»Jeg er stolt af dig, far!«
Da min hustru og jeg vidste, at der ikke fandtes nogen skole i Madrid, som blev drevet af medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og da vi ønskede, at vore børn skulle modtage en religiøs uddannelse, meldte vi dem ind i en skole, som blev drevet af et andet trossamfund. Da vore børn var de eneste medlemmer af Kirken, som gik på denne skole, håbede vi, at de ikke ville blive udsat for religiøs diskrimination.
En dag i oktober 1999 kom vores søn Pablo, som dengang var 16, med en indbydelse fra skolen, som afholdt en forelæsning og debat med titlen »Religiøse sekter: Mormonismen«. Forelæsningen blev holdt af en anerkendt forsker, som var kendt for at have brugt en stor del af sit liv på at studere religioner, i særdeleshed Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Jeg frygtede, at der ville blive fremsat urigtige oplysninger om vores tro, så jeg kontaktede vores stavspræsident og informerede ham om mødet. Han noterede datoen og stedet og bad mig tale med Kirkens informationstjeneste for at høre, om de havde en repræsentant, der kunne overvære mødet og besvare eventuelle spørgsmål.
Da dagen oprandt, tog min hustru, min søn og jeg hen til mødet. Salen, hvor forelæsningen skulle holdes, havde plads til 500 tilhørere. Da vi havde taget plads, kiggede vi os omkring for at se, om der var andre medlemmer af Kirken i den store forsamling, som fyldte salen. Vi fik hurtigt øje på bror Quirce fra informationstjenesten. Han vinkede venligt fra den anden side af salen.
Mødet begyndte, og skoleinspektøren præsenterede taleren i rosende vendinger og opremsede alle de universiteter, som han havde været tilknyttet. Taleren indledte med kort at opridse kristendommens historie fra Jesu Kristi og apostlenes tid og op til 1830, hvor verden først begyndte at høre om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som var grundlagt i USA.
Taleren var ikke voldsomt grov i sin beskrivelse af vores tro. Man kunne tydeligt høre, at han havde læst mange af vore bøger, for han citerede hyppigt vers fra Mormons Bog og Lære og Pagter. Han læste også lange passager fra profetens Joseph Smiths beretning om det første syn. Det var tydeligt, at han havde til hensigt at føre sine lyttere frem til den konklusion, at hvis mormonismen virkelig var en sekt, sådan som han mente, så var det ikke en af de farlige af slagsen.
Jeg tog noter om alt det, jeg syntes, var forkert, såsom at han sagde, at mormoner ikke var kristne, og at Joseph Smith havde kopieret Mormons Bog fra en gammel amerikansk roman. Forelæsningen var meget omfattende og sluttede efter halvanden time, hvorefter salen brød ud i et højlydt bifald.
Da bifaldet var stilnet af, og debatten begyndte, var den første, der rejste sig, bror Quirce, der præsenterede sig som medlem af Kirken. Han forklarede, hvordan Joseph Smith havde fået guldpladerne, og hvad hans bidrag havde været som genoprettelsens profet.
Mens jeg lyttede til bror Quirce, følte jeg pludselig en trang til at rejse mig og tydeliggøre visse principper, så alle de tilstedeværende kunne høre sandheden om vores tro og lære.
Da jeg fortalte min familie, at jeg ville tale, blev Pablo bange og sagde: »Nej, lad være, far. Sig ikke noget, for de kender mig alle sammen her, og jeg kan få bøvl med min lærer.« Jeg syntes, at det ville være kujonagtig at lade bror Quirce vær den eneste, der sagde noget, men jeg ville ikke volde min søn problemer, så for en stund forholdt jeg mig tavs. Men som tiden gik følte jeg et stærkere pres fra Ånden.
Igen fortalte jeg min familie, hvad jeg følte, og min søn var stadig meget imod, at jeg rejste mig. Da jeg til sidst ikke længere kunne modstå Åndens tilskyndelse, rejste jeg mig langsomt og banede mig vej gennem salen for at slutte mig til bror Quirce. Der gik et sus af overraskelse gennem forsamlingen: »Der er en mormon mere.«
Da bror Quirce afsluttede sit indlæg, stak jeg hånden i lommen efter de notater, som jeg havde taget, men til min overraskelse var min lomme tom. Jeg havde glemt mine noter henne på min plads. I samme øjeblik blev det min tur til at sige noget.
Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. Alt, hvad jeg havde tænkt mig at sige, forsvandt fra mit sind. Jeg begyndte med at sige, at jeg havde været medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 26 år, at jeg vidste, at det er den eneste sande kirke på jorden, at Jesus Kristus havde genoprettet den gennem profeten Joseph Smith, og at Jesus er Guds Søn og vores Frelser og Forløser.
Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg talte eller alle de ord, jeg sagde. Jeg kan kun huske, at stilheden var overvældende, og at jeg kunne mærke 500 par øjne hvile på mig. Da jeg var færdig, takkede jeg de tilstedeværende, fordi de havde givet mig mulighed for at give udtryk for min tro, og så vendte jeg mig og forlod salen. Jeg følte en indre fred, men mine ben skælvede.
Da mødet var forbi, og jeg var sammen med min familie igen, kom min søn hen til mig og sagde: »Du gjorde det rette, far. Du bar et smukt vidnesbyrd, og du talte med kraft og myndighed. Jeg er stolt af dig, far!«
Pablo vidste, at han kunne få problemer i skolen på grund af det, jeg havde gjort, men det var vigtigere for ham at vide, at hans far har et vidnesbyrd, som han er villig til at forsvare.