Budskab til mine børnebørn
Jeg håber, at I hver især bliver en Guds mand. I bliver Guds mænd gennem retfærdige gerninger.
Brødre, i aften vil jeg gerne tale til jer, som jeg ville til mine børnebørn. Jeg håber, at det, jeg har at sige, kan bruges af alle unge præstedømmebærere overalt. Når jeg tænker på denne store forsamling og også de mange tusinder flere, som er med os via satellit, minder det mig om, at den store velsignelse, det er at bære Guds præstedømme, er forbeholdt forholdsvis få i forhold til de mange milliarder mennesker i verden. Det at bære præstedømmet er en særlig ære – men alligevel kan enhver værdig mand eller dreng over 12 år i Kirken modtage det.
Præstedømme er den myndighed, der er overdraget mennesket, til at handle i Guds navn. Det er en magt, som ingen af sig selv kan påtage sig. Som Paulus sagde: »Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud.«1 Det er en myndighed, der overgår al menneskelig skaberkraft.
Peter, en ung præst, skrev om en oplevelse, som lærte ham, at præstedømmets myndighed er meget virkelig. En ung nyomvendt i hans menighed i Ontario i Canada blev opretholdt som lærer i Det Aronske Præstedømme, og Peter blev bedt om at »lægge stemme« til ordinationen. Peter skrev: »Jeg havde aldrig lagt mine hænder på nogens hoved før, og jeg følte mig så utilstrækkelig. Men Ånden forsikrede mig om, at det ville være i orden for mig at gøre det …
Den unge mand, der skulle ordineres, satte sig på stolen, og jeg stod lige bag ham. [Vores præsident for Unge Mænd] vejledte mig gennem ordinancebønnen, og jeg gentog hvert ord, han sagde. Da vi havde afsluttet ordinationen og sagt: ›… og vi ønsker i denne forbindelse at udtale en velsignelse på dit hoved …‹ [Unge Mænds præsident] så på mig og antydede, at jeg var på egen hånd.
På det tidspunkt ændrede præstedømmet fuldstændig betydning for mig. Det var ikke længere bare en titel, men den faktiske myndighed til at handle i Guds navn, og jeg var ved at overdrage denne myndighed til en anden. Jeg standsede og ventede på, at Ånden skulle hviske til mig, hvad jeg skulle sige. Det er svært for mig at beskrive mine følelser den dag under velsignelsen, men jeg kan sige, at jeg nu har et stærkere vidnesbyrd om, at magten i præstedømmet er virkelig.«2
I unge mænd glæder jer utvivlsomt til at modtage det højere eller Det Melkisedekske Præstedømme. Om dette højere præstedømme sagde profeten Joseph Smith: »Dets indstiftelse var før denne jords grundlæggelse eller ›morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd‹, og det er det højeste og helligste præstedømme, og det er efter Guds Søns orden.«3
Som præstedømmebærere er vi Herrens bemyndigede. Herren talte om denne hellige bemyndigelse til Kirkens ældster i Kirtland i 1831: »Eftersom I er agenter, går I derfor Herrens ærinde; og hvad I end gør efter Herrens vilje, er Herrens sag.«4
Præsident Hinckley har ofte mindet os om, at missionering grundlæggende er et præstedømmeansvar. Det er en stor ære og et stort ansvar at blive kaldet til at tjene Herren gennem missionering. Denne tjeneste giver evigtvarende glæde, selvom det til tider også kan være udfordrende og nedslående. Min mission ændrede hele mit liv. Det var noget af det største, jeg nogensinde har oplevet. At tage på mission forbereder os til resten af vores livsværk og vores evige værk.
Jeg håber, at I hver især bliver en Guds mand. I bliver Guds mænd gennem retfærdige gerninger. I ærer og højner jeres præstedømme, hvis I, som apostlen Paulus sagde, stræber efter: »retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.«5
Det er ikke altid let at følge en retskaffen plan og være lydig over for samfundets love og Herrens love. I det lange løb er det at følge reglerne dog stadig den bedste vej til at opnå alt det, Herren har lovet.
Vi skal alle stå til regnskab for vore handlinger. Min erfaring som advokat har lært mig, at de, der lever som kriminelle, ofte bebrejder deres far, mor eller samfundet, når de frihedsberøves. Alligevel vælger de forsætligt at handle »i modstrid med Guds natur« og befinder sig derfor »i en tilstand, der er i modstrid med lykkens natur.«6 Nogle af dem påstår endda, at »Det var Djævelen, der fik mig til det!« Udsagnet er til dels sandt, for Djævelen frister os til at gøre ondt.7 Det, der gør udsagnet falsk, er, at vi har handlefrihed. Djævelen kan ikke få os til at gøre noget, vi vælger ikke at gøre.8
Fælder og faldgruber kan vi alle komme ud for, uanset om vi er unge, midaldrende eller ældre. Som én engang bemærkede: »Når vi er unge, render vi ind i problemer – når vi bliver ældre, render problemerne ind i os!«9 Samfundets øgede tolerance kræver af os, at vi holder godt fast ved retfærdighedens jernstang, så vi kan modtage Herrens velsignelser og beskyttelse. Det er yderst farligt at lege med Satans fristelser. Vi skal beskytte os mod alle former for ondt hele vores liv.
Alle I unge mænd, som bærer præstedømmet, er forpligtede til at respektere kvindeligheden. Når I dater Kirkens skønne, unge kvinder, er I forpligtede til at beskytte deres fysiske sikkerhed og dyd. Det præstedømme, I bærer, giver jer et større ansvar for at påse, at Kirkens høje moralske standarder altid bevares. I ved bedre end at nærme jer grænsen med hensyn til seksuel fristelse. I vil miste en del af det, der er helligt hos jer, hvis I overskrider grænsen og misbruger formeringens store kraft. Hvordan kan nogen af os håbe på at spille en stor rolle i tid eller evighed, hvis vi ikke har styrke til at udøve selvkontrol? At være gift med en retfærdig kvinde, som elsker Herren og elsker jer og respekterer præstedømmet, er en af livets og evighedens største velsignelser. Jeg har lært dette gennem mere end 60 års ægteskab med min hustru, Ruth.
Venner og bekendte tilføjer livet stor rigdom, men disse forhold kan være midlertidige. Ingen elsker jer mere eller bekymrer sig mere om jeres lykke end jeres forældre. I kan stille spørgsmål til det, de siger til jer, men I kan ikke sætte spørgsmålstegn ved deres interesse for jeres trivsel.
Der kommer en tid, hvor I unge mænd får ansvaret for at drage omsorg for en hustru og børn, som er afhængige af jer. Når I bliver gift, får I ansvaret for jeres hustrus lykke og senere hen for jeres børns lykke, efterhånden som I får en familie. Ægteskab og faderrollen kan medføre evig lykke og glæde. Som præsident Joseph F. Smith sagde, så er det familielivet »som Kirkens ledelse bygger på og bevares ved.«10 For at opnå ophøjet glæde i hjemmet, skal begge partnere fuldt ud forpligte sig i ægteskabet. Præsident David O. McKay sagde engang: »Når et menneske lader forretninger eller fornøjelser blive vigtigere end sit hjem, begynder det i samme øjeblik at nedbryde sin sjæl.«11
Nogle af jer er godt på vej til at opfylde nogle af jeres mål i livet med succes. Vi er stolte af jer. Min far fortalte mig engang, at han troede, at succesen var hjemme, da han fik sin juridiske embedseksamen. Han sagde, at på en måde var afgangseksamen i virkeligheden kun indledningen til større udfordringer. Vi har ikke succesen i hus, ej heller vil vores liv være fri for timelige udfordringer.
Vi lever i en specialiseringstid. Da jeg var dreng, kørte mange i en Ford T. Sammenlignet med moderne biler var de mekanisk set ret enkle. Mange mennesker kunne reparere deres egne biler ved at justere ventilerne, skifte stempelringe, sætte nye drivremme i og bruge en stor mængde ståltråd. I dag er biler så sofistikerede, at en gennemsnitsperson ved meget lidt om, hvordan man reparerer dem. Nutidens mekanikere bruger en computer til at diagnosticere motorproblemer. Jeg nævner dette eksempel for at opmuntre jer unge mænd til at få oplæring og uddannelse, så I kan følge med. Teknisk uddannelse er meget vigtigt, og det samme gælder højere uddannelse. Enhver form for færdighed kræver specialiseret uddannelse.
Jeg er ligeglad med, hvilket erhverv, I vælger i livet, så længe det er ærligt. Hvordan I forsørger jeres familie, er jeres afgørelse. At tilegne sig en færdighed hjælper med at betale regningerne, men der bør også være tale om personligt engagement. Bliv ikke så besat af de materielle ting i livet, at I mister kernen i jeres menneskelighed. I husker måske Dickens’ person, Jacob Marley, som begræd sin besættelse af arbejde, da han udtalte: »Profession? … Menneskeheden var min profession! Deres fælles velfærd var min profession.«12 Vi bør alle spille en eller anden rolle med hensyn til at styrke samfundet, især med henblik på at udføre Guds værk.
Jeg har erfaret, at for de af os, som bærer præstedømmet, er den bedste opskrift på succes: »… søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.«13 Fremgang opnås ikke med det samme, for det kræver forberedelse og hårdt arbejde. Der er virkelig ingen smutveje til fremgang.
Vi er alle en af vor himmelske Faders enestående skabninger. Ikke to af os er fuldstændig ens. Ingen andre har præcis de samme gaver og talenter, som vi er blevet givet. Vi bør øge de talenter og gaver og bruge dem til at påvirke de områder, hvor vi er enestående. Da jeg voksede op, var der fx en god ung mand i nabolaget, som ikke var særlig lærd, men som lavede smukke møbler med sine hænder. Han og jeg blev indkaldt til militæret samme dag. Han kunne ikke lære at rede sin seng, så den kunne klare inspektionerne, men han kunne lave træstykker om til udsøgt kunst. Som præsident Howard W. Hunter sagde: »Nogle mennesker er af den opfattelse, at talent, kreativitet, moralsk stabilitet eller storhed ikke hører ungdommen til, men er forbeholdt de ældre. Sådan er det ikke.«14
I unge mænd har en meget lovende fremtid. I nyder godt af viden, som verden aldrig før har kendt til. Denne viden giver jer mulighed for at bidrage til fremtiden inden for moderne handel, industri, landbrug og liberale erhverv. I bliver måske blandt dem, der skal forsvare en livsstil på slagmarkerne. I vil være blandt dem, der spreder evangeliets principper i verden og bidrager til Kirkens vækst.
Mine kære børnebørn og alle særlige unge mænd inden for hørevidde; stræb fremad. Stræb fremad i tro og retfærdighed, følg vor profet, Gordon B. Hinckleys, lederskab. Hvis I gør det, vil Herren styrke og højne jer, så I kan opnå noget stort. Jeg vidner om den store og dybe indflydelse, præstedømmet har haft på mit liv. I hele mit lange liv har jeg forsøgt ikke at skjule, hvem jeg er, og hvad jeg tror på. Jeg erindrer ikke en eneste episode, hvor det skadede min karriere, eller hvor jeg mistede gode venner, ved ydmygt at stå ved, at jeg er medlem af denne kirke. Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd og min velsignelse i dag. I Jesu Kristi navn. Amen.