En advarselsrøst

Terry Reed

»Rør ikke ved noget urent!« (Es 52:11).

Bygget over en sand beretning

Svedperler trillede ned over Tads ansigt, mens han trak græsslåmaskinens græspose ud gennem lågen til gyden. Det eneste Tad tænkte på denne steghede lørdag var et glas koldt vand. Da han tog låget af metalskraldespanden for at hælde græsset i den, fik han øje på et tidsskrift, som lå på bunden.

Tad stak hånden ned og samlede det op, men da han trak armen op igen, strøg den mod skraldespandens varme metalkant. Av! Han rettede sig op og kiggede på det blad, han holdt i hånden. På forsiden var der en smilende kvinde, som var meget upassende klædt.

Tad kunne huske, at hans far havde advaret ham mod blade med den slags billeder. Nogen måtte have smidt bladet i skraldespanden, da vedkommende gik gennem gyden.

»Vil du have noget at drikke, Tad?« råbte mor inde fra baghaven.

Tads hjerte hamrede. Han vidste, at han burde lade bladet ligge i skraldespanden, men han kunne ikke få sig selv til at slippe det.

»Jeg kommer nu, mor,« råbte Tad. Han rullede hurtigt bladet sammen og proppede den ene ende ned i bukserne, hvorefter han trak skjorten hen over det. Han hældte græsset i skraldespanden og gik ind gennem lågen igen. Mor rakte ham et glas limonade.

»Tak, mor,« sagde han.

»Tak, fordi du har slået græsset,« sagde mor. »Du må hellere gå indenfor. Du er helt rød i hovedet af varme.« Hun vendte sig og gik indenfor igen.

Tad vidste, at han sikkert var rød i hovedet af frygt for at blive afsløret. Da han stillede det tomme glas i køkkenet, kom far pludselig ind. Tad fór sammen.

»Er du færdig med haven, Tad?« spurgte far.

»Jeps.«

»Jeg kunne godt bruge din hjælp til at reparere bilen,« sagde far. »Hvad siger du til det?«

»Gerne,« svarede Tad. »Jeg kommer lige straks.«

»Tak,« sagde far og gik ud af døren.

»Pyha! Det var tæt på,« tænkte Tad. Han skyndte sig ind på sit værelse og lukkede døren bag sig. Han tog bladet frem. Hans hænder rystede, mens han ledte efter et sted at gemme det. Tad delte værelse med sin lillebror Alex, og han ville ikke have, at han skulle finde bladet. Tad trak en stol over til skabet. Han kravlede op og kiggede ind på den øverste hylde, hvor han fik øje på et tomt paprør, som hans teleskop engang havde været i. Han gemte bladet i røret, hvorefter han skubbede det om bagest på hylden. Han fik en nagende følelse af, at hvis han skulle luske på den måde, så var han måske i færd med noget forkert. Tad skød følelsen fra sig og gik ud for at hjælpe far.

Tad havde så travlt resten af dagen, at han måtte glemme bladet. Han var i vildrede med sig selv og meget forvirret. Da han om søndagen gjorde sig klar til at gå i kirke, følte han sig mere og mere utilpas. Han havde en dyster fornemmelse, som han ikke kunne ryste af sig.

»Hvorfor beholdt jeg det dog?« tænkte han. »Hvorfor lod jeg det ikke bare ligge?«

I Primary talte Tads klasse om at vælge det rette og for drengenes vedkommende om at forberede sig på at modtage præstedømmet. Tad var fordybet i tanker på vej hjem. Han besluttede sig for, at han ville brænde bladet om mandagen efter skoletid. Han fik det allerede bedre.

Da Tad kom hjem fra skole om mandagen, skyndte han sig ind på sit værelse. »Jo før jeg får det overstået, desto bedre,« tænkte han. Men da han drejede om hjørnet, var han lige ved at snuble over en stak bøger, der lå på gulvet. Han bemærkede en kraftig lugt af maling.

Tad kiggede ind på værelset og fik øje på mor, der sad på hans seng. Der lå malergrej spredt på et stort stykke stof på gulvet. Da mor så på Tad, vidste han, at hun havde fundet det vulgære blad.

Tads hjerte hamrede endnu mere. »Hvad laver du inde på mit værelse?« spurgte han.

»Jeg ville male det, og jeg følte mig kraftigt tilskyndet til at begynde med skabet,« sagde mor. Hun gjorde tegn til, at Tad skulle sætte sig ved siden af hende. Hun lagde armen om ham, og et stykket tid sagde hun ikke noget. »Helligånden ville have, at jeg skulle finde det, du havde gemt i skabet.«

Tad bøjede hovedet. Han var bange for, hvad hans mor nu måtte tænke om ham. Han fik tårer i øjnene.

»Hvor har du det fra?« spurgte hans mor alvorligt.

»Det lå i skraldespanden ude i gyden,« sagde han. »Lørdag eftermiddag.«

»Har du kigget i det?«

»Nej, det har jeg ikke, mor. Om søndagen havde jeg bare en dårlig følelse. Jeg besluttede mig for at brænde det efter skoletid i dag.«

»Det er jeg glad for at høre, Tad!« Mor gav ham et kram. »Jeg har været så bekymret for dig hele dagen. Vor himmelske Fader var også bekymret for dig. Han ville ikke have, at du skulle kigge på pornografi, fordi du ville få grimme billeder i dit sind.«

»Jeg er ked af det, mor,« sagde Tad. Han skammede sig meget.

»Det kan jeg se på dig, Tad. Hele dagen har jeg tænkt på Helligåndens vidunderlige gave og den advarselsrøst, som han kan være.«

Tad var glad for, at hans mor havde lyttet. Han besluttede sig for, at næste gang ville han også lytte.

Da Tad knælede ved sin seng den aften, var lugten af maling stadig tung i værelset. Han kunne se, hvor godt skabet så ud uden skrammer, snavs og fingeraftryk. Selv om det sjofle blad kun havde ligget i hans skab weekenden over føltes de to dage som de længste og klammeste i hans liv. Da Tad begyndte at bede, vidste han, at det første, han ville takke vor himmelske Fader for, var hans mor.

»Helligånden beskytter os mod bedrag, men for at nyde godt af den vidunderlige velsignelse, skal vi altid gøre, hvad vi kan for at have Ånden hos os.«

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, »Lad jer ikke bedrage«, Liahona, nov. 2004, s. 46.