Skilsmisse
Et godt ægteskab kræver ikke en fuldkommen mand eller en fuldkommen kvinde. Det kræver kun en mand og en kvinde, der har forpligtet sig til sammen at stræbe mod fuldkommenhed.
Jeg har følt mig tilskyndet til at tale om skilsmisse. Det er et følsomt emne, fordi det vækker så stærke følelser hos mennesker, der på forskellig vis er blevet berørt af det. Nogle ser sig selv eller deres kære som ofre for en skilsmisse. Andre ser sig selv som begunstigede. Nogle ser en skilsmisse som et tegn på fiasko. Atter andre betragter den som en nødvendig flugtvej fra ægteskabet. På en eller anden måde berører skilsmisse de fleste familier i Kirken.
Uanset hvordan det ser ud for jer, så beder jeg jer lytte, når jeg prøver at tale ligeud om de følger, som skilsmisser har for de evige familieforhold, som vi tragter efter som en del af evangeliets plan. Jeg taler, fordi jeg er bekymret, men jeg taler med håb.
I.
Vi lever i en verden, hvor ægteskabet som begreb er i fare, og hvor skilsmisse er almindelig.
Den opfattelse, at samfundet har en stærk interesse i at bevare ægteskabet til alles bedste, herunder ægtepar og deres børn, er hos mange blevet erstattet af ideen om, at ægteskabet kun er et privat forhold mellem samtykkende voksne, som kan afsluttes, når en af parterne ønsker det.1
Nationer, som ikke har haft nogen lovgivning om skilsmisse, har fået det, og de fleste nationer, der tillader skilsmisse, har også gjort det lettere. Desværre kan skilsmisselovgivning uden krav om placering af skyld hos én af parterne gøre det lettere at afbryde et ægteskabsforhold med en uønsket ægtefælle end et ansættelsesforhold med en uønsket ansat. Nogle taler endda om det første ægteskab som et »begynder-ægteskab«, ligesom en lille bolig, hvor man bor i et stykke tid, før man flytter til noget bedre.
Svækkelsen af opfattelsen af, at ægteskabet er varigt og dyrebart, har langtrækkende konsekvenser. Påvirket af deres egne forældres skilsmisse eller af populære forestillinger om, at ægteskabet er en lænke, der forhindrer opfyldelse af ens personlige drømme, er der nogle unge, der skyr ægteskabet. Mange af dem, der gifter sig, forpligter sig ikke fuldt ud, men er parate til at flygte ved den første alvorlige udfordring.
I modsætning hertil har nutidige profeter advaret om, at det at se på ægteskabet »som blot en aftale, man kan indgå efter forgodtbefindende … og bryde ved den første vanskelighed … er et onde, der fortjener streng fordømmelse,« især hvor børn kommer til at lide under det.2
I fordums tid og selv efter stammelove i nogle lande, hvor vi nu har medlemmer, har mænd lov til at lade sig skille fra deres hustru for de mest ubetydelige ting. En sådan uretfærdighed og undertrykkelse af kvinder blev afvist af Frelseren, der sagde:
»Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan.
Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud« (Matt 19:8-9).
Den slags ægteskab, der er nødvendig for ophøjelse – evig i varighed og guddommelig i kvalitet – indeholder ikke overvejelser om skilsmisse. I Herrens templer bliver ægtepar viet for al evighed. Men nogle ægteskaber udvikler sig ikke i retning af idealet. På grund af vores »hårdhjertethed« håndhæver Herren ikke for øjeblikket konsekvenserne af den celestiale standard. Han tillader fraskilte personer at gifte sig igen uden den plet af umoralitet, der er angivet i den højere lov. Medmindre et fraskilt medlem har overtrådt alvorligt, kan han eller hun kvalificere sig til en tempelanbefaling efter de samme standarder for værdighed, der gælder for andre medlemmer.
II.
Der er mange gode kirkemedlemmer, som er blevet skilt. Jeg taler først til dem. Vi ved, at mange af jer er uskyldige ofre – medlemmer, hvis tidligere ægtefælle til stadighed brød hellige pagter eller opgav eller nægtede at påtage sig sin del af ansvaret for ægteskabet igennem længere tid. Medlemmer, der har oplevet et sådant svigt, har førstehåndskendskab til forhold, der er værre end skilsmisse.
Når et ægteskab er dødt og alt håb om at genoplive det er ude, så er det nødvendigt at have et middel til at bringe det til ophør. Jeg har set eksempler på det i Filippinerne. To dage efter at et ungt par blev viet i templet, forlod ægtemanden sin unge hustru og har ikke ladet høre fra sig i mere end 10 år. En gift kvinde flygtede og opnåede skilsmisse i et andet land, men hendes ægtefælle, der blev tilbage, er stadig gift ifølge filippinsk lov. Eftersom der ikke er nogen mulighed for skilsmisse i det land, har disse uskyldige ofre, der er blevet efterladt, ingen måde at bringe deres ægteskabelige status til ophør på – eller til at komme videre i deres liv.
Vi ved, at nogle ser tilbage på deres skilsmisse og fortryder, fordi de selv delvist eller overvejende var årsag til bruddet. Alle, der har været igennem en skilsmisse, kender smerten og har behov for den helbredende kraft og det håb, som forsoningen tilvejebringer. Denne helbredende kraft og dette håb er der for dem og også for deres børn.
III.
Nu taler jeg til gifte medlemmer, især til alle, der måtte overveje skilsmisse.
Jeg anmoder indtrængende jer og dem, der råder jer, om at indse den kendsgerning, at for de fleste ægteskabelige problemers vedkommende er løsningen ikke skilsmisse, men omvendelse. Ofte er årsagen ikke uforligelighed, men selviskhed. Det første skridt er ikke separation, men reformation. Skilsmisse er ikke en universalløsning, og den medfører ofte langvarig hjertesorg. En omfattende international undersøgelse af niveauet af lykke før og efter »større begivenheder i livet« konkluderede, at mennesker gennemsnitlig set langt lettere genvinder deres niveau af lykke efter en ægtefælles død end efter en skilsmisse.3 Ægtefæller, som håber, at en skilsmisse løser konflikter, finder ofte, at den gør dem værre, eftersom de komplikationer, der følger i kølvandet på en skilsmisse – især hvor der er børn – skaber nye konflikter.
Tænk først og fremmest på børnene. Fordi en skilsmisse adskiller børnenes interesser fra deres forældres interesser, er børnene de første ofre. Eksperter i familieliv fortæller os, at den vigtigste årsag til den nuværende forværring i børns velbefindende er svækkelsen af ægteskabet, fordi familiens ustabilitet medfører, at forældrene bruger mindre tid på deres børn.4 Vi ved, at børn, der vokser op hos en enlig forælder efter en skilsmisse, er i meget større risiko for stof- og alkoholmisbrug, tilfældige seksuelle forbindelser, dårlig skolegang og mange andre problemer.
Et par med alvorlige ægteskabelige problemer bør gå til deres biskop. Som Herrens dommer kan han give de råd og måske også den kirkedisciplinering, som fører til helbredelse.
Biskopper råder ikke medlemmer til skilsmisse, men de kan hjælpe medlemmer med konsekvenserne af deres beslutninger. Ifølge Herrens lov er et ægteskab dyrebart og levende på samme måde som et menneskeliv. Hvis vores legeme fejler noget, søger vi helbredelse. Vi giver ikke bare op. Så længe der er udsigt til, at vi kan holde os i live, søger vi helbredelse igen og igen. Det samme burde også gælde vores ægteskab, og hvis vi søger Herren, vil han hjælpe os og helbrede os.
Sidste dages hellige ægtefæller bør gøre alt, hvad der står i deres magt for at bevare ægteskabet. De burde følge de ægteskabsberigende råd i Det Første Præsidentskabs budskab i Liahona for april 2007.5 For at undgå såkaldt »uforligelighed«, bør de være bedste venner, venlige og hensynsfulde, opmærksomme på hinandens behov og altid søge at glæde hinanden. De bør være partnere med hensyn til familiens økonomi og arbejde sammen om at styre deres ønsker om timelige ting.
Selvfølgelig kan der være tidspunkter, hvor den ene ægtefælle ikke lever op til standarderne, og den anden bliver såret og føler smerte. Når det sker, bør den forurettede part vægte nuværende skuffelse mod tidligere gode stunder og fremtidige lysere udsigter.
Hold ikke liv i tidligere fejltagelser ved at ribbe op i dem igen og igen. I et ægteskab er voksende bitterhed ødelæggende og tilgivelse guddommelig (se L&P 64:9-10). Bønfald om at få Herrens Ånds vejledning til at tilgive fejltagelser, (som præsident Faust netop har undervist os så smukt i), overvinde svagheder og styrke forholdet.
Hvis I allerede er sunket ned til det lave ægteskab-kun-af-navn-stade, så beder jeg jer om at tage hinanden i hånden, knæle ned sammen og inderligt bede om hjælp og om forsoningens helbredende kraft. Jeres ydmyge og forenede bønner bringer jer nærmere Herren og hinanden og hjælper jer med den svære klatretur tilbage til harmoni i ægteskabet.
Overvej disse observationer fra en klog biskop med stor erfaring i at rådgive medlemmer med ægteskabelige problemer. Om dem, der endte med at blive skilt, sagde han:
»Generelt sagde hvert par eller person, at de erkendte, at skilsmisse ikke var godt, men de påstod alle, at deres situation var anderledes.
Generelt fokuserede de på ægtefællens fejl, og tillagde kun deres egen opførsel et mindre ansvar. Kommunikationen var døet hen.
Generelt så de bagud og var ikke villige til at efterlade deres bagage af fortidig opførsel i vejsiden og køre videre.
Ind imellem var alvorlig synd indblandet i det, men oftere ›elskede de bare ikke hinanden mere‹ og sagde: ›Han opfylder ikke længere mine behov‹ eller ›hun har ændret sig‹.
Alle var bekymrede over følgerne for børnene, men konklusionen var altid, at ›det er værre for dem at være sammen med os, når vi skændes.‹«
I modsætning hertil fik de ægtepar, der fulgte denne biskops råd og blev sammen, et endnu stærkere ægteskab ud af det. Dette udfald begyndte med en fælles forpligtelse om at holde befalingerne, forblive aktive i Kirken, læse i skriften og bede samt arbejde med deres egne svagheder. De »erkendte forsoningens betydning og kraft for deres ægtefælle og dem selv,« og »de var tålmodige og prøvede igen og igen.« Når de ægtepar, han rådgav, gjorde dette, omvendte sig og arbejdede på at redde deres ægteskab, rapporterede denne biskop, at så »blev der opnået helbredelse i 100 % af tilfældene.«
Selv de, der mener, at deres ægtefælle bærer hele skylden, bør ikke handle forhastet. Én undersøgelse fandt »ingen tegn på, at skilsmisse eller separation typisk gjorde voksne gladere end at forblive i et ulykkeligt ægteskab. To ud af tre ulykkeligt gifte voksne, som undgik skilsmisse, fortalte fem år senere, at de var lykkeligt gift.«6 En kvinde, der blev i et ulideligt ægteskab i mange år, indtil børnene var vokset op, forklarede: »Der var tre parter i vores ægteskab – min mand, mig og Herren. Jeg sagde til mig selv, at hvis to af os kunne holde fast, så kunne vi holde sammen på det.«
Håbets kraft, som kommer til udtryk i disse eksempler, bliver nogle gange belønnet med omvendelse og fornyelse, men nogle gange gør det ikke. Personlige omstændigheder varierer meget. Vi kan ikke kontrollere og er ikke ansvarlige for andres valg, selv når de påfører os stor smerte. Jeg er sikker på, at Herren elsker og velsigner ægtemænd og hustruer, som kærligt prøver at hjælpe ægtefæller, der kæmper med så store problemer som pornografi eller anden afhængig adfærd eller med langvarige konsekvenser af misbrug i barndommen.
Uanset udfaldet og ligegyldigt hvor svære jeres oplevelser er, så har I det løfte, at I ikke vil blive nægtet de evige familiebånds velsignelser, hvis I elsker Herren, holder hans befalinger og bare gør det bedste, I kan. Da den unge Jakob led »trængsler og megen sorg« på grund af andre familiemedlemmers handlinger, forsikrede hans far Lehi ham: »[Du] kender Guds storhed, og han vil hellige dine trængsler til gavn for dig« (2 Ne 2:1). På samme måde forsikrede apostlen Paulus os om, at »alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud« (Rom 8:28).
IV.
Til slut vil jeg tale kort til dem, der overvejer ægteskab. Den bedste måde at undgå skilsmisse fra en utro, grov eller ikke-støttende ægtefælle er at undgå ægteskab med en sådan person. Hvis I gerne vil have et ordentligt ægteskab, så må I se jer ordentligt for. Forbindelser opstået ved at »hænge ud sammen«, eller ved at udveksle informationer over internettet, er ikke tilstrækkeligt grundlag for et ægteskab. Der bør være dating efterfulgt af et forsigtigt, betænksomt og gennemtænkt kæresteforhold. Der bør være rigelige muligheder for at opleve den fremtidige ægtefælles opførsel under flere forskellige forhold. De forlovede bør lære alt, hvad de kan, om familien til dem, de snart skal indgå ægteskab med. I alt dette bør vi være klar over, at et godt ægteskab ikke kræver en fuldkommen mand eller en fuldkommen kvinde. Det kræver kun en mand og en kvinde, der har forpligtet sig til sammen at stræbe mod fuldkommenhed.
Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »To personer, der nærmer sig ægteskabets alter, må forstå, at for at opnå det lykkelige ægteskab, som de håber på, skal de vide, at ægteskab … indebærer, at man må ofre, dele og endog afgive nogle personlige friheder. Det indebærer langvarig, streng sparsommelighed. Det indebærer børn, som forårsager økonomiske byrder, ekstra arbejde, omsorg og bekymringer, men det indebærer også de dybeste og smukkeste af alle følelser.«7
Ud fra personlig erfaring vidner jeg om den glæde ved ægteskabet og familielivet, som Familieproklamationen beskriver som baseret på en mand og hustrus store »ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn« og »på Herren Jesu Kristi lærdomme.«8 Jeg vidner om ham som vor Frelser og beder i hans navn for alle, der stræber efter en evig families største velsignelser. I Jesu Kristi navn. Amen.