Bare en smule vold?
»Åh, kom nu, far,« plagede jeg. »Den eneste grund til, at den er forbudt for børn, er, at der er lidt vold i den. Vi tager da ikke skade af en smule indstuderede slagsmål.«
Min 16-årige fætter og jeg havde normalt ikke for vane at bede om lov til at se film, som var beregnet til et ældre publikum. Vi var gode knægte, aktive i seminar og vore præstedømmekvorummer. Men vi havde begge hørt, hvor fantastisk den film var, og hvor mange priser den stod til at vinde. Desuden havde vi fået at vide, at der hverken var sex, lumre hentydninger, nøgenscener eller særlig meget banden. Og det er jo alt det slemme, ikke?
Men sådan så min far ikke på det. Til sidst ændrede han taktik. »Udmærket,« sagde han. »I ved, hvad der er rigtigt og forkert. Gør, hvad I synes er rigtigt.«
Kirkens ledere har fortalt os, at vi ikke bør se upassende film, og i vores familie havde vi den regel, at vi ikke kunne se film, der var forbudt for børn under 17. Jeg havde vel prøvet at se, om jeg kunne få min far til at sige, at det var i orden for min fætter og mig at se film, så jeg kunne gøre, som jeg havde lyst til, uden at føle dårlig samvittighed. I stedet havde han nu lagt beslutningen over på mine skuldre.
Nå, han havde da ikke sagt nej. Og desuden var det jo kun en lille smule vold.
Da min fætter og jeg havde set filmen, havde jeg det forfærdeligt. Jeg troede, at jeg havde det skidt, fordi filmen var forbudt for børn, så jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville se sådan en film igen. Men senere, da jeg havde set en lidt mindre voldelig film (som dog var tilladt for teenagere), opdagede jeg, at jeg havde samme forfærdelige følelse.
Hvad var der sket? Havde jeg ikke gjort det rette ved at vælge en film, der ikke var forbudt for børn? Måske var det ikke bare filmcensuren, det drejede sig om. Måske var det selve volden. Men kunne vold virkelig påvirke mig så voldsomt?
Da jeg trak min miniudgave af Til styrke for de unge-pjecen frem, overraskede det mig, at jeg havde overset så vigtigt et punkt tidligere. Under »Underholdning og medierne« står der: »Undgå alt, som på nogen måde er vulgært, umoralsk, voldeligt eller pornografisk.«
Men jeg var stædig. »Godt,« sagde jeg til mig selv, »der er måske nok nogen, som bliver påvirket af vold, men jeg ved jo, at det ikke er rigtigt. Og ja, der er da film, som udpensler volden meget, men en lille smule skader vel ikke noget, vel?« Men pludselig følte jeg mig ikke så sikker mere.
Og så kom nådestødet. Lige efter at have formanet os til at undgå vold, understreger pjecen: »Forpligt dig til at efterleve Guds standarder.«
Av! Jeg var skyldig. Jeg kunne selvfølge undskylde mig med, at jeg gjorde det rette ved at undgå vulgaritet, umoral og pornografi. Men var det nok at efterleve de fleste af Guds standarder? Havde jeg forpligtet mig til at efterleve dem, hvis jeg ikke var villig til at følge dem alle?
Det betød ikke noget, hvad filmcensuren havde sagt, og det betød ikke noget, at der kun var en smule vold i den. Det havde været nok til at krænke Ånden. Og hvis det var tilfældet med film, kunne det samme princip måske så også gælde for andre ting? Måske er der ord, der støder Ånden, selv om de ikke er eder, og måske er der musik, som støder Ånden, selv om teksterne ikke er dårlige.
Da jeg besluttede mig for at være mere selektiv i det, jeg så, spillede, læste, sagde og lyttede til, kunne jeg i løbet af få dage mærke en forskel. Jeg var slet ikke klar over, hvor ufølsom jeg var blevet over for Åndens indflydelse.
Da jeg skar ned på min voldsdosis, blev det lettere for mig at styre mit temperament, og jeg sloges ikke så meget med mine brødre mere. Jeg opdagede, at skønt mit sprog ikke var grimt, så mærkede jeg dog en stor forandring, da jeg rensede ud i det. Og bedst af alt, jeg kunne mærke Ånden stærkere.
Det lærte mig, at »bare en smule vold« er mere, end Ånden har lyst til at se.
Medievold
Det kan påvirke dig at se voldelige film eller tv-serier, uanset hvad censuren siger om dem. I mere end 30 år har Kirkens ledere advaret os mod at se på vold. I 2000 fulgte ledere fra USA’s sundhedsvæsen så trop med følgende udtalelse:
»Flere end tusind undersøgelser … viser med overvældende tydelighed, at der kan være en årsagssammenhæng mellem medievold og visse børns aggressive adfærd. Sundhedsvæsnets konklusion, som bygger på 30 års forskning, er, at det kan føre til en øget aggressiv indstilling, aggressive værdinormer og aggressiv adfærd at dyrke voldelige medier« (»Joint Statement on the Impact of Entertainment Violence on Children«, 26. juli 2000, http://www.aap.org/advocacy/releases/jstmtevc.htm).
Hold dig nær ånden
»Standarden er helt klar. Hvis noget, som vi tænker, ser, hører eller gør, distancerer os fra Helligånden, så bør vi holde op med at tænke, se, høre eller gøre det. Hvis det, der er tiltænkt som underholdning, fjerner os fra Helligånden, så er den type underholdning bestemt ikke noget for os.«
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum, »At vi altid må have hans Ånd med os«, Liahona, maj 2006, s. 30.