Spencer W. Kimball: En handlingens mand

Garrett H. Garff

Afdelingen for undervisningsmateriale

Præsident Kimball efterlevede det, han forkyndte: »Det er ikke så meget det, vi ved, som har betydning, men mere det, vi gør, og det, vi er.«

I 1981 sagde ældste Robert D. Hales, som dengang var medlem af De Halvfjerds’ Første Kvorum, om præsident Spencer W. Kimball: »Han er en handlingens mand, hvilket man kan se på et beskedent skilt på hans skrivebord, hvorpå der står: ›Gør det!‹«¹

Som Kirkens tiende præsident, fra december 1973 til november 1985, opfordrede denne »handlingens mand« de sidste dages hellige til at undgå magelighed og stræbe mod en stadig højere grad af efterlevelse af evangeliet. »Vi må øge vores indsats,« sagde han.² Han gav desuden dette råd: »Lad os huske på, at det ikke så meget er det, vi ved, som har betydning, men mere det, vi gør, og det, vi er. Mesterens plan er en handlingens plan, der skal efterleves, ikke blot kendes. Kundskab er i sig selv ikke et mål. Det er den måde, hvorpå vi retfærdigt efterlever og anvender den kundskab i vores liv, og hvordan vi anvender den til at hjælpe andre, som viser vores sande karakter.«³

Gennem hele sit liv udviste præsident Kimball en hengiven efterlevelse af evangeliet. Hans lærdomme giver os derfor praktiske så vel som inspirerede råd, der kan hjælpe os med at efterleve evangeliet fuldt ud. Følgende eksempler er taget fra Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, som er Det Melkisedekske Præstedømmes og Hjælpeforeningens undervisningsmateriale for 2007. Det er udgivet på 26 sprog, deriblandt engelsk blindskrift.

Bøn

En af de sværeste oplevelser i Spencer W. Kimballs liv var tabet af moderen, som døde, da han var 11 år gammel. Han mindedes, at nyheden om det »kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg løb ud af huset og ud i haven for at være alene med min tårestrøm. Et sted hvor ingen kunne se eller høre mig, væk fra dem allesammen, græd og græd jeg … Det var som om mit elleveårige hjerte skulle briste«.

Men selv i den unge alder vidste Spencer W. Kimball, at bøn bringer trøst og fred. I denne sorgens tid skrev en god ven af familien: »Mine børn græd sammen med [min hustru og mig], da vi hørte om lille Spencers bønner, og om hvordan tabet af hans mor vejede så tungt i hans lille hjerte, og om hvor modigt han kæmpede med sin sorg og søgte trøst fra den eneste kilde.«⁴

Om bøn har præsident Kimball sagt: »Bøn er så stort et privilegium – ikke alene at kunne tale til vor Fader i himlen, men også at kunne modtage kærlighed og inspiration fra ham. Ved afslutningen af vores bøn bør vi lytte intenst – ja selv i adskillige minutter. Vi har bedt om vejledning og hjælp. Nu må vi ›stands[e] og forstå, at [han] er Gud‹ (se Sl 46:11).«⁵

»At lære bønnens sprog er en glædelig og livslang oplevelse. Af og til fyldes vores sind med idéer, når vi lytter efter at have bedt. Af og til overvældes vi af følelser. En rolig ånd forsikrer os om, at alt nok skal gå. Men hvis vi har været ærlige og oprigtige, får vi altid en god følelse – en varm følelse over for vor Fader i himlen og en fornemmelse af hans kærlighed til os. Det har bragt mig sorg, at nogle af os ikke har lært betydningen af denne rolige, åndelige varme at kende, for den er et vidnesbyrd for os om, at vore bønner er blevet hørt. Og eftersom vor Fader i himlen elsker os højere, end vi elsker os selv, betyder det, at vi kan forlade os på hans godhed og sætte vores lid til ham. Det betyder, at hvis vi bliver ved med at bede og leve, som vi bør, vejleder og velsigner vor Faders hånd os.«⁶

Skriftstudium

Som fjortenårig hørte Spencer Kimball en prædiken, hvor taleren spurgte forsamlingen, hvem af dem, der havde læst hele Bibelen. Kun få rakte hånden op. Spencer, der ikke var en af dem, følte et brændende behov for at læse det hellige skrift fra ende til anden, hvilket han begyndte på den selv samme aften ved petroleumslampens skær. I løbet af et år havde han nået sit mål og læst hele Bibelen. Det blev en præstation, der kom til at forme hans livslange kærlighed til skriftstudiet.⁷

Præsident Kimball talte ofte om studium af skriften. »Jeg beder til, at vi alle ærligt bedømmer vore præstationer med hensyn til skriftstudium. Det er almindeligt, at man har nogle skriftsteder eller skriftstedspassager, som man husker udenad, og man får således let den illusion, at man kender en hel del til evangeliet. I den forstand kan det være et problem kun at have lidt kundskab. Jeg er overbevist om, at vi hver især, på et eller andet tidspunkt i vores liv, er nødt til at opdage skrifterne selv – og ikke kun én gang, men igen og igen.«⁸

»Jeg har opdaget, at når jeg bliver ligegyldig i mit forhold til guddommen, og når det er som om, at intet guddommeligt øre lytter, og ingen guddommelig røst taler, at så er jeg langt, langt borte. Hvis jeg fordyber mig i skriften, mindskes afstanden og åndeligheden kommer tilbage. Jeg opdager, at jeg får større kærlighed til dem, som jeg bør elske af hele mit hjerte, sind og styrke, og når jeg elsker dem højere, er det lettere for mig at følge deres råd.«⁹

Ærbødighed

Under et besøg i en kirkebygning fik præsident Kimball øje på nogle papirservietter, som lå på gulvet på toilettet. Han smed dem ud og rensede derefter vasken. Dette eksempel på omsorg og respekt gjorde så dybt indtryk på en lokal leder, at han derefter lærte andre at vise større ærbødighed for kirkebygninger og alt andet helligt.¹⁰

Præsident Kimball har sagt:

»Ofte står medlemmer af Kirken i klynger i kirkesalen før og efter møderne for at hilse på hinanden. En del af denne tilsyneladende uærbødige adfærd skyldes uskyldigt nok, at vi er et venligt folk, og at sabbatten er en passende dag til at snakke sammen, være selskabelig og møde nye mennesker. Forældre burde være et eksempel for deres familier ved at snakke i foyeren eller andre steder uden for kirkebygningen før og efter møderne. Efter et møde kan forældre hjælpe til med at bringe ånden fra mødet ind i hjemmet ved derhjemme at tale med deres børn om en tanke, et musiknummer eller noget andet godt fra mødet.«¹¹

»Vi må huske, at ærbødighed ikke er en dyster væremåde, som vi midlertidigt påtager os om søndagen. Oprigtig ærbødighed indebærer glæde såvel som kærlighed, respekt, taknemlighed og ærefrygt over for Gud. Det er en dyd, som burde være en del af vores levevis. Faktisk burde de sidste dages hellige være det mest ærbødige folk på hele jorden.«¹²

Hengivenhed over for Frelseren

Sidst i 1940erne blev ældste Spencer W. Kimball, der havde været apostel siden 1943, ramt af en række hjertetilfælde. Under sin rekonvalescensperiode boede han hos gode venner i New Mexico. En artikel i et af Kirkens tidsskrifter berettede senere om en hændelse, som fandt sted, mens han var der:

»En morgen fandt man ældste Kimballs seng tom. Da hans plejere troede, at han var ude at gå en morgentur og ville være tilbage tids nok til morgenmaden, gik de i gang med deres pligter. Men da han ikke var vendt tilbage kl. 10, begyndte de at blive bekymrede. En eftersøgning blev sat i gang.

Til sidst blev han fundet flere kilometer derfra under et fyrretræ. Hans bibel lå ved siden af ham, slået op på det sidste kapitel i ohannesevangeliet. Hans øjne var lukkede, og da eftersøgningsgruppen kom hen til ham, sad han lige så stille, som da de fik øje på ham.

Deres bange stemmer vækkede ham imidlertid, og da han løftede hovedet, kunne de se spor af tårer på hans kinder. Han besvarede deres spørgsmål: ›I dag blev jeg for fem år siden kaldet til at være en Herren Jesu Kristi apostel, og jeg ønskede blot at tilbringe dagen med ham, hvis vidne jeg er.‹«¹³

Som et særligt vidne om Kristus bar præsident Kimball vidnesbyrd og fortalte om Frelseren:

»Åh hvor jeg elsker Herren Jesus Kristus. Jeg håber, at jeg kan vise og give udtryk for min oprigtighed og hengivenhed. Jeg vil gerne leve nær ham. Jeg vil gerne være, som han er, og jeg beder til, at Herren vil hjælpe os alle, så vi kan være sådan, som han sagde til sine nefitiske disciple: ›Hvad slags mænd burde I derfor være?‹ og han besvarede sit eget spørgsmål ved at sige: ›Ligesom jeg er‹ (3 Ne 27:27).«¹⁴

»Når vi tænker på vor Herre Jesu Kristi store offer og på de lidelser, han gennemgik for os, ville vi være utaknemlige, hvis ikke vi påskønnede det lige så meget, som vi overhovedet kan. Han led og døde for os, og alligevel er al hans kval og smerte for vores skyld forgæves, hvis ikke vi omvender os.«¹⁵

»Jo mere vi forstår, hvad der virkelig skete for Jesus af Nazaret i Getsamene have og på Golgata, desto bedre vil vi være i stand til at forstå betydningen af offer og uselviskhed i vores liv.«¹⁶

Tjen andre

En ung mor og hendes toårige datter, som var strandet i en lufthavn på grund af dårligt vejr, havde stået i kø i flere timer for at komme med et andet fly hjem. Barnet var træt og utidigt, men moderen, som var gravid og i fare for at abortere, løftede hende ikke op. En læge havde frarådet moderen at løfte den toårige, medmindre det var absolut nødvendigt. Kvinden hørte forargede bemærkninger fra folk omkring hende, da hun med foden puffede sin grædende datter frem i køen. Ingen tilbød at hjælpe hende. Men, som kvinden senere fortalte, »kom en mand imod os og sagde med et venligt smil: ›Er der noget jeg kan gøre for at hjælpe dig?‹ Med et taknemligt suk tog jeg imod hans tilbud. Han løftede min hulkende lille datter op fra det kolde gulv og holdt hende kærligt ind til sig, mens han klappede hende blidt på ryggen. Han spurgte mig, om hun kunne tygge et stykke tyggegummi. Da hun var faldet til ro, tog han hende med på armen og sagde noget venligt til de andre i køen foran mig om, hvordan jeg havde brug for deres hjælp. De lod til at være enige, og han gik op til billetskranken [forrest i køen] og sørgede for, at personen ved skranken fik mig anbragt på et fly, der snart afgik. Han gik med os hen til en bænk, hvor vi snakkede lidt, indtil han var sikker på, at jeg havde det fint. Så gik han sin vej. Omkring en uge senere så jeg et billede af apostlen Spencer W. Kimball og genkendte ham som den fremmede i lufthavnen.«¹⁷

Præsident Kimball, der med sine mange eksempler på tjeneste viste sin hengivenhed over for dette princip, sagde:

»Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vore behov. Det er derfor livsvigtigt, at vi tjener hinanden i riget. Medlemmer af Kirken har brug for hinandens styrke, støtte og lederskab i et samfund af troende som en enklave af disciple. I Lære og Pagter kan vi læse om, hvor vigtigt det er at ›bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ‹ (L&P 81:5). Meget ofte består vore tjenestegerninger af ganske enkle opmuntringer eller af at give hverdagsagtig hjælp med hverdagsagtige opgaver. Men hvilke vidunderlige følger kan der ikke komme af hverdagsagtige handlinger og af små, men bevidste gerninger!«¹⁸

»At tjene andre beriger og forsøder dette liv, mens vi forbereder os til at leve i en bedre verden. Det er ved at tjene, at vi lærer, hvordan man tjener. Når vi er engagerede i at tjene vore medmennesker hjælper vore gerninger ikke alene dem, men vi ser på vore egne problemer med friskere øjne. Når vi bekymrer os mere om andre, er der mindre tid til at bekymre os om os selv. I det mirakel, det er at tjene, er der i dets midte Jesu løfte om, at ved at miste os selv, finder vi os selv! (se Matt 10:39).

Ikke kun ›finder‹ vi os selv med hensyn til at anerkende guddommelig ledelse i vores liv, men jo mere vi tjener vore medmennesker på passende måder, jo mere substans bliver der i vores sjæl. Vi bliver mere bemærkelsesværdige personer, når vi tjener andre. Vi bliver mere selvstændige, når vi tjener andre – det bliver faktisk nemmere at ›finde‹ os selv, fordi der er så meget mere at finde!«¹⁹

Forkyndelse af evangeliet

Præsident Spencer W. Kimball fra De Tolv Apostles Kvorum sad i en hotelrestaurant i Quito i Ecuador sammen med en gruppe, der omfattede fire missionærer. Efter at have bestilt brød og mælk spurgte han tjeneren, om han havde nogen børn. »›En søn,‹ svarede tjeneren. ›Brød og mælk er sundt for ham,‹ sagde ældste Kimball, ›men han bliver endnu sundere, hvis du giver ham den føde, som disse unge mænd har at give.‹ Tjeneren så forvirret ud. Så forklarede ældste Kimball, at de unge mænd var missionærer, som underviste i Jesu Kristi evangelium. Tjeneren udtrykte interesse i at blive undervist af missionærerne.«²⁰

Præsident Kimball, der i sandhed var en handlingens mand, når det gjaldt missionering, sagde:

»Jeg føler, at Herren på en helt naturlig måde har anbragt mange mennesker i vores kreds af venner og bekendte, som er parate til at tilslutte sig hans kirke. Vi beder jer om bønsomt at finde frem til disse mennesker og derpå bede Herren hjælpe jer med at præsentere dem for evangeliet.«²¹

»Det er en åndelig oplevelse at missionere, at give henvisninger og at undervise sammen med missionærerne. Det er spændende og udbytterigt. Timerne, indsatsen og overvejelserne, det er det hele værd, når bare én sjæl udviser omvendelse, tro og ønske om at blive døbt.«²²

»Brødre og søstre, jeg spørger mig selv, om vi mon gør alt, hvad vi kan. Er vi tilfredse med det, vi gør for at undervise andre i evangeliet? Er vi beredte til at øge vores indsats? Til at udvide vores vision?«²³

Kærlighed og åndelighed i familien

Præsident Kimball var en kærlig forælder. Hans søn Edward sagde: »Min far har altid været meget kærlig. Jeg vidste, at han elskede mig.« Edward huskede en oplevelse, han havde, da han overværede en højtidelig forsamling i templet i Salt Lake City: »Der var tusindvis af mænd til stede. Da mødet sluttede, så [min far], hvor i koret jeg stod og sang. På vej ud kom han over og gav mig et kys og et kram.«²⁴

I et dybtfølt vidnesbyrd sagde præsident Kimball:

»Hvor længe er det siden, at du har taget dine børn i dine arme og sagt til dem, uanset hvor store de er, at du elsker dem og er glad for, at I kan være sammen for evigt?«²⁵

»Gud er vor Fader. Han elsker os. Han bruger meget energi på at prøve på at oplære os, og vi bør følge hans eksempel og inderligt elske vore egne børn og opdrage dem til retskaffenhed.«²⁶

»Et ægte sidste dages helligt hjem er en sikker havn mod livets storme og kampe. Åndelighed spirer frem og næres gennem daglig bøn, læsning i skriften, samtaler om evangeliet og dertil hørende aktiviteter, familieaftener, familieråd, fælles arbejde og leg, gensidige tjenester og ved at fortælle dem omkring os om evangeliet. Åndeligheden næres også, når vi viser tålmodighed, venlighed og tilgivelse over for hinanden, og når vi anvender evangeliets principper i familiekredsen. Det er i hjemmet, vi bliver eksperter og lærde i evangelisk retskaffenhed, og det er der, vi lærer om og efterlever evangeliets sandheder sammen.«²⁷

»Hvad jeg gøre må«

Præsident Kimballs liv og lærdomme minder os om behovet for at omsætte evangelisk kundskab til handling, og vi minde s om betydningen af dette gennem en mindre ændring, som blev foretaget i den elskede primarysang »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195). I sin oprindelige form fra 1957 lød teksten: »Lær mig alt, hvad jeg skal nå, så Gud vil elske mig«. Nogen tid senere foreslog ældste Kimball, som da var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, at man ændrede ordlyden i den sidste linje. Nu slutter sangen således: »Lær mig hvad jeg gøre må, for hjem til Gud at nå.«²⁸

Denne strofe er en smuk opsummering af præsident Kimballs liv og lærdomme. I ord og gerning lærte han os det, som vi skal gøre for at kunne leve sammen med vor himmelske Fader igen. Hvis vi følger den kurs for evangelisk efterlevelse – altså at gøre det, som vi gøre må – har vi dette profetiske løfte fra præsident Kimball: »Lykkens skatkammer er uaflåst for dem, som vil efterleve Jesu Kristi evangelium i dets renhed og enkelthed … Sikkerheden for den højeste lykke, visheden om et lykkeligt liv her og ophøjelse og evigt liv herefter, kommer til dem, der planlægger at leve deres liv i fuldstændig overensstemmelse med Jesu Kristi evangelium – og derefter konsekvent følger den kurs, de har afstukket.«²⁹