Jakkesættet
Det var kort før jul, og jeg vidste, at jeg havde nogle ting, som andre kunne bruge. Jeg gik gennem alle værelser i huset og fandt ting, som vi kunne donere til Kirkens genbrugskæde, Deseret Industries. Da det var tid til at se på soveværelset, stilede min mand og jeg hen mod vore klædeskabe. Vi gennemgik vore garderober.
»Jeg har ikke noget denne gang,« sagde jeg til ham. »Har du?«
David lagde nogle skjorter i en stak og fandt nogle sko, som han ikke brugte mere.
»Hvad med det her jakkesæt?« spurgte han. Jeg havde hjulpet ham med at købe det til en jobsamtale for nogle år siden. Det så stadig splinternyt ud.
»Hvad synes du, skat? Jeg kan ikke passe det mere.«
»Men det ser jo stadig nyt ud,« sagde jeg.
»Jeg føler virkelig, at jeg skal donere det jakkesæt,« sagde David. Han tog det ud af skabet.
Selv om jeg syntes, at jakkesættet klædte ham, så måtte jeg erkende, at han jo havde et andet sæt, og da han havde prøvet det på, kunne jeg godt se, at det knap nok passede ham mere. Jeg lagde det forsigtigt oven i stakken af genbrugstøj, men jeg havde det skidt med det. Der var noget, der nagede mig. Det jakkesæt hørte ikke til der, det var jeg helt klar over.
David gennemgik sine slips. Han var hensynsløs i sin sortering. Han fandt adskillige slips frem og lagde dem sammen med jakkesættet, men det virkede også helt forkert.
Jakkesættet i tøjdyngen forstyrrede min nattesøvn. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt med mig, siden jeg tænkte så meget på et jakkesæt, der ikke længere passede, og en dynge gamle slips.
Den følgende morgen så jeg på tøjdyngen. Igen kom en stærk følelse af, at jakkesættet ikke hørte til i den dynge. Jeg trak det ud af dyngen og lagde det på sengen sammen med nogle slips. Da jeg havde lagt det øvrige tøj i nogle poser, kiggede jeg igen på jakkesættet. »Hvem er det mon til?« Jeg anede det ikke.
Jeg knælede ned ved siden af sengen og bad. Jeg satte mig hen til mit skrivebord og tænkte. Min mand og jeg var UV-ledere i menigheden, så vi vidste, hvem den næste, der skulle på mission fra vores menighed, var. Der var længe til, at han skulle af sted. Han havde også et fast job, så han ville ikke få problemer med at købe et nyt jakkesæt. Jeg ringede til min biskop, men fik kun fat i hans telefonsvarer.
Så bankede det på døren. Da jeg lukkede op, blev jeg meget forbavset.
»Davs, søster Ries.« De missionærer, som tjente i vores menighed, smilede til mig.
Pludselig slog en tanke ned i mig. »Det var dog utroligt,« var det eneste, jeg kunne sige. »Vent lige her. Jeg kommer straks.«
Begejstret styrtede jeg op ad trappen, mens ældsterne lo ad min sære hilsen. Jeg boblede af glæde, mens jeg bar jakkesættet ned.
»Jakken er størrelse 50,« sagde jeg, »og bukserne er størrelse 34.« Jeg så håbefuldt på den ene ældste.
Missionærens ansigt lyste op. »Jeg er størrelse 50 i jakke og 34 i bukser.« Hans ansigt fik et mildt udtryk. »Mine forældre og jeg har bedt om, at jeg måtte finde et jakkesæt, som jeg kunne afslutte min mission i. Jeg har ikke så lang tid tilbage, og det sæt jeg har er helt tyndslidt.«
En trofast ældste tog taknemligt imod vor himmelske Faders gave bestående af et jakkesæt og nogle slips. Og da jeg havde lukket døren, gik jeg igen op i mit soveværelse og takkede min himmelske Fader, fordi han elsker sine børn. Han lytter altid til vore bønner.