Hvis disse gamle vægge kunne tale
I mere end et århundrede har ord fra de sidste dages profeter, seere og åbenbarere lydt fra denne talerstol til verden.
Præsident Gordon B. Hinckley udtalte ved en pressekonference i oktober 2004: »Jeg respekterer denne bygning. Jeg elsker denne bygning. Jeg ærer denne bygning. Jeg ønsker den bevaret … Jeg ønsker, at dette gamle, oprindelige tabernakels svage led sammenføjes og styrkes, og at dets naturlige og vidunderlige skønhed bevares.« Derpå så han på mig og sagde: »Gør ikke noget, I ikke bør gøre, men hvad I end gør, så gør det godt, og gør det rigtigt.«1
Med disse gribende, men også skræmmende ord, blev ansvaret for at bevare, styrke og tilbagelevere det gamle, oprindelige Tabernakel i Salt Lake City med nyt liv og klar til endnu en periodes fremragende tjeneste, overdraget.
I dag, kære præsident, præsenterer vi denne ældre bygning, iklædt et frisk og nyt udseende, som stemmer overens med dens historiske elegance – men dog lidt mere komfortabel. Det Præsiderende Biskopråd og flere end 2000 håndværkere tilbageleverer stolt det »gamle, oprindelige tabernakel« sammen med en garanti på 100 år.
Præsident Hinckleys anmodning om at tilbagelevere »det gamle, oprindelige tabernakel« blev den standard, som svære, arkitektoniske og konstruktionsmæssige beslutninger blev truffet ud fra. Vendingen blev brugt til at udtrykke projektets kerne og mål. Den fungerede som sidestykke til hærføreren Moronis frihedserklæring, fordi den reelt set blev »hejs[t] på hvert tårn« og rejst »i hver eneste by« hvor nødvendigt.2
Hvis disse gamle vægge kunne tale, ville de stemme i i oprigtig påskønnelse af FFKR Architects, Jacobsen Construction Company og, hvad der er vigtigst, hele Kirkens projekthold sammen med de mange, hvis evner har muliggjort en kompleks bedrift. Et overordnet medlem af holdet bemærkede: »Når vi rådførte os med hinanden, var Herren i stand til at give os evner ud over vores naturlige kunnen.«
Projektmedlemmerne følte stor ærbødighed for Tabernaklets skønhed, for de oprindelige håndværkere og for kvaliteten af deres arbejde. De forundredes over, at i mere end et århundrede har ord fra de sidste dages profeter, seere og åbenbarere lydt fra denne talerstol til verden.
Hvis disse gamle vægge kunne tale, er jeg sikker på, at de ville udtrykke påskønnelse for deres nye faste fundament. Disse gamle vægge ville glæde sig over deres nye stålbånd, som holder dem høje og ranke. Disse gamle vægge ville sige tak for afskrabningen af 14 lag maling fra loftet, hvorpå huller blev spartlet ud og et smukt, nyt lag maling blev påført.
Disse gamle vægge ville udtrykke taknemlighed for at være beskyttet af et smukt, skinnende nyt aluminiumstag, og sammen med bænkene ville de nyde de besøgendes smil, når de opdagede de lidt ændrede sæder og de ekstra centimeters benplads.
De nye anlæg, som forbedrer lyden af inspirerende musik, ville disse gamle vægge også glæde sig over og værdsætte.
Man kan kun forestille sig, hvad disse gamle vægge kunne erindre om de mange taler, som de omhyggeligt har lyttet til i årenes løb.
Hvis disse gamle vægge kunne tale, ville de råbe: »Vi var her!« da præsident Joseph F. Smith rejste sig fra et længerevarende sygeleje for at deltage i et generalkonferencemøde i oktober 1918. Til det første møde sagde han med følelsesladet røst: »Jeg vil ikke, jeg tør ikke forsøge at komme ind på alt det, der ligger mig på sinde denne formiddag, og hvis Herren vil, vil jeg udsætte mit forsøg på at fortælle jer noget af det, jeg tænker og har på hjerte.« Han fortsatte: »Jeg har ikke levet alene i disse fem måneder. Jeg har befundet mig i bønnens, den ydmyge anmodnings, troens og fasthedens ånd, og jeg har vedvarende haft kommunikation med Herrens Ånd.«3 Senere fik vi at vide, at præsident Smith dagen før konferencen modtog en åbenbaring nedskrevet som åbenbaringen om de dødes forløsning, som senere blev afsnit 138 i Lære og Pagter.
Hvis disse gamle vægge kunne tale, ville de minde os om den store depressions triste, mørke tid. De ville erindre aprilkonferencen i 1936, hvor præsident Heber J. Grant bekendtgjorde, at Kirken ville iværksætte Kirkens sikkerhedsplan, senere kendt som Kirkens velfærdsplan. Seks måneder senere forklarede han: »Hovedformålet var … at oprette et system, hvorved lediggangens forbandelse bliver fjernet, arbejdsløshedsunderstøttelsens onder afskaffet, således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt igen kunne oprettes blandt vores folk. Kirkens mål er at give mennesker hjælp til selvhjælp. Arbejde skal igen sættes i højsædet som det ledende princip i Kirkens medlemmers tilværelse.«4
I oktober 1964 og på anmodning fra præsident David O. McKay talte ældste Harold B. Lee om forældres ansvar. Disse gamle vægge husker, at ældste Lee sagde, at han ville læse højt fra et brev fra 1915 til Kirken underskrevet af Det Første Præsidentskab. Før han begyndte, sagde han: »Jeg tror, det er lidt ligesom det, Mark Twain sagde om vejret: ›Vi taler meget om vejret, men vi gør ikke rigtig noget ved det.‹« Derpå læste ældste Lee højt fra det 50 år gamle brev:
»Vi råder og opfordrer til at indføre en ›hjemmeaften‹ i hele Kirken, hvor fædre og mødre kan samle deres drenge og piger omkring sig i hjemmet og undervise dem i Herrens ord.«
Og derpå dette løfte:
»Hvis de hellige vil adlyde dette råd, lover vi, at de vil få store velsignelser. Kærligheden i hjemmet og lydigheden mod forældrene vil øges. Troen vil udvikles i hjertet på Israels unge, og de vil få kraft til at bekæmpe de ugudelige påvirkninger og fristelser, som omgiver dem.«5
Disse gamle vægge erindrer den usædvanlige stilhed, som fyldte Tabernaklet i 1985, da det blev bekendtgjort, at ældste Bruce R. McConkie ville tale til forsamlingen. Disse gamle vægge mærkede en dybt ærbødig ånd, da ældste McConkie afsluttede sin tale med disse opildnende ord:
»Og nu vedrørende denne fuldkomne forsoning, som blev tilvejebragt ved udgydelsen af Guds blod, bærer jeg vidnesbyrd om, at det fandt sted i Getsemane og på Golgata, og med hensyn til Jesus Kristus bærer jeg vidnesbyrd om, at han er den levende Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder. Han er vor Herre, vor Gud og vor Konge. Dette ved jeg personligt – uafhængigt af noget andet menneske.
Jeg er et af hans vidner, og på en kommende dag skal jeg føle på naglegabene i hans hænder og fødder, og jeg skal bade hans fødder med mine tårer.
Men jeg vil ikke vide bedre besked, end jeg gør nu, om, at han er Guds almægtige Søn, at han er vor Frelser og Forløser, og at frelse kommer i og ved hans forsonende blod og på ingen anden måde.«6
Præsident Gordon B. Hinckley sagde i 1995 til Kirkens kvinder: »Med så mange spidsfindigheder, som prakkes os på som sandhed, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer, med så mange tillokkelser og fristelser til langsomt at påtage sig verdens smuds, har vi følt, at vi bliver nødt til at advare.« Derpå læste han videre:
»Vi, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, erklærer højtideligt, at ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og at familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for hans børns evige skæbne …
Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn. ›Sønner [børn] er en gave fra Herren‹ (Sl 127:3). Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«7
Jeg er taknemlig for denne helt usædvanlige bygning. Den står som et helligt monument over vores fortid og et storslået symbol på håb til fremtiden. Jeg vidner om vor himmelske Faders guddommelighed og om vor Frelsers store kærlighed til hver eneste af os. Vi er meget velsignet ved at være ledt af Guds profet. I Jesu Kristi navn. Amen.