Taknemlighed: En vej til lykke
Taknemlighed er et åndeligt berigende princip. Det åbner vores sind mod et univers, der er fyldt med en levende Guds rigelighed.
Denne eftermiddag er jeg beæret over at repræsentere de hjælpeforeningsledere, som her i netop dette Tabernakel har fortalt om rigets lærdomme, fremhævet betydningen af kvinders rolle i hjemmet og familien, henvendt sig til hinanden om barmhjertighedsgerninger og mindet deres søstre om den glæde, der kommer af at leve retskaffent.
Fra denne talerstol stillede Eliza R. Snow i 1870 tusindvis af kvinder et spørgsmål, som jeg gerne vil gentage her i dag: »Kender I til noget sted på jordens overflade, hvor en kvinde har større frihed, og hvor hun nyder så ophøjede og strålende privilegier, som hun gør her som en sidste dages hellig?«1 Jeg bærer vidnesbyrd om, at kvinderne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige virkelig nyder storslåede og strålende privilegier.
En kurv af velsignelser
Lad mig begynde med denne søde historie. En familie oplevede en svær tid. Det var svært for dem ikke at fokusere på deres udfordringer. Moderen skrev: »Vores verden var fuldstændig brudt sammen, så vi henvendte os til vor himmelske Fader og bad om vejledning. Næsten med det samme blev vi klar over, at vi var omgivet af godhed og fik opmuntring fra alle sider. Vi begyndte som familie dagligt at udtrykke vores taknemlighed over for hinanden så vel som over for Herren. En nær ven gjorde mig opmærksom på, at vores families ›kurv af velsignelser‹ flød over. På grund af denne samtale fulgte en slags leg, som mine børn og jeg kom til at holde mere og mere af. Før familiebønnen hver aften talte vi om, hvordan vores dag var gået, og så fortalte vi hinanden om alle de mange velsignelser, som var blevet føjet til vores ›kurv af velsignelser‹. Jo mere vi udtrykte vores taknemlighed, des mere var der at være taknemlig for. Vi følte Herrens kærlighed på en betydningsfuld måde, efterhånden som muligheder for vækst dukkede op.«2
Hvad ville en »kurv af velsignelser« gøre for jeres familie?
Et åndeligt berigende princip
Taknemlighed kræver opmærksomhed og indsats, ikke kun for at føle den, men også for at udtrykke den. Tit ænser vi ikke Herrens hånd. Vi murrer, klager, modsætter os og kritiserer. Vi er så ofte utaknemlige. I Mormons Bog lærer vi, at de, der murrer, ikke ved »hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede.«3 Herren råder os til ikke at murre, fordi det så er for svært for Ånden at arbejde med os.
Taknemlighed er et åndeligt berigende princip. Det åbner vores sind mod et univers, der er fyldt med en levende Guds rigelighed. Gennem den bliver vi åndeligt opmærksomme på underet i selv de mindste ting, som glæder vores hjerte med budskabet om Guds kærlighed. Denne taknemlige opmærksomhed øger vores følsomhed for guddommelig vejledning. Når vi udtrykker taknemlighed, kan vi fyldes med Ånden og blive knyttet til dem omkring os og til Herren. Taknemlighed indgyder lykke og fører guddommelig indflydelse med sig. »I [skal] daglig leve i taksigelse« sagde Amulek, »for den store barmhjertighed og de mange velsignelser, som han skænker jer.«4
Barmhjertighed og velsignelser kommer i forskellige former – sommetider i form af noget svært. Herren sagde jo: »Du skal takke Herren din Gud i alle forhold.«5 »Alle forhold« betyder netop det: godt og dårligt – ikke kun noget af det. Han har befalet os at være taknemlige, fordi han ved, at taknemlighed gør os glade. Det er endnu et bevis på hans kærlighed.
Hvordan føles det, når nogen udtrykker taknemlighed over for jer? En søndag sad jeg ved siden af en søster i Hjælpeforeningen og lærte hende lidt bedre at kende. Nogle få dage senere fik jeg en e-mail: »Tak fordi du satte dig ved siden af min datter i Hjælpeforeningen. Du lagde din arm rundt om hende. Du aner ikke, hvor meget det betød for hende og for mig.«6 Denne mors ord overraskede mig og gjorde mig glad.
Hvordan føles det, når I udviser taknemlighed over for en anden? Jeg vil gerne udtrykke taknemlighed over for en, der har omsorg for mine børnebørn. For få måneder siden, mens jeg var på besøg i Texas, bad jeg den 6-årige Thomas fortælle mig om sin biskop. Han sagde: »Åh bedstemor, du kender ham godt. Han har et mørkt jakkesæt på, hvid skjorte ligesom far, og han går med skinnende sko og har et rødt slips på. Han går med briller og smiler altid.« Jeg genkendte Thomas’ biskop, så snart jeg så ham. Mit hjerte fyldtes med taknemlighed for ham. Tak, biskop Goodman, og tak til alle jer vidunderlige biskopper.
Et udtryk for tro
I Lukas kapitel 17 kan vi læse beretningen om Frelseren, der helbreder ti spedalske. Som I nok husker, var det kun en af de rene spedalske, der vendte tilbage for at udtrykke sin påskønnelse. Er det ikke interessant, at Herren ikke sagde: »Din taknemlighed har frelst dig«? I stedet sagde han: »Din tro har frelst dig.«7
Den spedalskes udtryk for taknemlighed blev anerkendt af Frelseren som et udtryk for hans tro. Når vi beder og udtrykker taknemlighed over for en kærlig, men ikke-synlig, himmelsk Fader, så udtrykker vi også vores tro på ham. Taknemlighed er vores blide anerkendelse af Herrens hånd i vores liv – det er et udtryk for vores tro.
Taknemlighed i trængsler: Skjulte velsignelser
I 1832 så Herren behovet for at forberede Kirken til de kommende trængsler. Trængsler er skræmmende. Trods det sagde Herren: »Vær alligevel ved godt mod, for jeg vil lede jer frem. Riget er jeres, og dets velsignelser er jeres, og evighedens rigdomme er jeres.
»Og den, der modtager alt med taknemlighed, skal blive gjort herlig.«8
Den slags taknemlighed, der tager imod selv trængsler med taksigelse, kræver et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, ydmyghed for at acceptere det, vi ikke kan ændre, villighed til at overlade alt til Herren – selv når der er noget, vi ikke forstår – og taknemlighed for skjulte muligheder, der stadig mangler at blive åbenbaret. Derefter kommer en følelse af fred.
Hvornår takkede I sidst Herren for trængsler eller prøvelser? Modgang tvinger os til at gå på vore knæ. Gør taknemlighed for modgang også det?
Præsident David O. McKay bemærkede: »I modgangens bitre kulde finder vi den virkelige prøve på vores taknemlighed … som … går ned under livets overflade, hvad enten det er sørgmodigt eller muntert.«9
Afslutning
Mine trofaste søstre i Kirken: Jeg takker jer for de måder, I viser Herrens kærlighed på gennem tjeneste: Jeres omsorg for familier ved en kærs død, jeres omsorgsfulde iagttagelse som besøgslærere, jeres villighed til at opbygge vidnesbyrd hos børn, når I tjener i Primary og jeres tid, når I forbereder unge piger til at blive kvinder. Tak for jeres hengivenhed. Jeg har oplevet Herrens kærlighed gennem jeres trofasthed. Jeg er blevet velsignet med at tjene blandt jer. Mit hjerte flyder over af taknemlighed og kærlighed til jer hver især. Jeg er også dybt taknemlig for de brødre i præstedømmet, som jeg har tjent sammen med.
Den dybeste taknemlighed har jeg over for min Frelser, en lydig Søn, som gjorde alt, hvad hans Fader bad ham om og sonede for hver eneste en af os. Når jeg husker ham og vedkender mig hans godhed, ønsker jeg at blive som ham. Må vi være velsignede med dagligt at mærke hans kærlighed i vores liv. »Gud ske tak for hans uudsigelige gave!«10 I hans hellige navn, Jesu Kristi navn. Amen.