Lær at håbe
Midt under borgerkrigens rædsler fandt jeg en bog og en plastikpose.
Sierra Leone var et trist sted i mine teenageår, men det var mit hjem. I en stor del af mit liv har mit lille vestafrikanske land været splittet af borgerkrig. Krigen påvirkede alt. Min familie og jeg var bestandigt på flugt i et forsøg på at undslippe oprørssoldaterne. Det var frygteligt, hver gang oprørerne holdt deres indtog i en by. Nogen så deres fakler nærme sig i natten og advarede de andre, hvorpå vi alle flygtede ud mod bushen og tog det, vi kunne, med os på vejen.
Cirka syv år efter krigens begyndelse, nåede oprørerne til vores by. Hele min familie løb for at undslippe, men mine forældre, som kun var få skridt bag mig, blev skudt og dræbt. Jeg var ulykkelig over at miste dem, men jeg var nødt til at fortsætte.
Min bror, søster og jeg flyttede til et sikkert sted, og i et stykke tid klarede vi os, men til sidst angreb oprørerne også den by. Denne gang kunne vi ikke nå at løbe væk. Min bror blev taget til fange og blev senere dræbt. Min søster og jeg blev stillet op på række udenfor sammen med alle de andre kvinder. Oprørssoldaterne huggede lemmer af alle kvinderne i rækken. Vi var alle meget bange. Alle græd og bad – selv mennesker, som aldrig før havde troet på Gud. Jeg var ikke medlem af Kirken dengang, men jeg troede på Gud og bad til, at hans vilje måtte ske, og håbede, at han ville finde en måde at redde mig på.
Min kære søster, som stod et godt stykke fra mig i rækken, fik begge ben hugget af. Men da oprørerne nåede til kvinden foran mig, kom vores hær stormende, og oprørerne løb væk. Jeg ved, at jeg ikke var mere værd end de mennesker, som stod foran eller bag mig, men jeg takkede Gud for, at jeg var blevet skånet, og bad til, at jeg ville komme til at forstå hans plan for mig.
Jeg flyttede til en anden by for at bo hos en ven. Da jeg fortalte om det, jeg havde oplevet, til min ven og nogle af hendes naboer, sagde den ene nabo: »Mariama, vi kan ikke tilbyde dig andet end en invitation til at komme med i kirke i morgen. Der finder vi tryghed. Der finder vi håb.« Jeg elskede allerede Gud og havde brug for trøst i mit liv, så jeg besluttede mig for at tage med.
Min første søndag i en sidste dages hellig menighed er en dag, jeg aldrig vil glemme. Jeg lærte om håb. Det var tydeligt at se, at disse mennesker nærede håb, og det dragede mig mod dem. Jeg fik en Mormons Bog og begyndte at læse den med det samme. Jeg kan huske, at jeg i Kirken hørte om, hvordan familier kan være sammen igen efter døden, og at jeg læste i Alma 11 om, hvordan vores legeme atter vil blive fuldkommengjort i opstandelsen. Jeg mærkede Ånden meget stærkt, når jeg tænkte på min familie. Jeg vidste, at Kirken var sand, og at vi kunne være sammen for evigt – alle sammen raske og hele.
Der var ingen missionærer i Sierra Leone dengang, så jeg modtog lektionerne fra min grenspræsident og blev døbt og bekræftet kort tid efter. Vi var velsignede i vores by, fordi Kirken sendte mad og nødhjælpspakker til Kirkens medlemmer og andre. Maden holdt os i live. Alle var yderst taknemlige for at modtage selv en lille pose ris eller bønner. Jeg fik et tæppe og et hygiejnesæt, der indeholdt en tandbørste, tandpasta, shampo, sæbe, en kam og en vaskeklud.
Kort tid efter slog oprørerne til igen. De brændte det hus, jeg boede i, ned, og da jeg flygtede fra flammerne, tog jeg mig kun tid til at redde to ting: Mine skrifter og mit hygiejnesæt. Vi måtte leve på flugt et stykke tid derefter, og jeg brugte mit hygiejnesæt til at hjælpe dem omkring mig. Jeg trykkede en lille smule tandpasta ud til hver person, og vi gik sommetider ned til floden, hvor vi forsigtigt sendte mit sæbestykke fra den ene til den anden. Sættet var af stor værdi for os. Tæppet var også uvurderligt. Det gav os ly i mange dage, indtil jeg brugte det til at svøbe en gammel dame i, eftersom hun var død og ikke havde noget at blive begravet i.
Til sidst kunne jeg vende tilbage til min by og min menighed. Da besluttede jeg, at jeg gerne ville på mission. Det var en svær beslutning for mig, fordi jeg ikke ejede noget og rejste fra mennesker, jeg elskede. Mens jeg prøvede at træffe min beslutning, læste jeg L&P 84:81 og 88, hvor der står: »Nær derfor ingen bekymring for dagen i morgen, for hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke, eller hvad I skal klædes i … for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.« Jeg vidste, at Herren ville sørge for mig, så jeg sendte mine missionspapirer ind og blev kaldet til Tempel Square-missionen i Salt Lake City i Utah.
Jeg ankom til Utah med stort set ingenting, men jeg insisterede på at tage mit hygiejnesæt med, fordi det betød så meget for mig. En dag blev min kammerat og jeg vist rundt i Kirkens humanitære center i Salt Lake City, og jeg genkendte et tæppe, som havde Hjælpeforeningens logo broderet på det, præcis ligesom det, jeg havde haft i Sierra Leone. Jeg så mig omkring og så hygiejnesæt ligesom mit samt velkendte poser med bønner og ris, og jeg begyndte at græde.
»Det er her, de kom fra,« tænkte jeg ved mig selv. Tårer løb ned ad mine kinder, da jeg tænkte på, hvad disse ting, som lå stablet i Kirkens humanitære center, betød for mine venner og mig i Sierra Leone. Jeg var så taknemlig for, at Herren havde beskyttet mig, bragt evangeliet ind i mit liv og ladet mig tage på mission. Jeg vidste, at hans engle virkelig havde været omkring mig for at opbygge mig.