2007
Tabernaklet genåbnet efter omfattende istandsættelse
Maj 2007


Tabernaklet genåbnet efter omfattende istandsættelse

Siden Tabernaklet i Salt Lake City første gang blev anvendt til en generalkonference i 1867, har det været et symbol på pionerernes tro og opfindsomhed. Nu, snart 140 år senere, står Tabernaklet stadig, og aldrig før har det hvilet på så fast en grundvold.

Ved mødet lørdag eftermiddag, som blev afholdt den 31. marts, genindviede præsident Gordon B. Hinckley Tabernaklet i Salt Lake City efter to års istandsættelse.

Nye egetræsbænke er opstillet og anbragt med større afstand, for at give de besøgende mere benplads, de oprindelige trapper, som førte op til balkonen fra ydersiden, er flyttet indendørs for at lette adgangen for de besøgende, og to nye trapper er tilføjet indenfor, de synlige orgelpiber er påført et nyt lag bladguld, loftet er istandsat og malet, der er bygget nye omklædningsrum og et musikbibliotek til korsangerne, talerstolen er ændret, således at den kan flyttes for at give plads til yderligere siddepladser eller en scene, og alle sanitære, mekaniske og elektriske forhold er udskiftet i overensstemmelse med nutidens standarder.

Skønt Tabernaklet blev forbedret på alle disse synlige måder, er de vigtigste forandringer dem, som de almindelige besøgende ikke kan se.

Tabernaklets fundament og mure blev ændret for at forbedre konstruktionens styrke, så det bedre kan modstå jordskælv.

Alle de 44 murpiller, der bærer Tabernaklets enestående tag, blev forstærket med stålbarrer, som blev indsat i murpillerne fra top til bund. Samtlige murpillers fundament blev desuden forstærket med cement. Der blev brugt stålkasser til at forbinde spærfagene med murpillerne, og de lange tagfag blev ligeledes sikkert fastgjort til murpillerne med en stålkonstruktion.

Nu står Tabernaklet langt stærkere, end det gjorde for blot kort tid siden – meget ligesom Kirkens medlemmer.

»Engang boede de fleste sidste dages hellige her i denne dal og i andre områder i omegnen, hvor der var oprettet kolonier,« sagde præsident Gordon B. Hinckley i indvielsesbønnen over det istandsatte tabernakel. »Nu er dit værk vokset og blevet bredt ud over hele jorden, så vi nu har flere medlemmer uden for dette land, end vi har i det.«

Tabernaklets oprindelse og opførelse

Præsident Brigham Young henvendte sig til Henry Grow for at få hjælp til at føre sin vision af Tabernaklet ud i livet. Bror Grow, som var omvendt til Kirken og fra Philadelphia i Pennsylvania, var brobygger og havde derfor de nødvendige færdigheder til at påtage sig en sådan opgave.

Planerne blev lagt, og i 1863 indledtes byggeriet.

Da de ikke var i stand til at anskaffe mange almindelige byggematerialer, genbrugte håndværkerne materialer og brugte lokale ressourcer til at bygge Tabernaklet. De hentede tømmer fra de lokale canyons, tog overskydende sten fra templet i Salt Lake, som var under opførelse, rester af militært udstyr og oksesko af træ blev omdannet til søm og spændeskiver, de lavede lim ved at koge dyrehuder, og de fremstillede gips af områdets kalksten, som de forstærkede med dyrehår.

De dengang tilgængelige materialer taget i betragtning, blev Tabernaklet virkelig opført med tro og opfindsomhed.

Fire år efter byggeriet blev påbegyndt, blev der afholdt konference i Tabernaklet. Tabernaklet blev officielt indviet i oktober 1875 efter tilføjelsen af balkonen.

Bemærkelsesværdige kendsgerninger

  • Alle Kirkens præsidenter, undtagen Joseph Smith og Brigham Young, er blevet opretholdt ved en højtidelig forsamling i Tabernaklet.

  • Tabernaklet husede en døbefont, der blev anvendt af medlemmer fra Salt Lake City-området, indtil den seneste istandsættelse, hvor den blev fjernet af pladsmæssige årsager.

  • De oprindelige bænke var lavet af fyrretræ, der var malet for at få dem til at ligne egetræ.

  • Orgelrammen er lavet af fyrretræ, der er malet, så det ligner mahogni.

  • Før Tabernaklet i Salt Lake City blev opført, blev et tabernakel, som nu kaldes »det gamle tabernakel«, bygget sydvest for templet som et samlingssted for de hellige.

  • Tolv af USA’s præsidenter har besøgt Tabernaklet.

  • Tabernaklets akustik er helt anderledes end nogen anden bygnings. Det siges, at man kan tabe en nål på forhøjningen forrest i Tabernaklet og fra den bageste række høre den ramme jorden.