Sæt nye grænser og bliv jævnbyrdige partnere
Han har sat hoveddørsnøglen i låsen. Han er kommet hjem fra arbejde og skal lige til at træde indenfor. Ude i køkkenet er virkeligheden i fuld gang. Den mindste græder. Den treårige har lige skænket mælk op – ikke i sit glas, men ud over hele køkkenbordet. Den syvårige har brug for fars opmærksomhed. Og maden er slet ikke klar.
Han har en deadline på arbejdet i morgen, er stadig ør efter myldretidstrafikken og har et kirkemøde i aften, så han håber, at hun vil aflaste ham lidt.
Da hun hører ham træde ind ad døren, glæder hun sig over, at aflastningen er kommet! Men da hun ser skuffelsen malet i hans ansigt, mens han ser sig omkring, forsvarer hun sig: »Hør her, jeg arbejder altså også hele dagen. Jeg har været sammen med ungerne hele tiden, så jeg trænger til en pause. Gider du lige gøre spaghettisaucen færdig og hjælpe mig med børnene?«
Hendes anmodning får hans håb om lidt fred til at forvandles til fortvivlelse, og han skal lige til at tage til genmæle.
De står nu i en situation, hvor de begge er nødt til at træffe nogle valg. Udnytter de øjeblikket til at øve sig på at være den slags livsledsager, som de har indgået pagt om at være? Eller falder de hver især tilbage i deres indgroede vaner – af både familiemæssig og kulturel art? Visse holdninger og tanker er langsomt blevet en del af dem, og det er en udfordring, når de stræber efter at arbejde sammen i stedet for imod hinanden.
Lad os antage, at han er vokset op med en far, som var en dominerende ægtemand, og en mor, som var en underdanig hustru. Den muntre ægtemand råber: »Så er jeg hjemme, skat!« når han træder ind ad den polerede hoveddør. Den rolige hustru – hvis frisure sidder perfekt og som er iført frisk læbestift og et nystrøget forklæde – byder ham velkommen med ordene: »Middagsmaden er klar, min egen. Bare tag slipset af og sæt dig ned.« Alt er i skønneste orden.
Lad os antage, at hans forældre mente, at en hustrus fornemmeste pligt er, sådan som en amerikansk kirke for nylig skrev i sin trosbekendelse, at »underordne sig sin mand i ærefrygt«. Og lad os antage, at de mente, at det var mandens pligt at give instrukser – at lede, uddele opgaver og forvente resultater.
Lad os antage, at hun var vokset op i en familie, som bekendte sig til kvindernes frigørelse. Hendes mor er taknemlig over at leve i en tid, hvor kvinder ikke længere føler sig presset ind i en streng, selvopofrende rolle, der synes at fornægte deres egen person.
Måske ville hendes mor, ja, og såmænd også hendes far, sige, at en klog hustru sætter grænser for, hvor meget af sin tid hun vil bruge på at støtte sin mand og børn, fordi hendes vigtigste behov er at tænke på sig selv og sine personlige prioriteter i denne tid med frihed for kvinder.
Bliv afhængige af hinanden
»Familien: En proklamation til verden«, der gør op med begge disse yderliggående holdninger og forkynder et forhold mellem ægtemand og hustru, som adskiller sig fra begge de tænkte familiemønstre, som vore ægtefæller voksede op i. Den siger, at fædre skal »lede« og »sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familier«, mens mødre »primært [har] ansvaret for at opdrage deres børn«. Fædre og mødre skal »hjælpe hinanden« med at opfylde disse ansvar som »jævnbyrdige partnere«.1
Vores unge ægtemands forældre tror på den gamle tanke om, at kvinder er fuldt og helt afhængige af deres ægtemænd. Vores unge hustrus forældre tror på den nyere tanke om, at kvinder er uafhængige af deres ægtemænd. Men det gengivne evangelium lærer os, at den evige tanke er, at ægtemænd og hustruer er afhængige af hinanden. De er lige. De er partnere.
Den kristne histories vrangforestilling om, at hustruer skal være afhængige, begyndte med den forkerte idé, at Adams og Evas fald var en tragisk fejltagelse, og at Eva var den hovedskyldige. Kvinders traditionelle underkastelse under deres mænd blev betragtet som en rimelig straf for Evas synd.2
Heldigvis har genoprettelsen gjort det klart, at Evas – og Adams – valg var af afgørende betydning for Guds børns evige udvikling. Vi hylder dem for det, de gjorde, snarere end at fordømme dem, og vi betragter Adam og Evas som jævnbyrdige partnere.
Den moderne frigørelsestanke om, at ægtefæller er uafhængige af hinanden, er også forkert. Den vil typisk hævde, at der ikke er nogen medfødt forskel på mænd og kvinder, og selv om der skulle eksistere nogle forskelle, så har ingen ret til at definere kønsbestemte roller.
På en måde har den overdrevne uselviskhed hos den afhængige hustru tilladt og måske endda fremmet mandens dominans. Som reaktion på det kørte den yderliggående fløj af kvindebevægelsen over i den modsatte grøft, nemlig total uafhængighed, og derved rykkede man sig langt væk fra muligheden for gensidig afhængighed. Denne kulturelle bevægelse og stemning skubbede nogle kvinder fra at være overdrevent uselviske til at blive overdrevent selviske – og det fik dem til at gå glip af den personlige vækst, som kun kan opnås ved selvvalgte ofre, der muliggør kvindens evne til at blomstre op ved at vise omsorg for sin nærmeste kreds (se Joh 17:19).
Tanken om gensidigt afhængige, jævnbyrdige partnere er velfunderet i det gengivne evangeliums lære. Eva var Adams »hjælper« (1 Mos 2:18). Det hebraiske ord antyder, at Eva kunne måle sig med eller var lige med Adam. Hun var ikke hans tjener eller hans underordnede. Det hebraiske ord for hjælp er ezer, en vending, der viser, at Eva trak på himlens kræfter, da hun tilføjede deres ægteskab det åndelige instinkt, som er kvinders kønsbestemte gave.3
Som præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt, så er mænd og kvinder fra naturens hånd forskellige, og skønt de deler mange grundlæggende menneskelige træk, så »falder de dyder og karaktertræk, hvorpå fuldkommenhed og ophøjelse afhænger, [mere] naturligt for kvinder«.4
I 1 Mosebog 3:16 står der, at Adam »hersker over« Eva, men det gør ikke Adam til diktator. Adam skulle leve på en sådan måde, at andre kunne sætte ham som målestok for deres eget retskafne liv. At være hersker er ikke så meget et magtprivilegium, men en forpligtelse til at leve, som man taler. Og ordet over i »hersker over« er det hebraiske bet, der betyder at herske med, ikke herske over. Hvis en mand udøver »herredømme … i nogen som helst grad af uretfærdighed« (L&P 121:37; fremhævelse tilføjet), så gør Gud en ende på hans magt.
Måske fordi falske lærdomme havde ændret skriftens oprindelige betydning, foretrak præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) ordet »præsidere« i stedet for »herske«. Han sagde: »Kirkens ledere har aldrig nogensinde bedt nogen kvinde om at følge sin mand ned i ugudelighedens søle. Hun skal kun følge ham, i det omfang han følger og adlyder verdens Frelser, men når hun skal afgøre, om han adlyder Kristus eller ej, bør hun altid sikre sig, at hun er fair.«5 Præsident Kimball så på den måde ægteskabet »som et jævnbyrdigt partnerskab«, og han sagde: »Vi ønsker ikke, at SDH-kvinder skal være passive partnere eller begrænsede partnere, men snarere bidragende partnere og fuldgyldige partnere.«6
Ægtefæller behøver ikke at udføre de samme funktioner for at være lige. Kvindens medfødte åndelige instinkter er som en moralsk magnet, der peger mod den åndelige nordpol – undtagen når magnetens partikler er blevet bragt i uorden. Mandens præsiderende gave er præstedømmet – undtagen når han ikke efterlever retfærdighedens principper. Hvis manden og hustruen er fornuftige, så rådfører de sig med hinanden: Han lytter til tilskyndelserne fra hendes indre åndelige kompas, ligesom hun lytter til hans retfærdige råd.
Og i et jævnbyrdigt ægteskab bringer begge partnere, uanset køn, en åndelig modenhed ind i partnerskabet. Begge har en samvittighed og Helligånden til at vejlede dem. Begge ser familielivet som deres vigtigste opgave. Og de stræber begge efter at blive erfarne disciple af Jesus Kristus – fuldkomne åndelige væsner.
Et jævnbyrdigt ægteskab
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at det alt for længe havde været sådan i Kirken, at mændene var teologer, mens kvinderne var de kristne.7 Hvis vi skal være jævnbyrdige partnere, bør begge parter være både teolog og kristen.
Da ældste Maxwell i 1996 fik at vide, at han havde leukæmi, var diagnosen nedslående. Han havde i mange år arbejdet hårdt på at gøre sig selv »villig til at underkaste sig« (Mosi 3:19) Herrens vilje. Hvis tiden var inde til at se døden i øjnene, ville han ikke vige tilbage fra at drikke sit bitre bæger.
Men hans hustru, Colleen, mente, at han var alt for villig til at give op. Med kærlig ligefremhed sagde hun, at selv Kristus først bad oprigtig: »… hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi«. Først derefter underkastede han sig villigt og sagde: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil« (Matt 26:39). Ældste Maxwell erkendte sin hustrus doktrinære indsigt og samtykkede. Derfor tryglede de sammen om, at hans liv måtte blive skånet. Ældste Maxwells læge blev motiveret af deres beslutsomhed og fandt en medicinsk behandling, som forlængede hans liv med adskillige år. Ældste Maxwell var taknemlig for, at han ikke var den eneste teolog i deres ægteskab.8
I et jævnbyrdigt ægteskab »er kærlighed ikke en besiddelse, men noget, man tager aktivt del i … det er en del af det fælles skaberværk, som er vores menneskelige kaldelse«.9 Når der er tale om ægte deltagelse fra begges side, smelter mand og hustru sammen i en synergisk enhed i »et evigtvarende rige«, som »uden tvang« skal flyde med åndeligt liv til dem og deres efterkommere »for evigt og altid« (L&P 121:46).
I det lille kongerige, som en familie er, giver hver ægtefælle noget, som den anden ikke har, og foruden hvilket ingen af dem kan blive fuldkomne og vende tilbage til Guds nærhed. Et ægtepar består ikke af en solist med akkompagnement og heller ikke af to solister. Det er gensidigt afhængige dele af en duet, der synger sammen i harmoni på et niveau, som ingen solist kan nå op på.
Hver af dem bringer en fylde til ægteskabet. Som Paulus skrev:
»Det er jo ikke, for at andre kan få det lettere og I få besvær, men for at der kan være ligevægt.
For øjeblikket må jeres overflod afhjælpe de andres mangel, for at deres overflod til gengæld kan afhjælpe jeres mangel. Så bliver der ligevægt« (2 Kor 8:13-14).
Tempelægteskabets pagter fører ikke som ved ren magi til lighed i partnerskabet. De pagter forpligter os til en udviklingsproces, hvor vi sammen øver os på at øge kundskab og vokse i fællesskab.
Det par, som vi mødte i køkkensituationen, er fælles om løftet om en evig familie. Men jævnbyrdige partnerskaber opstår ikke i himlen, de skabes her på jorden, et valg ad gangen, en samtale ad gangen, en beslutning ad gangen. Og det kræver hårdt arbejde at nå dertil – som fx tålmodigt at løse op for forskellige forventninger om, hvem der skulle hjælpe hvem den aften eller tusinder af andre aftener som den.
Mens mælken drypper ned fra køkkenbordet, står hun med en pakke spaghetti i hånden, han har en deadline og et møde at tænke på, og begge føler trætheden tynge dem. Hvordan ville folk i et afbalanceret pagtsforhold tackle sådan en situation, og hvordan ville de næste par minutter kunne være med til at fremme et jævnbyrdigt forhold?
Unge hustru, ser du i ham en, der har arbejdet hele dagen for at bringe mad på bordet? Unge ægtemand, ser du i hende en, der har arbejdet hele dagen for at omsætte denne mad til næring? Kan I begge se ud over dagens gøremål og i stedet tænke på, hvilket uvurderligt menneske I er gift med?
Kærlighedens tærskler
Når I har øvet jer sammen i tålmodighed gennem et helt liv, hvordan vil jeres sidste jordiske tærskel da se ud? Vil den minde lidt om John og Therissa Clarks? I 1921 skrev John Haslem Clark fra Manti i Utah det, der skulle blive hans sidste dagbogsnotat:
»Familien har været her i dag, men de er taget hjem nu. Lyden af løbende fødder og latteren og den lystige pludren er stilnet af. Vi er alene. Vi to. Vi to, som skæbnen har gjort til ét. For længe siden, ja, det er tres år siden nu, at vi mødtes under junis grønne træer. Jeg var den første, der kyssede dig. Hvor var du dog en genert ung pige. Ingen anden kvinde på denne jord eller i himlen kunne betyde mere for mig, end du gør. Jeg ville hellere have dig her ved min side, kvinde, med dit grå hår, end nogen frisk, smuk, ung kvinde. Der, hvor du er, er mit hjem. Og hvor du ikke er, findes der kun hjemlængsel. Når jeg ser på dig, indser jeg, at der findes noget, som er større end kærlighed, skønt kærlighed er det største her på jord. Det er loyalitet. For hvis jeg blev jaget bort i skam, ville du følge mig. Hvis jeg brændte af feber, ville dine kølige hænder bringe mig lindring. Med din hånd i min kan jeg gå bort og indtage min plads blandt de frelste i himlen. Da jeg er otte år ældre end dig – og som årene gik, og jeg fornemmede, at afskedens time nærmede sig – dukkede det ofte op i vore tanker og samtaler: Hvordan skulle den ene af os dog kunne blive alene tilbage? Alene, efter at have levet sammen i 56 år. Jeg turde knap tænke på det, og lidt egoistisk trøstede jeg med ved tanken om, at vores alder taget i betragtning ville det næppe blive mig, der kom til at sidde alene tilbage.«
En anden håndskrift dukker op på samme side. Det er Therissas røst, der blidt afslutter Johns dagbog:
»Der er gået næsten to og et halvt år siden det sidste notat, og de efterfølgende begivenheder har været så triste og hjerteskærende for denne, hans livsledsagerske, at jeg har måttet lægge pennen fra mig flere gange, før jeg endelig fik afsluttet denne dagbog. Følelsen af tab og ensomhed er altid til stede og vil være det til mine dages ende … Vil tiden mildne denne tristhed, så jeg kan forlade vores gamle hjem uden at føle, at han venter på mig der og kalder på mig? Kun herhjemme føler jeg mig tilfreds, her, hvor jeg føler, at han våger over mig, og hvor hans tilstedeværelse altid føles.
Den 11. marts 1923 gik John Haslem Clark bort efter blot en uges sygdom. Han virkede helt som han plejede, han snakkede og var aktiv. Vi anede ikke, at afskedens time var så tæt på, før han pludselig gled ind i bevidstløsheden nogle timer før sin død. Åh, må vi altid være så rene og rede til at træde frem for vores Skaber, som han var.«10
Vi kender ikke detaljerne om Johns og Therissas liv, da de trådte over livets sidste tærskel. Men vi ved, at 56 års daglige samtaler i den sidste ende formede de mennesker, som de blev, og den kærlighed, som de kendte.
Hvis vores unge par blot kunne vide, at det er den kærlighed, de kan føle og forstå, når deres liv er ved at være omme, hvad ville de så ikke give for det? De ville lytte mere og vælge klogere, igen og igen, dag efter dag, beslutning efter beslutning. De ville ved tålmodig erfaring lære, at »arbejde er synliggjort kærlighed«.11 Som årene gik, ville de indse, at deres ægteskab hjælper dem til at blive bedre Jesu Kristi disciple, ja, til at blive mere som han. Og da vil de, når de overskrider jordelivets sidste tærskel, forstå, at i hvor høj grad de er blevet ét med ham afhænger af i hvor høj grad de er blevet ét med hinanden.