Han lever! Vor Forløser stor

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Fordi vor Frelser døde på Golgata, har døden ikke nogen magt over nogen af os.

For nylig kiggede jeg i nogle fotoalbum med familiebilleder. Dyrebare minder strømmede gennem mit sind, da jeg, billede efter billede, så mine nærmeste forsamlet til familieudflugter, fødselsdage, sammenkomster og fester. Efter disse billeder blev taget, er nogle af disse elskede familiemedlemmer gået bort. Jeg tænkte på Herrens ord: »Du skal leve med andre i kærlighed, således at du skal græde over tabet af dem, der dør.«¹ Jeg savner hver eneste, der har forladt vores familie.

Selv om det er svært og smertefuldt, er døden en væsentlig del af livet på jorden. Vi begyndte vores ophold her ved at forlade vores førjordiske tilværelse og komme ned til denne jord. Digteren Wordsworth fangede denne rejse i sin inspirerede ode til udødelighed. Han skrev:

Vor fødsel er blot en søvn og en glemsel;
den sjæl, der vågner med os, vort livs Stjerne
har sin oprindelse andetsteds
og kommer langt herfra.
Ikke ganske uden erindring
og ikke fuldstændig nøgne,
men gennem skyer af herlighed kommer vi
fra Gud, som er vort hjem.
I vor spæde barndom er vi Himlen nær!2

Livet går videre. Ungdom følger barndom, og udvikling kommer snigende. Når vi søger og grunder over livets formål og problemer, møder vi alle før eller siden spørgsmålet om livets varighed samt om et personligt og evigt liv. Disse spørgsmål gør sig især gældende, når en af vore kære forlader os, eller når vi står overfor at skulle forlade dem, vi elsker.

I sådanne tider tænker vi på det universelle spørgsmål, som Job i fordums tid udtrykte bedst: »Kan en, der er død, få liv?«³

I dag udfordrer skeptikerens stemme som altid Guds ord, og vi skal hver især vælge, hvem vi vil lytte til. Clarence Darrow, berømt advokat og agnostiker, erklærede: »Intet liv er af stor værdi, og hvert eneste dødsfald er blot et lille tab.«⁴ Schopenhauer, den tyske filosof og pessimist, skrev: »At eftertragte udødelighed er at eftertragte den evige videreførelse af en kæmpe fejltagelse.«⁵ Og til deres ord føjes nye generationers ord, når tåbelige mennesker korsfæster Kristus igen – for de ændrer hans mirakler, tvivler på hans guddommelighed og afviser hans opstandelse.

Robert Blatchford tog energisk fat på accepterede kristne overbevisninger, så som Gud, Kristus, bøn og udødelighed i bogen God and My Neighbor. Han hævdede frimodigt: »Jeg hævder at have bevist alt, som jeg har sat mig for at bevise så fuldkomment og så afgørende, at ingen kristen, hvor stor eller dygtig vedkommende er, kan modsige mine argumenter eller betvivle min sag.«⁶ Han omgav sig med en mur af skepsis. Så skete der noget overraskende. Hans mur smuldrede pludseligt til støv. Han blev efterladt blottet og ubeskyttet. Langsomt begyndte han at mærke vejen tilbage til den tro, han havde foragtet og latterliggjort. Hvad havde fremkaldt denne dybe forandring i hans livssyn? Hans hustru døde. Med et knust hjerte gik han ind i det værelse, hvor hendes jordiske rester befandt sig. Han så igen på det ansigt, han elskede så højt. Da han kom ud, sagde han til en ven: »Det er hende, og alligevel er det ikke hende. Alt er forandret. Noget, der var der før, er taget bort. Hun er ikke den samme. Hvad kan være væk, hvis det ikke er sjælen?«

Senere skrev han: »Døden er ikke, hvad folk forestiller sig. Det er blot som at gå ind i et andet værelse. Inde i dette andet værelse skal vi finde … de kære kvinder og mænd og de søde børn vi elskede og mistede.«⁷

Vi søger – mod den tvivl om Kristi guddommelighed, som hersker i verden i dag – et holdepunkt, en uangribelig kilde, selv øjenvidners vidnesbyrd. Stefanus fra Bibelens tid blev dømt til en grusom død som martyr, så op mod himlen og sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«⁸

Hvem bliver ikke overbevist af Paulus’ gribende vidnesbyrd til korintherne? Han erklærede, »at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og … blev set af Kefas og dernæst af de tolv … Men,« sagde Paulus, »sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig.«⁹

I vores uddeling blev det samme vidnesbyrd frimodigt båret af profeten Joseph Smith, da han og Sidney Rigdon vidnede: »Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever!«¹⁰

Dette er den viden, som giver styrke. Dette er den viden, som giver trøst. Dette er den forvisning, som leder den, der er nedbøjet af sorg, ud af skyggen og ind i lyset.

Juleaften 1997 mødte jeg en usædvanlig familie. Hvert eneste familiemedlem havde et urokkeligt vidnesbyrd om opstandelsens sandhed og virkelighed. Familien bestod af en mor og en far og fire børn. Hvert eneste barn – tre sønner og en datter – var født med en sjælden form for muskelsvind, og alle var handikappede. Mark, som dengang var 16 år gammel, havde gennemgået en rygradsoperation for at hjælpe ham med at bevæge sig mere frit. De andre to drenge, Christopher på 13 år og Jason på 10, skulle om få dage til Californien for at gennemgå en lignende operation. Deres eneste datter, Shanna, var dengang fem år gammel – et yndigt barn. Alle børn var intelligente og fulde af tro, og det var åbenlyst, at deres forældre, Bill og Sherry, var stolte af dem. De besøgte mig i et stykke tid, og familiens særlige ånd fyldte mit kontor og mit hjerte. Faderen og jeg velsignede de to drenge, som stod over for operationen, og så spurgte forældrene, om lille Shanna måtte synge for mig. Hendes far nævnte, at hun havde nedsat lungefunktion, og at det måske ville være svært for hende, men at hun ønskede at forsøge. Akkompagneret af et kassettebånd og med en smuk og klar stemme – uden at ramme en tone ved siden af – sang hun om en lysere fremtid:

På en smuk dag, som jeg drømmer om.
I en verden, jeg ville elske at se,
findes der et smukt sted, hvor solen kommer frem.
Og den lyser på himlen for mig
på denne smukke vintermorgen.
Hvis mit ønske kunne gå i opfyldelse, på en eller anden måde,
så måtte den smukke dag, som jeg drømmer om
være her og nu.11

Vi var alle meget rørte, da hun var færdig. Åndeligheden ved dette besøg påvirkede mit humør hele julen det år.

Jeg har bevaret kontakten til familien, og da den ældste søn, Mark, blev 19, blev en særlig mission ved Kirkens hovedsæde arrangeret for ham. De to andre brødre har siden hen også haft mulighed for at tage på sådanne missioner.

For næsten et år siden bukkede Christopher, som dengang var 22 år gammel, under for sygdommen, som alle børnene har været ramt af. Og så, i september sidste år, hørte jeg, at lille Shanna, dengang 14 år gammel, var gået bort. Til begravelsen blev Shanna hyldet på smukkeste vis. Hendes overlevende brødre, Mark og Jason, måtte støtte sig til talerstolen, da de fortalte om gribende familieoplevelser. Shannas mor sang duet til et vidunderligt stykke musik. Hendes far og bedstefar holdt gribende taler. Selv om deres hjerte var knust, bar de kraftfulde og inderlige vidnesbyrd om opstandelsens virkelighed og om, at Shanna virkelig stadig lever og ligesom sin bror Christopher venter på en lykkelig genforening med deres elskede familie.

Da det blev min tur til at tale, fortalte jeg om familiens besøg på mit kontor næsten ni år tidligere og talte om den dejlige sang, som Shanna fremførte ved den lejlighed. Jeg sluttede af med denne tanke: »Fordi vor Frelser døde på Golgata, har døden ikke nogen magt over nogen af os. Shanna lever, er hel og rask, og for hende er den smukke dag, som hun drømte om, og som hun sang om en ganske særlig juleaften i 1997 her og nu.«

Brødre og søstre, vi griner, vi græder, vi arbejder, vi leger, vi elsker og vi lever. Og så dør vi. Døden er vores universelle arv. Alle skal gå gennem dens døre. Døden kommer til gamle, udmattede og trætte. Den kommer til unge med store håb og forventninger til fremtiden. Heller ikke små børn slipper for dens greb. Med apostlen Paulus’ ord: »Det er menneskenes lod at dø én gang.«¹²

Og vi ville forblive døde, hvis det ikke var for én mand og hans mission, nemlig Jesus af Nazaret. Født i en stald og lagt i en krybbe opfyldte hans fødsel mange profeters inspirerede udtalelser. Han blev undervist fra det høje. Han var livet, lyset og vejen. Mængden fulgte ham. Børn elskede ham. De hovmodige afviste ham. Han talte i lignelser. Han underviste ved sit eksempel. Han levede et fuldkomment liv.

Selv om kongernes Konge og herrernes Herre var kommet, blev han af nogle modtaget, som var han fjenden, en forræder. Så fulgte en farce, som nogle kaldte en rettergang. Luften fyldtes af tilråbene »Korsfæst ham, korsfæst ham.«¹³ Så begyndte turen op til Golgata.

Han blev latterliggjort, spottet, hånet og sømmet til et kors midt iblandt råb om »Lad Kristus, Israels konge nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro.«¹⁴ »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.«¹⁵ Han svarede: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«¹⁶ »›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.‹ Da han havde sagt det, udåndede han.«¹⁷ Hans legeme blev af kærlige hænder lagt i en klippegrav.

Ugens første dag, meget tidligt om morgenen, kom Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, sammen med andre for at se til graven. Til deres forbavselse var deres Herres legeme væk. Lukas beretter, at to mænd i lysende klæder stod ved dem og sagde: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.«¹⁸

I næste uge fejrer den kristne verden historiens mest betydningsfulde begivenhed. Den enkle udtalelse »Han er ikke her, han er opstået« var den første bekræftelse på vor Herre og Frelser, Jesu Kristi bogstavelige opstandelse. Den tomme grav den første påskemorgen bragte trøstende forvisning, et bekræftende svar på Jobs spørgsmål: »Kan en, der er død, få liv?«¹⁹

Alle dem, der har mistet nogle af deres kære, kan finde svar i Jobs spørgsmål: Hvis et menneske dør, kommer han til at leve igen. Vi ved det, for vi har den åbenbarede sandheds lys. »Jeg er opstandelsen og livet«, sagde Mesteren. »Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.«²⁰

Gennem tårer og prøvelser, gennem frygt og sorg, gennem hjertesorg og ensomheden efter at have mistet en af vore kære er der forvisning om, at livet er evigt. Vor Herre og Frelser er det levende bevis på, at det er sandt.

Af hele mit hjerte og med min sjæls inderlighed løfter jeg min stemme som et særligt vidne og erklærer, at Gud lever. Jesus er hans Søn, Faderens enbårne i kødet. Han er vor Forløser, han er vor Formidler hos Faderen. Det var ham, der døde på korset for at sone for vore synder. Han blev opstandelsens førstegrøde. Fordi han døde, skal vi alle leve igen. O, hvilken skøn glæde, denne erklæring bringer: »Han lever! Vor Forløser stor.«²¹ Må hele verden vide det og efterleve denne viden. Det beder jeg ydmygt om, i Herren og Frelseren, Jesu Kristi navn. Amen.