Min sidste chance
Som attenårig besluttede jeg at forlade Kirken. For en tid syntes det ikke at have nogle konsekvenser, at jeg forlod Frelserens side. Jeg kunne leve godt af min løn i mit hjemland Chile. Jeg troede, at jeg altid ville kunne finansiere min verdslige livsstil og blive ved med at ignorere de løfter, som jeg havde afgivet i dåbens vande som fjortenårig.
Jeg fortsatte på den måde i en del år, men så begyndte det at gå galt for mig. Det hele begyndte at se sort ud. Jeg mistede mit job og havde svært ved at finde arbejde. Jeg måtte tage et hvilket som helst arbejde bare for at overleve. Det burde have fået mig til at vågne op og finde tilbage på stien igen, men det gjorde det ikke.
Kort efter, i 1998, døde min far. Da jeg var den ældste søn, hvilede en stor del af ansvaret for at forsørge min mor og mine yngre brødre på mine skuldre. Jeg måtte sig farvel til mit sorgløse liv og fik øjnene op for, at Herren til tider tillader, at der sker forskellige ting, som vi ikke forstår, før vi ser slutresultatet.
Jeg tror, at han tillod, at jeg blev økonomisk drænet, så han kunne vise mig, at den eneste udvej var at betale tiende, hvilket jeg gjorde, da jeg vendte tilbage til Kirken og fornyede mine pagter. På den måde førte han mig tålmodigt og kærligt tilbage til folden.
Under generalkonferencen i 2001 introducerede præsident Gordon B. Hinckley den selvsupplerende uddannelsesfond. Jeg havde brug for de muligheder, som det program bød på for at komme økonomisk på fode igen, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne leve op til programmets krav.
Under et nadvermøde nogle måneder senere talte vores stavspræsident om programmet. Til min store overraskelse erfarede jeg, at jeg faktisk var kvalificeret til at få del i det. Jeg tænkte: »Det er min sidste chance. Den må jeg ikke gå glip af.«
Så begyndte jeg at tænke over det ansvar, som programmet ville pålægge mig, og jeg blev bange for, at jeg igen ville svigte og skuffe min himmelske Fader. Men jeg overvandt de tanker og efter at have indhentet oplysninger hos den lokale institutleder, sendte jeg min ansøgning ind. Jeg følte ikke, at jeg fortjente at få den velsignelse, selv om jeg havde omvendt mig og var vendt tilbage til Kirken.
Da jeg modtog et positivt svar fra Kirkens hovedsæde, jublede min familie og jeg. Den sum, som jeg fik, var ikke nok til at dække hele skoleåret, men jeg tilmeldte mig alligevel til et programmørstudium. Jeg fik gode karakterer og modtog et legat, som dækkede resten af uddannelsen.
Siden da har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at vise min taknemlighed. Jeg arbejder hårdt, jeg studerer flittigt, og jeg passer mine pligter i Kirken. Jeg overværer institutklasserne for at indhente de år, som jeg spildte, så jeg kan lære, hvad Herren forventer af mig.
Men det vigtigste er, at jeg ved, at jeg har fået tilgivelse for alt det, som jeg har gjort. Alle mine fremtidsplaner bygger på den vished. Jeg vil fortsat hjælpe min familie, men nu vil jeg være i stand til at gøre det på en bedre måde.