Vores tempelægteskab var hele prisen værd
Det var først, da min første forretning brød sammen og den næste brændte ned til grunden, at jeg begyndte at spekulere på, om jeg ville være i stand til at tage min forlovede, Beny, med til templet. Vi havde hørt, at det var en prøve på ens tro at komme derhen, men da vi satte os det mål at blive gift i templet, anede vi ikke, hvor hårdt vores tro skulle blive prøvet.
Beny og jeg mødtes i vores fædreland Panama efter vores mission. Dengang blev man i Panama borgerligt viet, inden man drog af sted til det nærmeste tempel, som lå i Guatemala City for at blive tempelviet. Det var en dyr og vanskelig tur, men beseglingen var en velsignelse, som vi ikke ville undvære.
Dagen efter at jeg havde friet, mistede jeg mit job. Ufortrødent besluttede jeg at tjene penge ved at køre busture. Men min bus brød sammen den første aften. Bekymret, men dog stålsat, besluttede jeg at sælge T-shirts. Den morgen, hvor jeg tog hen for at hente mine T-shirts fra fabrikanten, opdagede jeg, at bygningen var brændt ned til grunden den foregående aften. Mine forhåbninger syntes også at gå op i røg.
Der var kun nogle få måneder til den næste planlagte tempeltur, men på dette tidspunkt var alle de anstrengelser, som jeg havde gjort for at skaffe penge, endt i fiasko. Jeg forlod den rygende ruin og tog hen for at tale med Beny.
»Jeg har intet,« fortalte jeg hende. »Måske skulle du lade være med at gifte dig med mig.«
»Hvis jeg giftede mig for pengenes skyld, så havde jeg været gift allerede,« sagde hun. »Men jeg gifter mig ikke for pengenes skyld. Jeg gifter mig med dig, fordi jeg elsker dig.«
Det var et vendepunkt. Vi følte, at vi havde klaret en stor prøvelse. Da vi gik på med tro og krum hals, begyndte døre at åbne sig for os. Jeg fandt arbejde som møbelsnedker, skønt lønnen ikke var god nok til at dække vore behov. Så tilbød en rar biskop at hjælpe os med busbilletten. Selv om hans tilbud begejstrede os, så virkede det bare ikke rigtigt. Vi var fast besluttet på at klare os selv. Men da vi så, at han oprigtigt ønskede at hjælpe os, spurgte vi, om han kunne tilbyde Beny et job i stedet. Og det gjorde han.
Da vi havde tjent penge nok til at rejse til templet, blev vi borgerligt viet og var så endelig på vej til Guatemala sammen med ti andre medlemmer af Kirken. Men vore prøvelser var ikke overstået endnu.
Omfattende busstrejker standsede os ved grænsen til Costa Rica. Da vi havde ventet ved grænsen i to dage, besluttede vores chauffør at vende om. Men Beny og jeg samt to brødre og et andet par besluttede, at vi ikke ville give op. Da vi havde set vores bus vende om og køre bort, vandrede vi ind i Costa Rica. Vi blev ved med at gå og overnattede på små rastepladser langs ruten, indtil vi nåede frem til grænsen til Nicaragua. Derfra tog vi en taxi til hovedstaden, hvor vi købte en busbillet til den honduranske grænse. To dage – og to busrejser – senere nåede vi endelig frem til templet. Vi var lykkelige, men vi var snavsede og trætte og havde brugt langt flere penge, end vi havde planlagt.
Da Beny og jeg havde vasket os, opdagede vi, at vi havde mistet vores tempelanbefalinger! Og hvad værre var, vores biskop hjemme i Panama skulle af sted på forretningsrejse samme dag. Vi var sønderknust. Havde alle vore trængsler været forgæves? Vi strøg Benys brudekjole og stolede på, at hvis Herren havde hjulpet os så langt, så ville han nok også føre os helt frem til målet.
Selv om vi regnede med, at vores biskop var rejst, besluttede vi at ringe til ham alligevel. Til vores overraskelse var han ikke taget af sted på forretningsrejse. Han sagde, at han havde følt, at han skulle blive hjemme i stedet. Vi var ovenud lykkelige! Han lovede at faxe de nødvendige papirer, så snart han kom i nærheden af en fax.
Vi ventede og ventede, mens vi sad og bad i templets brudeværelse. Det var lørdag, og to timer senere ville templet holde lukket indtil mandag. Hvorfor varede det så længe? Endelig ankom faxen med en undskyldning fra vores biskop: Strømmen var gået, netop som han skulle til at sende faxen.
Endelig, efter alle vore trængsler og forsinkelser, blev vi viet til hinanden som mand og hustru for al evighed. Vores glæde – som bestemt var alt arbejdet, ventetiden og bekymringerne værd – var fuldkommen!
Ikke alle, som bliver gift i templet, kommer ud for den slags prøvelser, men for Beny og mig (og de andre, som rejste til templet med os) var disse oplevelser en lutringsproces. Tre af de fire brødre, som nåede frem til templet på den tur, blev senere kaldet som biskopper. To tjener i dag som rådgivere i stavspræsidentskaber. Vi er alle blevet rigt velsignet. Det var en af mit livs største oplevelser.
Hvis vores beslutning om at blive gift i templet udelukkende hvilede på jordisk kærlighed, så havde vi ikke klaret det. Men fordi vi troede på, at præstedømmets beseglingsmagt er gengivet i vore dage, gav vi ikke op, for vi vidste, at vores tempelægteskab – for tid og al evighed – ville være et hvilket som helst offer værd.