Sådan bliver du en god medlemsmissionær

R. Val Johnson

Kirkens Tidsskrifter

Nu hvor missioneringen er centreret i menigheder og grene, hvad kan medlemmerne så gøre for at blive bedre missionærer? Her er nogle forslag fra sidste dages hellige i British Columbia i Canada.

Søster Ma er muligvis verdens bedste missionær. Det mener i hvert fald Anthony Middleton, der er præsident for Vancouver-missionen i Canada. Hans udtalelse er lidt overraskende, når man tager i betragtning, at Lena Ma slet ikke er en af hans fuldtidsmissionærer, og at hun udelukkende taler mandarin i det engelsktalende British Columbia. Alligevel er der hvert år mindst to personer af dem, som hun præsenterer for evangeliet, der slutter sig til Kirken.

Præsident Middleton erkender, at British Columbia i lang tid ikke har haft en rig høst af omvendte. Men det er ved at ændre sig. Præsident Middleton siger, at takket være søster Ma og andre medlemmer som hende er antallet af undersøgere, som anmoder om dåb og bekræftelse, steget markant i missionen. Nu, hvor missioneringen nyder stor opmærksomhed fra præstedømmelederne, er de sidste dages hellige i British Columbia virkelig ved at blive medlemsmissionærer. Og det, de har lært, kan anvendes af missionærmindede medlemmer over hele verden.

Forandring

Vancouver-missionen har i årevis kæmpet for at øge antallet af nye medlemmer. Collin van Horne, der er præsident for Nanaimo Stav i British Columbia, forklarer, at i British Columbia »hersker der en uudtalt aftale om, at religion ikke er noget, man drøfter. I Canada siger folk: ›Ellers tak, min ven.‹« I lang tid har den indstilling overladt al missionering til fuldtidsmissionærerne, som tilbragte det meste af deres tid med at banke på døre. Desværre er det ikke nogen særlig effektiv måde at finde interesserede undersøgere på.

Så opmuntret af generalautoriteterne iværksatte missionspræsidenten og stavspræsidenten i British Columbia for et par år siden nogle forandringer. De fleste af disse forandringer gik ud på at hjælpe medlemmerne til at blive bedre til at invitere andre.

Iværksat rundvisninger i kirkebygningerne

En af de ændringer, som stavspræsidenten foretog, var at følge den måde, som man udførte missionering på i det nærliggende Tacoma i staten Washington i USA og tilpasse det til lokale forhold. Missionærerne dér inviterer straks interesserede undersøgere med hen til den nærmeste kirkebygning og giver dem en rundvisning. Mens missionærerne forklarer Kirkens faciliteter og programmer, sørger de også for at forkynde om genoprettelsen. Rundvisningen afsluttes i kirkesalen eller i nærheden af et billede af den første åbenbaring, hvor missionærerne bærer vidnesbyrd om profeten Joseph Smith og indbyder gæsterne til at bede sammen med dem.

I British Columbia er rundvisninger i kirkebygningerne nu en del af en omfattende missionærindsats, hvor man opmuntrer medlemmer – ikke kun fuldtidsmissionærer – til at invitere deres bekendte med på en rundvisning. Missionen i Vancouver har optegnelser, som viser, at hvis syv personer inviteres på en rundvisning i en kirkebygning, og helst i selskab med et medlem, så ender en af dem med at blive døbt og bekræftet.

»Det, som vi ønsker at opnå med rundvisningen,« siger præsident Middleton, »er, at ikke-medlemmet skal tænke: ›Jeg ville faktisk føle mig godt tilpas som medlem af denne kirke. Jeg tror, at den lige har noget for mig.‹«

Mange nye medlemmer i British Columbia mindes deres første besøg i en sidste dages hellig kirkebygning og deres oplevelse med Ånden der. Malcolm Coffill fra Port Alberni Menighed i Nanaimo Stav i British Columbia blev medlem af Kirken i august 2005, efter at være blevet præsenteret for evangeliet af sine naboer, Tom og Marla Housholder. Bror Coffill siger, at det, der fik ham til at blive medlem af Kirken, var »den vidunderlige følelse, som jeg følte, da jeg første gang trådte ind i den skønne bygning og blev så venligt modtaget«.

Søster Jill Berrett, der er fuldtidsmissionær i Vancouver-missionen, fortæller om en undersøger, som var blevet opfordret til at tage en rundvisning af en 18-årig bekendt. »Mens hun var med på rundvisningen, blev hun grebet af stemningen og ville straks undervises. Hendes ven forærede hende et eksemplar af Mormons Bog, og en anden ven inviterede hende med på UP-lejr. Hun følte sig så elsket og engageret, at hun begyndte at omtale menigheden som ›hendes menighed‹, længe før hun blev døbt.«

Selvfølgelig er det ikke alle, der besøger en sidste dages hellig kirkebygning, som straks fornemmer Ånden. Men mange får lyst til at høre mere om Kirken.

Lær af fremgangsrige medlemsmissionærer

Søster Ma har inviteret folk med til Herrens hus i ti år. Flere end 20 af dem, som kom, er siden blevet døbt. »Jeg har aldrig set søster Ma til en aktivitet i Kirken, uden at hun havde et ikke-medlem med på slæb,« siger præsident Middleton. Og hun sørger altid for, at folk ved, hvad de har i vente, inden de kommer med på deres første besøg.

Tag nu for eksempel Ruby. Lena Ma traf Ruby på biblioteket og faldt i snak med hende. »Jeg spurgte Ruby, hvad hun normalt foretager sig om søndagen,« siger søster Ma. »Jeg spurgte hende, om hendes egen kirke havde nogle tilbud til hendes søn. Så fortalte jeg om vores Primary-organisation og inviterede hende til selv at komme og se nærmere på det. Hun kom og overværede en del møder. Hun begyndte på missionærlektionerne i går.«

Sonny og Shaina Sala, som for nylig er flyttet fra Salt Spring Island Gren i British Columbia til Cardston 8. Menighed i Alberta, har anlagt samme fremgangsmåde som søster Ma. Sonny og Shaina har talt med flere hundrede, ja, måske flere tusinde bekendte og fremmede om evangeliet. »Når vi møder nogen,« siger Shaina, »så spørger vi med det samme: ›Går du i kirke her i omegnen? Vi kommer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Har du hørt om den?‹

Vi forsøger også at få lidt sjov ud af det. Forleden fik Sonny mig til at gå hen og hilse på en mand, fordi han lignede et tidligere medlem af vores gren. Da jeg gik hen til ham, opdagede jeg, at Sonny tog gas på mig. Manden var en vildfremmed. Der var et øjebliks pinlig tavshed, inden jeg sagde: ›Du ligner en ven, jeg engang havde. Han var medlem af min kirke. Har du hørt om mormonkirken?‹ Det viste sig, at han engang havde været medlem. Vi kom til at tale om tro, og jeg indbød ham til at komme i kirke. Og han sagde: ›Jeg er lige kommet hjem fra hospitalet, og så står du her, som en engel, og indbyder mig til at komme tilbage til Kirken.‹ Hvis jeg ikke havde sagt noget, havde jeg jo aldrig vidst, at han lige var kommet hjem fra hospitalet og gerne ville i kontakt med Kirken igen.«

»Når man overgiver sig i Herrens hænder,« siger Sonny, »så anbringer han folk på ens vej.« Han fortæller om, hvordan han en dag kom til at bakke sin autocamper ned i en grøft. Han ringede efter en kranvogn, og Ånden tilskyndede ham til at fortælle chaufføren om evangeliet. »Jeg sagde: ›Herren sendte mig ned i den grøft, så jeg kunne møde dig.‹ Han lo, og vi fik os en snak. Det viste sig, at hans bedstemor engang havde været mormon. Han ville gerne have et eksemplar af Mormons Bog. Vi har altid nogle eksemplarer på os, så jeg kunne med glæde give ham et.«

Læg missioneringsplaner for menigheden og familien

Søster Ma og familien Salas har gjort missionering til en naturlig del af deres daglige møder med andre mennesker. Men nogle af os finder det overvældende at skulle tale med andre om evangeliet. Vi har brug for en smule hjælp til at komme i gang. Og der kommer menighedens eller grenens missioneringsplan ind.

Ved et koordineringsmøde for stavspræsidenter, kort efter at præsident Middleton blev missionspræsident, drøftede stavspræsidenterne i British Columbia stavenes missioneringsplaner og lagde nogle retningslinjer for menighedernes missioneringsplaner, sådan som Forkynd mit evangelium foreslår. Antagelsen er den, at de, der skriver deres egne missioneringsplaner, motiveres til at sørge for, at planerne kommer til at fungere. Stavspræsidenterne fastlagde fire principper, som hver menighed og gren i deres stave skulle benytte til at udforme deres planer:

Planen skulle inddrage alle medlemmer, ikke kun missionslederne.
Den skulle have målbare mål.
Den skulle opfordre familier til at lægge deres egne missioneringsplaner.
Den skulle være enkel.

De fleste menigheder og grene i British Columbia har nu lagt deres egne missioneringssplaner. Disse planer er så enkle, at de uden besvær kan nedskrives på et lille kort og sættes op på køleskabsdøren. Nogle menigheder, som fx Victoria 2. Menighed, er gået et skridt videre. Biskop Frank Hitchmough og missionslederen, Michael Mulholland, har besøgt familierne i menigheden og hjulpet dem med at lægge deres egne missioneringsplaner. Planerne omfatter mål og de metoder, som hver enkel familie synes, at de kan bruge.

Gå i spidsen

Bror Mulholland gør det klart, at nøglen til fremgang inden for missioneringen ikke blot er at have en gennemførlig plan. »Det drejer sig ikke så meget om planen, som om hvem, der går i spidsen,« siger han. »Når man har et stavspræsidentskab som præsident Keyes og hans rådgivere, så får det planen til at fungere. De giver biskopperne retningslinjer, og når biskopperne lægger vægt på missionering, så sker der noget.«

Præsident Randy Keyes fra Victoria Stav i British Columbia fortæller, hvordan præstedømmeledere i British Columbia af deres områdehalvfjerdsere blev bedt om at overveje, hvor høj prioritet de havde givet missioneringen. For mange menigheder og grene stod det ret langt nede på listen. For præstedømmeledere i British Columbia rangerer det nu på en andenplads, lige efter ansvaret for de unge.

I menigheder, hvor medlemsmissioneringen har fremgang, lægger biskopperne vægt på projektet i deres PUK-møder, menighedsrådsmøder samt præstedømme- og hjælpeforeningsmøder. De delegerer opgaver og sammen med menighedens ledere følger de undersøgeres og mindre aktive medlemmers fremgang.

Et af de mere succesrige aspekter ved mange missioneringsplaner er en medlemsmissionærklasse, hvortil biskoppen kalder seks til otte medlemmer til at deltage. En lokalmissionær eller fuldtidsmissionær underviser klassen. Lektionshæftet er Forkynd mit evangelium, og emnerne er lærdommene bag missionering, selvmotivation og praktiske færdigheder. Klassens deltagere nyder at tale om personlige missionæroplevelser og udføre rollespil.

I den sidste ende hviler missioneringen jo på det enkelte medlems skuldre. Hvert medlem må beslutte, hvordan han eller hun bedst kan forkynde evangeliet – og så gøre det.

Benjamin og Robin Orrego fandt ud af, hvad der fungerer bedst for deres familie, og det gjorde de så til en del af deres families missionsindsats, længe før de blev bedt om at lægge en plan. De inviterer folk hjem til husmøder i deres hjem. Her drøfter man inspirerende emner, som ikke nødvendigvis er SDH-emner. Spil og god mad er også en del af aftenens program. Familien Orrego uddeler også kirkefilm og -litteratur.

Men de erkender, at det er mere effektivt at være en del af en organiseret, forenet missionærindsats, end udelukkende at klare sig alene, og derfor har de gjort det til en fast del af deres missioneringsplan hvert år at invitere tre mennesker med på en rundvisning i kirkebygningen. Det mål, eller variationer af det, er en del af menigheds- og familieplaner i hele British Columbia. Ideen opstod hos præsidenten for Abbotsford Stav i Bristish Columbia, Paul Christensen, og den bredte sig hurtigt.

Vær kreativ og naturlig

Præsident Christensen har også bedt medlemmerne i sin stav om at overveje nogle andre ideer. Hver måned foreslår stavspræsidentskabet en ny gruppe mennesker, som medlemmer kunne overveje at invitere, så som forskellige faggrupper, kolleger eller naboer. Han ønsker også, at missionærerne ikke alene skal deltage i PUK og menighedsrådsmøderne, men også i hjælpeforeningsmøderne. Han deltager i missionærernes distriktsmøder og zonekonferencer, hvor han minder om, at det er missionærernes opgave at undervise, og medlemmernes opgave at indbyde folk. Medlemmerne støtter missionærerne og bærer vidnesbyrd, når muligheden opstår; nu og da får de endda mulighed for at forkynde evangeliske principper, men for det meste inviterer de andre med opfordringen: »Kom og se« (Joh 1:39, 46).

En af hans mest kreative ideer er at få medlemmer af andre trossamfund til at undervise Kirkens medlemmer i færdigheder, som de ikke har. »For nylig afholdt vi en UV-konference med mange seminarer. Normalt tænker vi: Hvem kender vi, som er blikkenslager? Hvem er mekaniker? Jeg sagde: ›Lad os ikke få medlemmer til at undervise ved de seminarer. Find en blikkenslager ude i byen. Find en altmuligmand. Bed dem om at komme. Giv dem en rundvisning i kirkebygningen, så de ved, hvem vi er.‹ Vi må lære at skue udad.«

Victoria Stav har taget denne udadskuen til sig i længere tid. I 1978 stiftede Sandra Gill et slægtshistorisk selskab, som til at begynde med mødtes i hendes kælder. Hun deltager stadig i selskabets møder og underviser nogle klasser, men hun bruger det meste af sin tid i stavscentrets slægtshistoriske bibliotek. Der har hun selskab af 60 andre hjælpere, hvoraf de fleste er ikke-medlemmer. Biblioteket har åbent 45 timer om ugen, og 70 % af dets besøgende er ikke medlemmer af Kirken.

Ligesom søster Gill har Tom og Marla Housholder fundet kreative måder, hvorpå de kan anvende deres interesser og omstændigheder til at forkynde evangeliet. Bror og søster Housholder ejer et mindre Bed & Breakfast-herberg i Port Alberni. De sørger for, at Kirkens tidsskrifter ligger fremme i vestibulen, og at der ligger en Bibel og en Mormons Bog på hvert eneste værelse. I løbet af de tre år, hvor de har bestyret herberget, har de »mistet« mere end 30 eksemplarer af Mormons Bog og håber på at miste mange flere. De er også værter for en musikfestival og et krybbespil ved juletid. Et af korene kommer fra Port Alberni Menighed, hvor Tom Housholder virker som biskop.

Vær der, hvor Ånden er

Præsident Christensen fra Abbotsford Stav tror oprigtigt på den guddommelige kraft, som ledsager den fysiske tilstedeværelse af SDH-templer. Det er en af grundene til, at han blev så glad, da templet i Vancouver blev bekendtgjort i juni 2006. »Jeg tror ikke, at vi får et tempel, fordi vi er specielt retskafne,« siger han. »Jeg tror, at vi får et tempel, fordi vi har brug for det til at udbrede evangeliet. Vi har brug for det lys, som det bringer med sig.«

Et overraskende stort antal mennesker har sluttet sig til Kirken i British Columbia på grund af den følelse, som de fyldtes af ved templet. »Jeg glemmer aldrig den følelse, som jeg oplevede, da jeg gik gennem porten til Tempelpladsen i Salt Lake City,« siger Julie Keyes fra Victoria Stav. »Det var, som om jeg vandrede fra mørket og ind i lyset.« Hele oplevelsen gjorde dybt indtryk på hende – de mennesker, hun talte med, Joseph Smiths vidnesbyrd og den store fokus på Jesus Kristus. »Jeg tænkte: ›Det her må jeg høre mere om.‹« Da hun vendte hjem til British Columbia, ringede hun til den lokale SDH-kirke og bad om at få lov at mødes med missionærerne.

Søster Keyes, der nu er gift med præsidenten for Victoria Stav, besøgte Tempelpladsen, fordi et medlem af Kirken havde inviteret hende til at tage derhen, og hun blev overrasket over den varme, som medlemmer viste hende. Ja, faktisk, er der en rød tråd i de fleste af beretningerne, som nye medlemmer i British Columbia fortæller, og det er: Lys, glæde og oprigtig venlighed fra Kirkens medlemmer. Det, der motiverede dem til at ville høre mere, var at være sammen med Kirkens medlemmer og opleve Ånden.

Det synes at være det mønster, som Kirkens medlemmer i British Columbia finder mest effektivt. De har erfaret, at det ikke er dem, der omvender folk; det er Herren. Kirkens medlemmer skal bare efterleve evangeliet, elske mennesker og indbyde dem til at være der – i kirkebygningen, til kirkeaktiviteter, i medlemmers hjem eller ved templet – hvor Ånden er. De mest erfarne medlemsmissionærer bekymrer sig ikke om, hvorvidt folk afviser deres indbydelse. De bliver bare ved med at invitere folk. Missionærerne bliver ved med at undervise. Og Herren bliver ved med at velsigne sine børn med vidnesbyrd, som bæres af hans Ånd.