2007
Bibelens mirakel
Maj 2007


Bibelens mirakel

Vi er oprigtige og sande troende på Herren Jesus Kristus og hans åbenbarede ord i Bibelen.

Billede

Mine brødre og søstre, Bibelen er et mirakel. Det er et mirakel, at 4.000 års hellig og sekulær historie blev optegnet og bevaret i Bibelen af profeterne, apostlene og de inspirerede gejstlige.

Det er et mirakel, at vi har Bibelens kraftfulde lærdomme, principper, poesi og beretninger. Men mest af alt er det et vidunderligt mirakel, at vi har en optegnelse over Jesu liv, tjenestegerning og ord, som er blevet beskyttet gennem tidens mørke og utallige generationers konflikter, så vi stadig har den i dag.

Det er et mirakel, at Bibelen bogstavelig talt på sine sider indeholder Kristi omvendende og helende Ånd, som gennem århundreder har vendt menneskers hjerter og foranlediget dem til at bede og vælge den rette vej og søge efter deres Frelser.

»Bibelen – Den hellige Skrifts kanoniske Bøger« er et velvalgt navn. Den er hellig, fordi den lærer os om sandheden, hellig fordi den varmer os ved sin ånd, hellig fordi vi lærer om Gud, og hvordan han behandler mennesker, og hellig fordi den på alle sine sider vidner om Herren, Jesus Kristus.

Abraham Lincoln sagde om Bibelen: »Denne storslåede bog … er den største gave, Gud har givet menneskeheden. Alt det gode, Frelseren gav verden, er omtalt i denne bog. Hvis det ikke var for den, ville vi ikke kende ret fra uret« (Speeches and Writings, 1859-1865, 1989, s. 628).

Det skyldes ikke held eller en tilfældighed, at vi har Bibelen i dag. Retfærdige mennesker blev tilskyndet af Ånden til optegne det hellige, de så, og de inspirerede ord, de hørte og talte. Andre hengivne mennesker blev tilskyndet til at beskytte og bevare disse optegnelser. Mænd som John Wycliffe, den modige William Tyndale og Johannes Gutenberg blev tilskyndet trods meget modstand til at oversætte Bibelen til sprog, som folk kunne forstå, og til at trykke det i bøger, som folk kunne læse. Jeg tror også, at kong Jakobs lærde (som oversatte Bibelen til engelsk i 1600-tallet) modtog åndelige tilskyndelser i deres oversættelsesarbejde.

Den mørke middelalder var mørk, fordi evangeliets lys var skjult for menneskene. De havde hverken apostle eller profeter, ej heller havde de adgang til Bibelen. De gejstlige holdt skriften hemmelig og utilgængelig for folket. Vi skylder de mange martyrer og reformatorer som Martin Luther, Jean Calvin og Jan Hus meget, fordi de krævede frihed til at tilbede og almindelig adgang til de hellige bøger.

William Tyndale gav sit liv, fordi han så inderligt troede på Bibelens kraft. Han sagde: »Beskaffenheden af Guds ord er således, at hvem der end læser det eller hører det forklaret eller drøftet straks vil blive bedre dag for dag, indtil han til sidst bliver et fuldkomment menneske« (S. Michael Wilcox, Fire in the Bones: William Tyndale—Martyr, Father of the English Bible, 2004, s. xv).

Oprigtigt, flittigt studium af Bibelen gør os bedre, og vi bør altid huske de utallige martyrer, som kendte dens kraft og ofrede deres liv, for at vi gennem dens ord kan finde vejen til evig glæde og fred i vor himmelske Faders rige.

Selv om disse tidlige kristne reformatorer var enige om meget, var de dybt uenige om mange læresætninger. Dette resulterede i dannelsen af adskillige kristne trosretninger. Roger Williams, en af de første fortalere for religionsfrihed, konkluderede følgende: »Der er ingen forskriftsmæssigt organiseret kirke på jorden, ej heller er der nogen person, der er kvalificeret til at forrette kirkelige ordinancer, hvilket der heller ikke bliver, før der sendes nye apostle af det store Hoved for kirken, hvis komme jeg ser hen imod« (Picturesque America; or, the Land We Live In, red. William Cullen Bryant, bd. 1, s. 502).

Millioner af mennesker er kommet til tro på Gud og Jesus Kristus ved at søge sandheden gennem Bibelen. Utallige af dem havde intet andet end Bibelen til at nære og vejlede deres tro.

På grund af reformatorernes indsats »er Bibelen blevet allemandseje. Guds ord blev læst omkring familiens ildsted hos såvel høj som lav« (ældste John A. Widtsoe, Conference Report, apr. 1939, s. 20).

Millioner af familier er blevet samlet ved at søge Jesu Kristi Kirke gennem deres studium af skriften. I begyndelsen af 1800-tallet var en af disse familier i det nordlige New York Joseph Smith seniors familie. En af sønnerne var Joseph Smith junior, som søgte i Bibelen for at finde ud af, hvilken af de mange trosretninger, der var den kirke, Jesus Kristus organiserede. Han blev tilskyndet af Bibelens ord til at bede om yderligere åndeligt lys og kundskab fra Gud. Opsat på at finde den visdom, som skriften lovede, knælede Joseph ned i ydmyg bøn i foråret 1820. O, hvilket vidunderligt lys og sandhed faldt der ikke på ham den dag, da Gud Faderen og Herren, Jesus Kristus, tilkendegav sig for ham. Gud kaldte atter en profet, som han gjorde i Noas, Abrahams og Moses’ dage.

Hvor taknemlige bør vi ikke være for Bibelen. I den lærer vi ikke alene om Kristi liv og lærdomme, vi lærer om hans kirke og om hans præstedømme og om den organisation, han stiftede og navngav Jesu Kristi Kirke på den tid. Vi tror på denne kirke, og vi tror på, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er den samme kirke, som er genoprettet på jorden og organiseret fuldstændig ligesådan og med det samme præstedømme.

Uden Bibelen ville vi ikke kende til hans kirke dengang, ej heller ville vi have hans evangeliums fylde nu.

Jeg elsker Bibelen, dens belæringer og ånden i den. Jeg elsker Det Gamle Testamentes uimodståelige og dybsindige historier og de store profeter, som vidnede om Kristi komme. Jeg elsker Det Nye Testamentes apostolske rejser og mirakler og Paulus’ breve. Mest af alt elsker jeg dets øjenvidneberetninger om Jesu Kristi ord, eksempel og forsoning. Jeg elsker det perspektiv og den fred, der kommer af at læse Bibelen.

Søskende, jeg er sikker på, at mange af jer har hørt folk sige, at mormoner ikke er kristne, fordi de har deres egen bibel, Mormons Bog. Til enhver, som måtte have den fejlopfattelse, siger vi, at vi tror på Herren Jesus Kristus som vor Frelser og som ophavsmand til vores frelse, og vi tror på, ærer og elsker Bibelen. Vi har yderligere hellige skrifter, deriblandt Mormons Bog, men den understøtter Bibelen, den erstatter den ikke.

Jesus sagde, at vi bør granske »Skrifterne … de vidner om mig« (Joh 5:39). Disse ord giver indsigt og inspiration til alle, som oprigtigt søger at kende og forstå sandheden om Jesus Kristus. Skriften er rig på historie, lærdomme, beretninger og vidnesbyrd, som alle i sidste ende har fokus på den evige Kristus og hans fysiske og åndelige mission blandt vor himmelske Faders børn.

Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tror, at »ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt« (se 2 Tim 3:16). Vi elsker Bibelen og de andre skrifter. Det kan komme som en overraskelse for nogle, som ikke er klar over, at vi tror på Bibelen som Guds åbenbarede ord. Det er en af grundpillerne i vores tro, et mægtigt vidne om Frelseren og om Kristi bestandige indflydelse hos dem, der tilbeder og følger ham. Jo mere vi læser og studerer Bibelen og dens lærdomme, desto klarere ser vi, at den understreger de læresætninger, vi kender fra Jesu Kristi gengivne evangelium. Vi har en tendens til at elske de skrifter, vi bruger tid på. Vi bør tilpasse vores studium, så vi kan læse, elske og forstå alle skrifterne.

I unge må især ikke underkende eller undervurdere Bibelen. Den er en hellig optegnelse over vor Herres liv. Bibelen indeholder mange hundrede sider mere end alle vore andre skrifter tilsammen. Den er al kristendoms grundvold. Vi kritiserer eller forklejner ikke nogens tro. Vores største ansvar som kristne er at forkynde det, som Gud har åbenbaret, til alle hans børn.

De, som tilslutter sig Kirken, opgiver ikke deres tro på Bibelen, de styrker den. Mormons Bog udvander, bortvisker eller formindsker ikke Bibelen. Tværtimod, den udvider, understreger og fremhæver den. Mormons Bog vidner om Bibelen, og begge vidner de om Kristus.

Det første vidnesbyrd om Kristus er Det Gamle Testamente, som forudsiger og profeterer om Frelserens komme, hans ophøjede liv og hans befriende sonoffer.

Det andet bibelske vidnesbyrd om Kristus er Det Nye Testamente, som beretter om hans fødsel, hans liv, hans tjenestegerning, hans evangelium, hans kirke, hans sonoffer, hans opstandelse, såvel som apostlenes vidnesbyrd.

Det tredje vidnesbyrd om Kristus er Mormons Bog, som forudsiger Kristi komme, bekræfter Bibelens beretning om hans frelsende sonoffer og afslører, at den opstandne Herre besøgte jordens anden halvkugle. Undertitlen på Mormons Bog: »Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus« er en forklarende hensigtserklæring, som står på hvert eneste eksemplar.

Hvert af disse tre vidnesbyrd er en del af et stort udeleligt hele, som er Herrens åbenbarede ord til sine børn. De indeholder Kristi ord, som vi er blevet formanet til at tage for os af som ét middel til at få evigt liv (se 2 Ne 31:20). De, som anser en del for at være mere vigtig eller sand end en anden del, går glip af noget af den gamle hellige skrifts skønhed og fylde.

Og de, som mener, at medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke tror på Jesus Kristus eller Bibelen, bør bruge tid på at forstå Kirken og betydningen af dens navn og kraften i dens budskab.

Jeg undrer mig over, at nogen kan tvivle på denne kirkes tro på Bibelen og vores ståsted som kristne. Profeten er præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Ved vores sidste generalkonference i denne bygning, citerede vores kirkeledere Bibelen mere end 200 gange. Denne kirke er organiseret og fungerer på samme måde, som den kirke, Kristus og hans apostle dannede i Det Nye Testamente. I dag sidder Herrens, Jesu Kristi profet og apostlene på forhøjningen.

Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om, at vi i sandhed tror på Herren Jesus Kristus og hans åbenbarede ord i Bibelen. Vi tror ikke alene på Bibelen – vi stræber efter at følge dens forskrifter og underviser i dens budskab. Budskabet, vores missionærer har med sig, handler om Kristus og hans evangelium og sonoffer, og skriften udgør grundlaget for det budskab. Vi siger til alle: »Vi udstrækker vores kærlighed til jer og indbyder jer til at komme. Lad os være fælles om alt det, Gud har åbenbaret.«

Søskende, vi skal hjælpe alle, deriblandt vore egne medlemmer, til at forstå styrken i og betydningen af Bibelen. Bibelen er hellig skrift, som leder os og hele menneskeheden til erkendelse af, at Jesus Kristus er vor Frelser. Må Gud give os ønsket og evnen til at tage imod og efterleve hans lærdomme. Det er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.

Udskriv