gennem Guds ords kraft? Personligt studium er selvfølgelig helt grundlæggende. Men vi opnår også stor kraft, når vi lærer at undervise og modtage ordet ved Ånden. Det er sådan, at vi »bliver opbygget og fryder [os] sammen«.

At modtage ved Ånden

Skønt der meget passende rettes meget fokus på lærerens rolle i forbindelse med evangelisk undervisning, er det også nødvendigt for os at granske vores rolle som elever.

En søndag for nogle år siden, mens jeg tjente som områdehalvfjerdser, rejste den lokale missionspræsident og jeg rundt for at holde møder med forskellige grupper. Da vi nærmede os det sidste møde, var vi begge trætte. Vi havde allerede kørt over 480 km og havde talt flere gange. Vi indledte mødet og fulgte den samme liste, som vi havde anvendt ved de øvrige møder.

Men da vi talte, skete der noget vidunderligt. Ånden blev stærkere, og undervisningen og indlæringen bevægede sig op på et andet plan, som fortsatte hele mødet ud. Vi sagde senere til hinanden: »Det var jo pragtfuldt. Det har været dagens bedste møde!«

Hvad havde da gjort forskellen? Ikke noget, som vi havde gjort. Vi var ikke pludselig blevet mere geniale eller veltalende eller åndelige. Om noget var vi da mere udslidte efter en lang dags aktiviteter. De emner, som vi dækkede, var de samme, som vi havde berørt ved de øvrige møder.

Da vi talte om det, blev vi klar over, at de mennesker, som overværede det sidste møde, havde været mere ydmyge og åndeligt beredte. Som følge deraf var de mere åbne og hungrede mere efter ordet, og Herren kunne mere effektivt anvende os som talerør til at velsigne dem. Mødets vellykkethed handlede meget mere om dem end om os.

Siden da har jeg oplevet utallige eksempler på dette princip i aktion. Intet sted forkyndes det mere dramatisk end i forbindelse med Herrens egen jordiske tjenestegerning. I Matthæusevangeliet kan vi læse, at da Frelseren »kom til sin hjemby … gjorde [han] ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro« (Matt 13:54, 58). Vi kan næsten høre Moroni, som i baggrunden erklærer: »Jeg [vil] formane jer til, at I ikke forkaster Guds kraft, for han virker ved kraft i forhold til menneskenes børns tro på samme måde i dag og i morgen og for evigt« (Moro 10:7; fremhævelse tilføjet).

Jeg vil bede jer om at overveje dette princips betydning i forbindelse med jeres egen evne til at få store åndelige oplevelser, når I kommer i klasserne eller til nadvermødet om søndagen. Hvilken rolle spiller I, når det gælder om at skabe et miljø, hvor Ånden kan undervise jer i det, som I har brug for at vide? Hvis I finder en klasse i Kirken eller et nadvermøde kedeligt, siger det så mest om læreren – eller om jer?

Overvej følgende svar fra præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), da en han blev stillet følgende spørgsmål: »Hvad gør du, hvis du er fanget i et kedeligt nadvermøde?« Præsident Kimball tænkte sig om et øjeblik, og så svarede han: »Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig været til sådan et.«¹ Med sine mange års kirkeerfaring havde præsident Kimball utvivlsomt været til mange møder, hvor folk havde oplæst deres taler, talt med en monoton stemme eller fortalt rejseberetninger i stedet for at undervise i lærdommene. Men sandsynligvis ville præsident Kimball fortælle os, at han ikke gik til nadvermøder for at blive underholdt; han tog derhen for at tilbede Herren, forny sine pagter og blive undervist fra det høje. Hvis han overværede mødet med et åbent hjerte, et ønske om at blive »næret af Guds gode ord« (Moro 6:4) og en bøn for talerne – snarere end kritik, så skulle Ånden nok fortælle ham, hvad han skulle gøre for at være en mere tjenende og trofast discipel. Præsident Kimball underviste således i princippet om at lære ved Ånden.

I Lære og Pagter fortæller Herren os, at vi skal både undervise og lære ved Ånden:

»Sandelig siger jeg jer: Den, der er ordineret af mig og sendt ud for at prædike sandhedens ord ved Talsmanden, ved sandhedens Ånd, prædiker han det ved sandhedens Ånd eller på nogen anden måde?

Og hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud.

Og videre, den, der modtager sandhedens ord, modtager han det ved sandhedens Ånd eller på nogen anden måde?

Hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud.

Derfor, hvordan kan det være, at I ikke kan forstå og vide, at den, der modtager ordet ved sandhedens Ånd, modtager det, sådan som det bliver prædiket ved sandhedens Ånd.

Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen« (L&P 50:17-22).

Bemærk, at han siger, at hvis vi forkynder eller modtager det på nogen anden måde end ved Ånden, er det ikke af Gud. Kun Ånden kender alle vore tanker, følelser og behov. Kun han kan kommunikere specifikt og individuelt til enhver af os, så vi modtager det, vi har brug for at vide, ud fra Guds fuldkomne visdom.

Som elever bør vi ikke forvente at blive konstant underholdt, følelsesmæssigt stimuleret eller at få alle svarene serveret på et sølvfad; vi bør aktivt og bønsomt berede os på at søge efter specifik vejledning fra Ånden som en hjælp til at klare vores livs enestående udfordringer. Om vores underviser er en veteran fra institutprogrammet med tyve års undervisningserfaring eller en nyomvendt blikkenslager, der aldrig har undervist en klasse før, spiller kun en ringe rolle for kvaliteten af vores indlæring. Peter var fisker; Joseph Smith havde kun fået tre års skolegang. Men Ånden talte stærkt gennem dem til dem, der havde ører til at høre med (se Matt 11:15).

Søg og bed

Så hvordan bærer vi os ad med at modtage Ånden? Jeg har to forslag: Tag ansvar for egen læring og stil trofaste spørgsmål.

Den første tanke stammer fra Alma: »Men se, hvis I vil vågne op og vække jeres evner til et forsøg med mine ord og udøve den mindste smule tro, ja, selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, indtil I tror på en sådan måde, at I kan give plads til en del af mine ord« (Alma 32:27).

Vi kan ikke tage let på evangelisk undervisning og samtidig forvente at modtage ordets kraft i vores tilværelse. Vi skal »vågne op og vække [vores] evner«. Vi skal gøre »forsøg med [hans] ord«. Vi skal udøve tro. Vi skal ønske at tro. Vi skal lade »det ønske virke i [os]« og »give plads til en del af [hans] ord«. Læg mærke til, at Alma ikke beskriver en »duk-op-om-søndagen-og-forvent-at-en-lærer-underholder-dig«-holdning. Han lærer os, at vi skal tage ansvar for egen læring og strække hånden ud i tro, hvis vi ønsker at modtage ordets kraft.

Den anden tanke stammer fra Jakob – fra de hellige ord, der inspirerede Joseph Smith til at søge ud i lunden.

»Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.

Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden« (Jak 1:5-6).

Herren fortæller os bestandigt, at vi skal bede, søge og banke på og giver os det guddommelige løfte, at vi så vil modtage, finde og få åbenbaringens døre åbnet for os. Herren har givet os det mønster, at vi skal stille trofaste spørgsmål, hvis vi vil nyde Åndens vejledning. Tænk på nogle af de mange spørgsmål, som Joseph havde i sit sind, da han læste ordene i Jakobs brev:

»Midt i denne krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det?« (JS-H 1:10).

Jakobs ord gjorde stærkt indtryk på Josephs hjerte (se JS-H 1:12), fordi han tumlede med nogle spørgsmål.

Hvilke spørgsmål kan vi da passende stille? Forestil jer, at I skal deltage i en søndagsskoleklasse om netop de vers fra Jakobs brev. Mens I forbereder jer til klassen – eller blot tænker på disse vers i løbet af klassen – kunne I overveje spørgsmål som disse:

Hvem var Jakob? Hvilke spørgsmål eller omstændigheder fremkaldte denne udtalelse?
Hvad er visdom?
Hvad vil det sige at »bede i tro«?
Er det muligt at spørge om ting, man ikke forstår, og dog bede »uden at tvivle«? Hvad vil det sige at tvivle? Hvornår og hvorfor tvivler jeg? Hvilke valg kan jeg træffe, så jeg sikrer mig, at jeg ikke tvivler?
Under hvilke omstændigheder har jeg følt mig som en bølge, der kastes om på havet? Hvilke erfaringer kan jeg drage af de episoder, som jeg kan bruge til at bede i tro?
Hvilke lærdomme eller principper forkyndes i disse vers? Hvor i skriften finder vi ellers disse principper forkyndt?
Hvilken forbindelse har disse principper til Frelserens liv og tjenestegerning? Hvordan kan de hjælpe mig med at søge nærmere til ham?
Hvordan kan disse principper hjælpe mig eller mine kære med at håndtere vore bestemte udfordringer og muligheder?

Når vi gør vores ved at stille inspirerede spørgsmål og oprigtigt søge vejledning, indbyder vi Ånden til at undervise os gennem ordets kraft.

Undervisning ved Ånden

Herren har sagt, at ligesom vi skal modtage ved Ånden, skal vi også undervise ved Ånden. Hvad vil det sige?

Måske har du set (eller selv været) én, der gik ned ad gangen på vej til en klasse, skimmede lidt i kursushæftet og sagde: »Nå, jeg har ikke haft tid til at forberede mig, så jeg må bare undervise ved Ånden.« Eller måske har du set (eller selv været) én, der brugte flere uger på at forberede en lektion med omfattende trykte materialer til eleverne, adskillige visuelle hjælpemidler og et fuldstændigt manuskript, som vedkommende planlægger at »undervise i ved Ånden«.

Jeg mener ikke, at nogen af delene er det, som Herren har i tankerne.

Standarden for undervisning i Kirken er at finde i skrifterne og gentages i hæftet Forkynd mit evangelium. Vi har fået følgende instruks: »Søg først at få [Herrens] ord« (L&P 11:21) – med andre ord skal vi forberede os grundigt ved at studere, bede og søge svar på trofaste spørgsmål og udforme undervisningsplaner. Vi får så besked på at være fuldstændig åbne i selve undervisningssituationen, så Ånden kan give os vejledning om, hvad vi skal sige og gøre.

Ved det verdensomspændende oplæringsmøde for ledere i 2003 citerede præsident Gordon B. Hinckley følgende vers fra Lære og Pagter:

»Vær ikke på forhånd bekymrede for, hvad I skal sige, men gem bestandigt livets ord i jeres sind, så skal det gives jer i samme stund hvilken del, der skal måles ud til enhver« (L&P 84:85).

Derefter bemærkede han: »Det er Herrens vejledning. Vi kan ikke tilsidesætte den uden konsekvenser.«²

Vi skal bestandigt gemme livets ord i vores sind – det vil sige, at vi studerer, adspørger Herren og forbereder os – og stole på, at Ånden giver os »i samme stund hvilken del, der skal måles ud til enhver«. Det gælder, uanset om vi skal undervise en klasse eller holde en tale til et nadvermøde eller en stavskonference. Men der er en vigtig forskel: En lærer skal sjældent holde en prædiken i klassen, og en taler styrer ikke en drøftelse til nadvermødet eller stavskonferencens søndagsmøde.

At undervise ved Ånden i en klasse vil grundlæggende sige, at man skaber en atmosfære, hvor Ånden kan dvæle, og at man stiller inspirerede spørgsmål, så vi kan »undervise hinanden i rigets lære« (L&P 88:77).

Som ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt angående undervisning i klasserne: »I skal aldrig, og jeg mener aldrig, holde en forelæsning, hvor der ikke er elevdeltagelse. Et ›talende jakkesæt‹ er den svageste form for klasseundervisning … Vær sikker på, at der er rigelig deltagelse, for når en elev gør det, så bemyndiggøres Helligånden til at undervise. Det hjælper også eleven med at bevare dit budskab. Når eleverne sætter ord på sandhederne, bekræftes de i deres sjæl og styrker deres personlige vidnesbyrd.«³

Undervisning i hjemmet bør ligeledes ske ved Ånden. Selv om vi har regelmæssige, strukturerede undervisningssituationer, såsom familiens skriftstudium og familieaften, finder størstedelen af undervisningen sted i spontane undervisningsøjeblikke og ved eksemplets magt. Her gælder princippet også: Forældre bør bestandigt gemme livets ord i deres sind, så de er beredte og åbne for Åndens vejledning i undervisningssituationer.

Når vi følger Herrens plan for undervisning og modtagelse ved Ånden, bliver vi virkelig »opbygget og fryder os med hinanden« – dels i vore individuelle familier og i Guds store familie.