Spørgsmål og svar
»Hvordan holder jeg sabbatsdagen hellig? Jeg har fokuseret på alt det, jeg ikke må. Hvordan gør jeg det til en dag, jeg ser frem til, i stedet for en dag, hvor jeg ikke må foretage mig noget sjovt?«
-
Fokusér på det gode, som du kan gøre.
-
Planlæg fremad, så du kan se frem til sabbatsdagen.
-
Hyg dig sammen med din familie om søndagen.
-
Sabbatsdagen er til for din skyld; du bliver velsignet, når du helligholder den.
Liahona
Herren har afsat sabbatsdagen som en dag med hvile og tilbedelse. Eftersom sabbatten ikke er som ugens andre dage, vælger vi at undlade at gøre det samme, som vi gør på ugens øvrige dage. Men det betyder ikke, at der ikke er meget, som man kan gøre. Når man lærer at sætte Herren først på sabbatsdagen, »kalder [man] sabbatten frydefuld« (Es 58:13). Her er nogle forslag til, hvad du kan gøre for at holde sabbatten hellig, men alligevel se frem til den.
Fokusér på det, du kan gøre. På Jesu tid var der mange regler for, hvad man måtte eller ikke måtte på sabbatten. Folk kritiserede sågar Jesus, når han helbredte folk på sabbatten. Ved sin forkyndelse og ved sit eksempel viste Jesus, at det er vigtigere at gøre godt på sabbatten end at tænke på alt det, man ikke må.
Planlæg. Tænk først over det, du gerne vil gøre på sabbatten – så som at arbejde med din målsætning til Personlig fremgang eller Pligt mod Gud – og planlæg så at gøre det. For det andet skal du sørge for at ordne lektier, pligter og andre opgaver i løbet af ugen, så du kan fokusere på det åndelige på sabbatsdagen.
Tilbring tid sammen med din familie. Præsident Gordon B. Hinckley har forklaret en vigtig måde at helligholde sabbatsdagen på: »Bliv hjemme og saml jeres familie omkring jer. Undervis dem i evangeliet, hyg jer sammen på sabbatsdagen, overvær jeres møder og vær aktiv.«1 Når du tilbringer tid sammen med din familie, kan du føle glæde på sabbatten.
Bed om hjælp. Hvis du ikke er sikker på, hvad du kan gøre på sabbatten, eller hvis du har svært ved at se frem til sabbatten, så bed. Herren har befalet os at holde sabbatsdagen hellig, og han giver os ikke befalinger uden at gøre det muligt for os at adlyde dem (se 1 Ne 3:7). Hvis du beder til din himmelske Fader, hjælper han dig, så du kan vide, hvad du skal gøre på sabbatten, og han vil hjælpe dig med at ændre indstilling.
Sabbatten blev til for vores skyld (se Mark 2:27). Når du gør dit bedste for at helligholde sabbatten, bliver du velsignet og kan se frem til hver eneste søndag.
Læserne
Sabbatsdagen er en særlig dag for mig, fordi det er det tidspunkt, hvor jeg lærer mere om Frelseren og evangeliet og kommer tættere på min himmelske Fader. Jeg kan også fornemme hans Ånds stilhed og fred bedre, fordi jeg ikke distraheres af verdens larm. Hvis man søger Herren ihærdigt gennem faste, bøn og skriftstudium, så finder man ham, og han velsigner en med sin Ånd (se Jer 29:13). Hans Ånd hjælper dig med at lægge verdslige bekymringer fra dig og blive et bedre menneske (se Es 58:13-14).
Moriah M., 15, Idaho i USA
Jeg ved, hvordan du har det. Men med tiden lærte jeg at indse, hvor vidunderlig sabbatsdagen er. Vi kan glemme alt det, vi ikke kan gøre, hvis vi beder vor himmelske Fader om styrke. Når vi beder om styrke, bliver sabbatten en dag, man glæder sig til. På sabbatsdagen kan man hvile sig, bede, tjene, modtage velsignelser, nære sin ånd og udvikle en enestående åndelig styrke.
Richard R., 16, Nariño i Colombia
Gør sabbatsdagen til noget andet end ugens øvrige dage. Det kan godt være, at du føler, at du går glip af at tilbringe tid med vennerne eller at bruge den som en dag til lektielæsning. Men hvis du vælger disse verdslige elementer frem for den sande sabbatsoverholdelse, så tænk på, hvilke evige velsignelser og glæder du går glip af. Når du holder sabbatsdagen hellig, føler du dig ikke alene åndeligt mættet og rede til at tackle den kommende uge, men du viser også din himmelske Fader ærbødighed. Jeg har et stærkt vidnesbyrd om, at man oprigtigt kan sige, at søndag er ugens bedste dag.
Sophia W., 16, Maine i USA
Jeg ser altid med glæde frem til sabbatsdagen. Den dag fornemmer jeg vor himmelske Faders store kærlighed. På sabbatten glemmer jeg alle mit livs trængsler. Når jeg modtager nadveren, går mine tanker til det store offer, som Jesus Kristus udførte for os. Jeg ihukommer de frygtelige lidelser, som han udholdt, for at vi kan vende tilbage til vor himmelske Fader. Mit hjerte fyldes med næstekærlighed. Jeg får lyst til at dele den følelse med min næste, især dem, som ikke er medlemmer af Kirken.
Anna R., 20, Ukraine
Jeg har erfaret, at det er lettere at koncentrere mig om sabbatsdagen, når jeg passer mine kirke- og præstedømmekaldelser. Når jeg udfører mine pligter som præst og hjælper lærerne og diakonerne med deres pligter, tænker jeg ikke så meget på det, som jeg ikke må, men i stedet husker jeg på det, som jeg skal gøre.
Andrew S., 17; Montana i USA
Betragt sabbatten som mulighedernes dag. Tænk på alle de familieaktiviteter, du kan få tid til. I mit hjem består søndagen af at gå i kirke, læse opbyggende materialer, se kirkefilm, gå til foredrag og lege med min familie. Det er en dag, hvor jeg tilbringer mere tid sammen med familien og kommer tættere på min himmelske Fader.
Justin D., 18, Washington i USA
Siden jeg besluttede at helligholde Herrens dag, er det blevet min yndlingsdag. Jeg har opstillet en mental liste af ting, som kan hjælpe mig med at bevare ærbødighedens og tilbedelsens ånd på sabbatten. For eksempel omfatter min liste det at stå tidligt op, læse i skrifterne, arbejde på Personlig fremgang, skrive i min dagbog og skrive breve. Når jeg gør det og andre åndelige aktiviteter, fornemmer jeg den dejlige ånd og glæde, som findes i mig. Jeg har også lagt mærke til, at jeg slet ikke har tid til mindre åndelige aktiviteter.
Sílvia M., 18, Rio Grande do Sul i Brasilien
Svarene er ment som en hjælp og vejledning og er ikke en officiel udtalelse om Kirkens lære.
»Sabbatten er … en dag, hvor man vedholdende overværer Kirkens møder og tilbeder Herren, drikker af kundskabens og undervisningens kilde, nyder samvær med familien og lader sig opbygge af musik og sang.
Sabbatten er en helligdag, hvor man foretager sig det, der er værdigt og helligt … For at helligholde den skal man knæle i bøn, forberede lektioner, studere evangeliet, meditere, besøge de syge og ulykkelige, skrive breve til missionærer, hvile, læse opbyggende litteratur og overvære alle møder.«
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), »Sabbatsdagen – en fryd«, Stjernen, juli 1978, s. 5.