Budskab fra Det Første Præsidentskab

Byd alle velkommen

Præsident James E. Faust

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Billede

Det er mit ønske med dette budskab at tilbyde muligheder for udvikling og lykke for alle medlemmer, hvad enten de er gifte eller enlige. For at få styr på jeres liv og for at opnå fremgang, uanset ægteskabelig status vil jeg anbefale, at I lærer jeres himmelske Fader at kende.

Det gør man bedst ved hjælp af bøn, studium og efterlevelse af budene. Husk altid på, at han elsker jer og vil vejlede og støtte jer, hvis I inviterer ham ind i jeres tilværelse. Tag ham med i jeres beslutninger. Tag ham med, når I tager jeres personlige værd op til vurdering. Bed til ham, når I er modløse, for jeg bærer vidnesbyrd om, at han vitterlig hører vore råb om hjælp. I sin vise tale om bøn bemærkede profeten Zenos: »Og du hørte mig på grund af mine trængsler og min oprigtighed« (Alma 33:11).

Vi bliver meget bevæget og berørt, når vi hører mange samstemmende udtalelser fra mange af vore enlige medlemmer. For nogle er ensomhed og modløshed konstante følgesvende. Et storslået menneske, som har en god biskop, en god hjemmelærer, en god stilling og trygge økonomiske forhold har sagt: »Jeg har ikke brug for mere at lave; jeg har brug for en at gøre det sammen med.« Det er en alvorlig sag, når vi tænker på, at omtrent en tredjedel af Kirkens medlemmer er enlige.

Uden at undervurdere ensomhedens smerte, som nogle enlige føler, kom præsident Gordon B. Hinckley med en mulig løsning, da han sagde: »Jeg tror, at for de fleste af os er den bedste kur mod ensomhed, at man arbejder for og tjener andre. Jeg forklejner ikke jeres problemer, men jeg tøver ikke med at sige, at der er mange andre, hvis problemer er meget større end jeres. Gør en indsats for at tjene og opmuntre dem. Der er så mange drenge og piger, der klarer sig dårligt i skolen, fordi de savner en smule opmærksomhed og opmuntring. Der er så mange ældre mennesker, som lever i elendighed og ensomhed og frygt, og for dem ville blot en samtale bringe en vis grad af håb og glæde i tilværelsen.«¹

Vi har alle været enlige, er måske enlige nu, eller bliver det igen på et tidspunkt; så der er ikke noget usædvanligt i at være enlig i Kirken. Der følger også udfordringer og ansvar med at være gift. I har måske hørt om den unge brud, der sagde: »Når jeg bliver gift, kan jeg se enden på mine problemer.« Hendes kloge mor svarede: »Ja, min ven, men hvilken ende.«

Mål fremgangen

Det nytter ikke noget at blive så besat af ønsket om at blive gift, at vi helt overser de velsignelser og muligheder, som findes, mens vi er enlige. Jeg tror også, at det vil være en stor hjælp at sætte os mål, for uden mål kan man ikke måle sin fremgang. Men bliv ikke fortvivlet, fordi I ikke ser nogle åbenlyse sejre. Der er meget, som ikke kan måles. Hvis I stræber efter at bedre jer – hvis I hver dag gør jeres bedste og udnytter jeres tid og energi fornuftigt til at nå realistiske mål – så opnår I fremgang, hvad enten I er gift eller enlig.

Præsident Harold B. Lee (1899-1973) har engang sagt til de enlige: »Blandt jer findes nogle af Kirkens fineste medlemmer – trofaste, pålidelige, stræbsomme i at leve Herrens befalinger, i at hjælpe med at opbygge riget på jorden og til at tjene jeres medmennesker.«² Alt for ofte er vi tankeløse og ufølsomme over for disse dyrebare sjæles følelser. En velmenende præstedømmeleder, der var bekymret for en af disse dyrebare enlige kvinder, hvis hjerte længtes efter en livsledsager og et rigere liv, spurgte: »Hvorfor finder du dig ikke en mand?« Hun svarede godmodigt: »Der var intet, jeg hellere ville, broder, men jeg kan jo ikke plukke en på træerne.«

Skønt mange enlige voksne medlemmer har tilpasset sig livet og dets problemer, har de dog brug for kærlig omsorg fra Kirken og dens medlemmer, så de kan bekræftes i, at der er brug for dem, og at Gud elsker hver eneste en af dem. Kirkens korrekte og passende fokus på hjemmet og familien får ofte nogle enlige medlemmer, som ikke har en livsledsager eller børn, til at føle sig udenfor.

En af dem skriver: »Mange medlemmer af Kirken behandler os fraskilte, som om vi var spedalske. Jeg har tilhørt en bestemt SDH-menighed i Salt Lake City i mange år, og hvert år afholdt de julefest for enker og enkemænd. Jeg blev aldrig inviteret med. Jeg har altid bestræbt mig på at leve ordentligt, og jeg tror, at Frelseren ville have inviteret mig. Jeg har bekendte, som har oplevet både dødsfald og skilsmisse, og de siger, at skilsmisse er værre end dødsfald.«

En anden skriver: »Tro mig, med den vægt som Kirken lægger på familier og børn, er vi helt klar over, at vi er ›særlinge‹. Det har været dejligt at blive anerkendt som et ganske almindeligt menneske.« Ingen bør føle sig udenfor, fordi vedkommende er enlig. Vi vil gerne have, at alle skal føle sig hjemme i Kirken, sådan som Paulus udtrykte det i brevet til efeserne: »Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand« (Ef 2:19). Vi tilhører ikke alene Herrens kirke, men også hinanden.

Hele samfundet, også enlige voksne medlemmer, har en interesse i fædre, mødre og familier. For nogle år siden sagde præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, til Kirkens enlige medlemmer: »Vi taler meget om familier. I bitterhed har I måske til tider lyst til at sige: ›Al den snak om familier! Jeg har ikke nogen familie, og …‹ Stop lige der! Lad være med at tilføje den næste sætning: ›Jeg ville ønske, at de ville holde op med at tale så meget om familier.‹ I burde bede til, at vi bliver ved med at tale om familier; om fædre og mødre og børn og familieaften, tempelægteskab og parforhold og alt det andet, for det vil alt sammen blive jeres en dag. Hvis vi holder op med at tale om det, bliver I, blandt mange andre, taberne.«³ Jeg er helt enig med den udtalelse. Med tiden bliver det alt sammen jeres.

Find frem til de nødlidende

Vi mindes lignelsen om den gode hyrde, der forlod hjorden og drog ud for at søge efter det ene får, som var faret vild (se Luk 15:3-6). Nogle af vore enlige medlemmer kan fare vild, medmindre vi gør en indsats for dem. Vi må gøre en indsats på flere områder, hvis vi vil hjælpe dem, der har behov for hjælp.

Hvad kan vi som enkeltpersoner gøre for at hjælpe enlige? En ting, som vi kan gøre, er at inddrage dem mere. Når vi ser nogen sidde for sig selv ved et kirkemøde, kan vi enten gå hen og sætte os hos vedkommende, eller indbyde vedkommende til at sidde sammen med os. Vi kan tilbyde vores venskab. Faktisk vil det være klogt af os at tænke på præsident Hinckleys råd med hensyn til nye medlemmer og så anvende det på dem, som er alene: De har brug for en ven, en kaldelse og næring ved Guds gode ord. Jeg tror, at vi kan føje en ting mere til listen – en god hjemmelærer. Flittige hjemmelærere tilpasser deres hjemmelærerbudskab til de enlige medlemmers behov. De kan også tilbyde venskab, opmuntring, anerkendelse og, især for enlige søstres vedkommende, tilbyde præstedømmevelsignelser.

Det er så let at stemple nogen som enlig og så være ude af stand til at sætte os ud over det stempel. Enlige er mennesker og vil behandles som sådan. Ikke alle har selv valgt at være enlige. Lad os, som Salmisten skriver, være »faderløses fader« og huske på, at »Gud giver de ensomme et sted at bo« (Sl 68:6-7). Vi tilhører alle Guds familie og skal en dag vende tilbage til ham til de boliger, som han har beredt for alle sine børn.

Sådan kan ledere hjælpe

Her er nogle retningslinjer for kirkeledere: »Biskoprådet (eller grenspræsidentskabet) kan organisere en eller flere hjemmeaftensgrupper for enlige medlemmer, som ikke har hjemmeboende børn, og som ikke bor sammen med deres forældre.«⁴ Desuden bør enlige medlemmer »tilbydes stavs- og menighedsaktiviteter, som fx foredrag, fester, kor, seminarer om forberedelse til præstedømmet, tempelforberedelsesseminar, tempelbesøg, kulturelle begivenheder og sport.«⁵

Kirkeledere bør regelmæssigt ved lederskabsmøder overveje de enliges behov og inddrage dem i meningsfyldte kaldelser, opgaver og aktiviteter. Kvorums- og hjælpeforeningsledere bør være forstående over for enlige medlemmers behov, især når lektionerne omfatter emner som ægteskab og børn. Enlige medlemmer skal huskes og plejes.

Vær lykkelig nu

Bare fordi man er enlig, behøver man ikke at udskyde lykken. Som præsident Harold B. Lee (1899-1973) engang sagde: »Lykken er ikke afhængig af det, der sker udenfor dig selv, men derimod det, der sker inden i dig selv. Den måles i kraft af den ånd, som du møder livets problemer med.«⁶

Jeg vil minde jer om, at mange, som er enlige, tilfører familiemedlemmer og andre en styrke, som der er stor behov for, og de yder støtte, anerkendelse og kærlighed til niecer og nevøer, brødre og søstre og andre slægtninge. Så på en måde kan enlige virke som forældre. Når de gør det, kan de ofte øve stor indflydelse, for de kan tit sige noget, som forældre ikke kan sige til deres egne børn.

Mit sidste råd til dem af jer, som er enlige, er at bede ofte, for vor himmelske Fader, som kender jer bedst af alle, kender jeres talenter og stærke sider, såvel som jeres svagheder. Han har anbragt jer her på denne jord på dette tidspunkt for at udvikle og forædle disse karaktertræk. Han er klar over jeres behov, og med tiden vil I opnå de lovede velsignelser i form af et parforhold.

Forslag til samtaleemner for hjemmelærerne

Efter at have studeret dette budskab under bøn vælger I den undervisningsmetode, som bedst får dem, I underviser, til at tage del i samtalen. Her er nogle eksempler:

Drøft præsident Fausts opfordring til at finde dem, der har behov for hjælp. Giv familien til udfordring at besøge et enligt medlem eller ikke-medlem. Lad familien foreslå andre måder, hvorpå de kan hjælpe vedkommende til at føle sig mere velkommen og værdsat. I bør opmuntre dem til at lære vedkommende bedre at kende.
Begynd lektionen med en drøftelse eller et spil eller en leg. Under aktiviteten bedes en af personerne om at forlade lokalet i et par minutter. Kald vedkommende ind igen, inden I sender en anden ud. Når alle har været sendt ud af lokalet, taler I om, hvordan det føltes at være alene. Forklar, at »vi har alle været enlige, er måske enlige nu, eller bliver det igen på et tidspunkt«. Tal om, hvordan vi hver især kan sørge for, at vores liv er lykkeligt og meningsfyldt, uanset hvordan vore omstændigheder er.
Medbring en lineal eller et målebånd. Fremvis det, mens I refererer gode råd fra afsnittet »Mål fremgangen«. Tal om, hvordan vi bør måle vores liv. Bær vidnesbyrd om, at hvis vi stræber efter at blive bedre, kan vi opnå succes.