Nye venner
Spring ud i at føre dagbog – Nicole Antunez fra Santiago i Chile
Nicole Antúnez elsker at sjippe. Hun hopper på stedet, eller mens hun slentrer af sted, eller sågar når hun spurter hen ad fortovet med det lange, mørke hår blafrende bag sig.
For ikke så længe siden lærte Nicole et nyt trick, mens hun sjippede. Det var noget, hun havde øvet sig på i flere dage. Hun var så glad for, at hun endelig havde lært det, at hun skrev om det i sin dagbog, så snart hun fik mulighed for det.
Det er, fordi Nicole holder endnu mere af at skrive dagbog, end at sjippe.
Hvorfor skrive?
»Hun skriver om alt det, hun oplever,« siger hendes mor, som kigger over Nicoles skulder, mens den otteårige pige skriver i sin lille dagbog med det farverige omslag. Nicole skynder sig at smække bogen i og rynker brynene. Hendes mor ler drillende.
Nicole lader ikke særlig mange læse i sin dagbog. »Jeg lader ikke nogen læse i den, medmindre jeg selv har valgt, hvad de må læse,« siger hun. Selv ikke hendes bedste veninde fra Kirken og sjippemakker Claudia har læst hendes dagbog.
Hvad er der så specielt ved det, hun skriver?
Nicole fortæller, at hun i går skrev om en fest omkring en vens svømmebassin. I dag skriver hun om at gå i kirke. »Og jeg talte med en fra Liahona,« tilføjer hun.
Sandsynligvis skriver hun også om det i sin dagbog.
Hvorfor betyder Nicoles dagbog så meget for hende?
»Jeg vil ikke glemme alt det sjove, når jeg bliver ældre,« forklarer Nicole. Og når hun glemmer noget, sådan som vi alle jo gør, så håber hun, at hun ved at læse i sin dagbog, »når jeg bliver ældre, vil kunne lære noget om mig selv, som jeg havde glemt.«
Det er det, man kan bruge en dagbog til. Men det er ikke det eneste.
Et personligt skatkammer
Nicoles mor opmuntrer Nicole til at skrive dagbog. Da søster Igor var yngre, skrev hun også dagbog. Desværre mistede hun den, da hun flyttede til Santiago og blev gift.
»Jeg var utroligt ked af at miste den,« siger søster Igor. »Det var jo mit liv, alt det, jeg havde oplevet. Det var et uvurderligt personligt skatkammer.«
Så da Nicoles storebror Boris blev født, begyndte søster Igor forfra. Hun skrev om alt det, som hun tænkte og følte, da først Boris og siden Nicole blev født.
Nu nyder Boris og Nicole at læse om deres mor. »Det får mig til at forstå, hvad min mor har været igennem,« siger Nicole. Hun håber, at hendes egne børn kan lære hende at kende på samme måde.
Hvad skal man skrive?
Nicole er fulgt i sin mors fodspor og har skrevet dagbog hver dag, siden hun fik den som del af et projekt i skolen. Hun skriver i den, hver gang hun føler, at hun har noget at sige. Det er lige meget, om det er dag eller nat, bare hun har noget at skrive.
Men det betyder noget, hvor hun skriver.
Hun holder mest af at skrive udenfor, hvor ingen forstyrrer hende. På den måde kan hun tænke over det, som hun skriver – uden at være bange for, at nogen skal kigge hende over skulderen.
Det, som hun skriver om, kan variere fra dag til dag. Hun skriver om mennesker, hun kender, eller steder, hun har været. Hun skriver om sine livretter og sine hjerteveninder. Og hun skriver om det, hun lærer, som fx det nye sjippetrick.
Hun skriver, når hun er glad, og hun skriver, når hun er ked af det.
»Jeg holder meget af at gå tilbage og læse om det sjove, jeg har oplevet,« siger hun.
Nicole, som for nylig fyldte otte og blev døbt og bekræftet, skriver også om det, der betyder meget for hende. »Da jeg blev døbt og bekræftet, skrev jeg om, hvordan det var at føle Helligånden,« siger hun. Hun ved, at det er vigtigt at huske det senere, så det kan styrke hendes vidnesbyrd, når hun har det svært.
Hun holder allerede meget af at bladre tilbage og læse det, hun har skrevet. »Der er en side, som jeg holder meget af at læse,« siger hun med et lille smil. »Men jeg kan ikke fortælle dig om det.«
Skriv her og nu
Da Spencer W. Kimball (1895-1985) blev kaldet som præsident for Kirken i 1973, fyldte hans dagbog 33 bind. Han opfordrede Kirkens medlemmer til at føre dagbog og sagde, at Frelseren ønsker, at medlemmer skal skrive dagbog.
Her er noget af det, som præsident Kimball foreslog, at man kan skrive om:
-
Venskaber
-
Dit vidnesbyrd
-
Præstationer
-
Velsignelser, du har modtaget
-
Det, du gør, siger eller tænker
-
Det, der gør dig glad
-
Det, du synes om ved dig selv
-
Oplevelser med Helligånden
-
Udfordringer, og hvordan du tacklede dem
»Når vore efterkommere læser om vore oplevelser, lærer de os at kende og kommer til at elske os. Og når den storslåede dag kommer, hvor vores familie forenes i evighederne, kender vi allerede hinanden.«
Fra »Præsident Kimball taler ud om dagbøger«, Ensign, dec. 1980, s. 61.