Saml et forråd

Biskop Keith B. McMullin

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

Vi opfordrer præstedømmebærere til at have tilstrækkeligt med forråd på lager, så I og jeres familie kan klare livets omskifteligheder.

Mine kære brødre, det er en stor velsignelse at kunne være sammen med Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostle. Enhver præstedømmebærer, der er til stede, kan, hvad enten han er 12 eller 112, på grund af vor Frelser, Jesus Kristus, arve et celestialt liv »ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«¹ Det er vidunderligt at tænke på, og jeg ved, at det er sandt. I er ansvarlige for jeres egen tilværelse!

Lad os med dette i sinde overveje følgende historie. En ung mand, som havde store ambitioner og meget energi, blev indskrevet på et godt universitet. På daværende tidspunkt var han præst i Det Aronske Præstedømme. Han havde høje mål – han ville gerne være læge. Hans mål var ambitiøst – han ønskede at blive rig. Han ville gerne spille amerikansk fodbold, så han opsøgte trænerne og kom med på holdet. Nu kunne han tage del i den anerkendelse og ret til at prale, som er enestående for sport på universitetsplan. Sådan opfattede han det selv.

Men han havde ikke tænkt på det, som i sidste ende ville ødelægge hans høje og forfængelige ambitioner – han havde ikke samlet forråd. Han havde overset vigtigheden af passende forberedelse, kravene om regelmæssig deltagelse, disciplineret studium og universitetets kemiklasse. Konsekvensen kom hurtigt og nådesløst. Det tog mindre end 90 dage. Det skete på denne måde:

Den dag, han med sin 1,70 meter høje og 77 kg tunge krop stod over for en gigant fra skolens bedste hold, vidste han, at han havde valgt den forkerte sportsgren.

Uvant med intense studier, nægtede hans øjne og sind at fungere efter kort tids studium.

Det endelige nederlag var den afsluttende kemieksamen. Det er nok at sige, at hans tilfældige svar på flervalgsopgaven end ikke nærmede sig det statistisk sandsynlige. Han dumpede suverænt.

Hårdt arbejde, en mission, der vækkede det rette syn om livets formål, samt ubønhørlig forberedelse overvandt til sidst følgerne af den korte, fjollede periode. Selv i dag kan jeg dog have mareridt over kemitimerne.

Heldigvis har Herren vist os, hvordan vi kan undgå lignende tåbelighed. Han sagde:

»Lyt, o, I min kirkes folk … Lyt, I folk langt borte, og I, som er på øerne i havet, lyt i forening …

Bered jer, bered jer på det, som skal komme, for Herren er nær.«²

Læren om Messias’ andet komme er en af de største tilskyndelser til at forberede sig og leve på rette vis. Vor himmelske Fader ved, at de lovede belønninger opmuntrer hans børn til at handle retskaffent, og at de lovede straffe skaber en frygt for at handle ugudeligt. Sådan er åbenbaringerne angående vor Herres andet komme.³

Disse åbenbaringer taler om tegn og undere på jorden og i himlene. De forudsiger vanskelige tider og kommende begivenheder af umådeligt omfang og varighed. Og vigtigst af alt, vi modtager disse himmelske løfter:

»Herren skal have magt over sine hellige og skal regere midt iblandt dem.«⁴

»Så ved mit forsyn – til trods for den modgang, der skal komme over jer – kan Kirken stå uafhængig i forhold til alle andre skabninger, der er under den celestiale verden.«⁵

Og, »hvis I er beredte, skal I ikke frygte.«⁶

Præstedømmebærere tilskyndes ved disse løfter om at forberede sig selv og deres familie på Herrens genkomst.⁷ Det er ingen grund til at være bekymret for begivenhederne, som kommer før det andet komme. Lad os i stedet være fyldt med taknemlighed for vores forståelse af, hvad der venter forude. Lad os påskønne, at vi er ansvarlige for vores eget liv, som Herrens forvalter over det, som han har betroet os.⁸ Opskriften for fremgang er enkel: Vær trofast. Bebyrd ikke jeres liv. Saml et forråd.

Vær trofast. Som præstedømmebærere skal vi udvise blidhed og venlighed. Vi er mænd, der beder, holder sabbatten hellig og kender Guds ord. Vi betaler tiende, vi faster og giver et gavmildt fasteoffer. Vi holder vore pagter og helliggør vores liv for at opbygge Guds rige.

Og brødre, vi samler et forråd! Når vi gør det, skal »Herren have magt over sine hellige og skal regere midt iblandt [os].«⁹

Bebyrd ikke jeres liv. Som Guds mænd vender vi os fra det overdrevne og mod det, der opbygger, for »det, der ikke opbygger, er ikke af Gud.«¹⁰ Hvis adfærd, engagement, stræben eller planer forhindrer os i at sætte Gud først, må vi nedskære og ikke bebyrde vores liv.¹¹ Hvis vi har gæld, må vi betale den og så vidt muligt leve gældfrit.

Og brødre, vi samler et forråd! »Så Kirken [og dens medlemmer] ved [Herrens] forsyn – til trods for den modgang … [kan] stå uafhængig.«¹²

Saml et forråd. Hustruer er redskaber i dette arbejde, men de har brug for, at deres mænd fører an i familiens forberedelse. Børn har brug for forældre, som indgyder dem denne retskafne tradition. De vil så gøre ligeledes med deres børn, og deres forråd vil ikke fejle.

Et af evangeliets vigtigste principper er at forberede sig til tider med mangel. Arbejde, flid, sparsommelighed er livets ædle egenskaber. Husk disse ord fra Paulus: »Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro.«¹³

Foran os sidder de tre præsiderende højpræster, der udgør Det Første Præsidentskab i Kirken.

Fra præsident James E. Faust, andenrådgiver, hører vi: »Enhver far og mor sørger for familiens forråd. De bør oplagre det, som deres familie ønsker at have i tilfælde af en nødsituation … [og] Gud vil hjælpe os gennem vore trængsler.«¹⁴

Fra præsident Thomas S. Monson, førsterådgiver, hører vi: »Mange flere mennesker kunne afbøde stormens bølger i deres økonomiske liv, hvis de havde et års forråd af mad … og var gældfri. I dag oplever vi, at mange har fulgt dette råd negativt: De har mindst et års forråd af gæld og har ingen mad.«¹⁵

Fra præsident Gordon B. Hinckley, Herrens profet, hører vi:

»Det bedste sted at have et lager af mad er i hjemmet …

Vi kan begynde i det små. Vi kan begynde med fødevarer til en uge og så gradvist udbygge det til en måned og siden hen tre måneder … Jeg er bange for, at mange føler, at et langtrækkende forråd ligger uden for deres formåen, så derfor gør de slet ikke noget.

Begynd i det små … og arbejd lidt efter lidt frem mod et rimeligt mål.«¹⁶

Inspireret forberedelse bygger på en grundvold af tro på Jesus Kristus, lydighed og en sparsommelig livsstil. Medlemmerne skal ikke gå til ekstremer, men de bør arbejde på sagen.

Vi opfordrer præstedømmebærere til at have tilstrækkeligt med forråd på lager, så I og jeres familie kan klare livets omskifteligheder. Sørg for at de, som er betroet i jeres varetægt, modtager disse to pjecer med titlen: Bered alt, hvad der behøves. Tilskynd dem til at forberede sig på de svære tider forude.

Præstedømmeledere, sørg for at Hjælpeforeningen fremmer familiens beredthed og husførelse. Kirkens kvinder har brug for jeres støtte og vil være lydhøre for jeres lederskab.

Vi må opmuntre vore medlemmer til regelmæssigt at lægge nogle få sunde, grundlæggende fødevarer til side og ligeledes noget drikkevand. De bør lægge lidt penge til side, også selv om det er nogle få mønter hver uge. Denne beskedne metode vil hurtigt muliggøre, at de har flere måneders reserver. Med tiden kan de udvide disse beskedne bestræbelser til et langtrækkende forråd ved at tilføje væsentlige fødevarer såsom korn, bælgfrugter og andre grundpiller, som vil holde dem i live i tilfælde af, at de ikke har andet at spise.¹⁷

Når vi gør vores bedste, kan vi være sikre på, at »krukken ikke skal blive tom for mel og kanden ikke skal mangle olie.«¹⁸ Vi vil nyde større visdom, sikkerhed, sindsro og personligt velbefindende. Vi vil være forberedte, og fordi vi er forberedte, »skal [vi] ikke frygte.«¹⁹

Afsluttende vil jeg præsentere jer for familien Luca og Patrizia Vaccarono. De bor i en lille by tæt på Rom i Italien. De skrev for nylig:

»Vi besluttede efter nogle oplevelser, at det er vigtigt at samle de madvarer, som vi bruger. Sommetider er vi nødt til at ændre vore vaner og spise en bestemt slags mad …

Følelsen af fred og ønsket om at være trofast mod de befalinger, som Herren har givet gennem vores nutidige profet hjælper os til at føle Helligånden … ikke at være bange, og til at se tegnene på Herrens andet komme er en velsignelse, og ikke noget man skal frygte. Vi fryder os over det … Det motiverer os til at være trofaste og holde ud til enden og blive frelst og opnå evigt liv.«²⁰

Som det sidste skriver bror Vaccarono: »Jeg beklager mit engelsk. Jeg håber I forstår, hvad jeg har forsøgt at fortælle jer.« Bror og søster Vaccarono, vi forstår, for der står skrevet i skriften: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«²¹ I Jesu Kristi navn. Amen