Det begyndte med en pjece
En ung postmedarbejder i Korea fandt det svar, han søgte, men ville hans familie høre på det?
En dag i sommeren 1969 gav en ung missionær i Chuncheon i Republikken Korea en pjece om formålet med livet til den mand, som sorterede udenlandsk post på postkontoret. Den unge ældste var næppe klar over, hvilken lang række af samtaler han havde sat i gang.
Det var den postmedarbejder, der modtog pjecen heller ikke. Cho Joong Hyun var ikke klar over, hvorfor hans job i det offentlige havde ført ham så langt væk fra hans hjem i Suncheon, der ligger nær den koreanske halvøs sydspids. Først senere blev han klar over, at han havde været netop der på det tidspunkt for at kunne modtage pjecen.
Denne lille hændelse førte til hele hans families omvendelse, og senere blev mange andre omvendt på grund af deres indflydelse. Men alle de omvendelser forløb ikke let. »Det tog mere end 20 år at få hele min familie døbt,« siger han. Takket være hans indsats kan hans forældre og søskende og deres ægtefæller og børn nyde evangeliets velsignelser.
Cho Joong Hyuns egen omvendelse var vanskelig. Den pjece, som missionæren havde givet ham, var »rigtig god«, siger han, for den gav ham svar på formålet med livet, noget han aldrig havde fundet i den kristne kirke, han tidligere var kommet i. Men alligevel mente han ikke, at en ukendt amerikansk kirke kunne tages alvorligt, så han smed pjecen i en skuffe og glemte alt om den en tid.
Han glemte den, lige til en morgen hvor han vågnede efter endnu en aften med druk og billard med venner. Han lå og tænke på, at han burde lægge sit liv om. Så kom han i tanker om pjecen, der havde givet ham svar.
Det første sidste dages hellige søndagsmøde, som han overværede, gjorde ikke synderligt indtryk på ham. Den lejede bygning var meget lille, og han mindes, at forsamlingen til søndagsskole bestod af missionærerne, deres husholderske, en bedstemor og to børn samt et par studerende.
Men de svar, som pjecen gav, og de unge ældsters ydmyghed og vidnesbyrd fik ham til fortsat at tale med missionærerne, selv om han var forsigtig med hensyn til deres kirke. Han kan huske, at han diskuterede religion med dem. Da de citerede skriftsteder fra Mormons Bog, tænke han: »De er virkelig gode til at finde på det der. Det lyder næsten ligesom Bibelen.« De gav ham et eksemplar af Mormons Bog, og foran i bogen havde nogen skrevet Moroni 10:3-5, hvori læseren bliver lovet, at vedkommende gennem Helligånden kan få at vide, om bogen er sand. Cho Joong Hyun kom i tanker om historien om Joseph Smith og tog derfor ud til sit yndlingssted i bjergene for at bede. Men han modtog ikke noget øjeblikkeligt svar.
»De er sande«
Så en dag, hvor han sad på et bibliotek og læste i Mormons Bog og Lære og Pagter, hørte han tydeligt en stemme, der sagde: »De er sande, og de er mine.« Han så sig omkring for at se, om andre havde hørt stemmen. Tårerne løb ned ad hans kinder, da han blev klar over, at budskabet var til ham alene.
Da Cho Yong Hyun blev døbt og bekræftet i 1969, ændrede alt sig for ham. Mennesker og ting, som tidligere havde været ham imod, var det ikke længere. Han så skønhed overalt omkring sig, selv om intet egentlig var forandret. Han tilbragte en del tid med at banke på døre sammen med missionærerne og bære vidnesbyrd.
Han måtte lægge missioneringen til side en tid, mens han gjorde tjeneste i militæret under Vietnamkrigen. Men han begyndte at forkynde evangeliet igen, da han vendte hjem til Suncheon i midten af 1970erne.
Der var ikke andre medlemmer af Kirken i den by. En af de måder, hvorpå han prøvede at ændre på det, var ved at uddele eksemplarer af Mormons Bog til de mennesker, han mødte. »Jeg syntes, at jeg burde fortælle andre om denne sande og dyrebare bog,« siger han. Men der kom ikke meget ud af det. Hans største indflydelse som missionær fandt sted blandt hans egne søskende.
Hans yngste søster, Cho Sungja (koreanske kvinder beholder deres pigenavn, når de bliver gift), mindes, at hendes bror i begyndelsen simpelthen afholdt familieaftener for sine søskende og forkyndte evangeliske principper for dem. Og med tiden præsenterede han dem for missionærerne.
Cho Sungja tog straks imod evangeliet. Hun fornemmede Helligånden vidne for hende om, at Joseph Smiths første åbenbaring virkelig var sand. Medlemmer af et andet trossamfund havde vist hende et skriftsted i Johannes Åbenbaring, som de hævdede var en advarsel mod at føje mere til den bogs ord (se Åb 22:18.19). Men da hun en dag slog op i Mormons Bog og læste 2 Nefi 29, fortalte nogle af versene i det kapitel hende, hvorfor der var brug for yderligere åbenbaring (se versene 11-14), og atter fornemmede hun, at Ånden vidnede om, at det var sandt.
Hendes far advarede hende mod at slutte sig til Kirken, men til sidst, som svar på hendes bønner, gav han hende sin tilladelse. Hun blev døbt og bekræftet i 1976, 16 år gammel.
Deres betroede vejleder
Ligesom sin banebrydende storebror, Joong Hyun, ville Sungja forkynde det evangelium, hun havde fundet. Hun fortalte vidt og bredt om det til sine venner i skolen, og med tiden blev fem af dem døbt og bekræftet.
Sungjas næstældste bror, Cho Yong Hyun, havde lyttet til missionærerne sammen med sine søskende. Deres forældre havde travlt med at bestyre familierestauranten, og Yong Hyun, der var deres næstældste søn, fik ofte til opgave at passe på sine yngre søskende. Hans søskende var kommet til at elske ham og stole på hans dømmekraft. »Jeg respekterede virkelig min storebror, så da han præsenterede mig for evangeliet, tog jeg imod det,« siger Yong Hyun.
Men Yong Hyuns omvendelse byggede ikke udelukkende på broderens vidnesbyrd; han modtog sit eget stærke vidnesbyrd om sandheden, og da han først var blevet medlem, besluttede han sig for at tjene trofast.
Og den beslutning førte ham, mens han endnu læste, til at nære et ønske om at udføre en mission – noget hans far var meget imod. Men Yong Hyun opnåede sin fars accept ved at love at studere endnu flittigere, når han vendte hjem. Og det løfte holdt han.
Far og søn kom atter op at skændes om Kirken nogle år senere, da Yong Hyun blev tilbudt en stilling i Kirkens Uddannelsessystem. Han sad i en god stilling i et firma i oliebranchen på det tidspunkt, men han tog imod stillingen i Kirken og har virket som koordinator i Kirkens Uddannelsessystem i Gwangju-området i det sydlige Korea siden 1986. Hans far var meget imod det jobskifte, for han syntes, at det var uklogt at forlade et godt job hos et anset firma for at arbejde for en forholdsvis ukendt kirke, som havde sin oprindelse i USA. Faderen fortalte senere, at han havde grædt bitterligt over Yong Hyuns beslutning, og han havde været lige ved at slå hånden af ham. Heldigvis blev de forsonet.
Alle Cho-børnene siger, at deres far var deres værste modstander, når det gjaldt deres ønske om at studere og efterleve evangeliet. Han kunne være meget krævende, og i sin traditionelle rolle som familiens overhoved forventede han lydighed.
Løsningen var tjeneste
Men nogle af de andre søskende havde deres egne forbehold med hensyn til Kirken. Den næstældste datter, Cho Gil Ja, spekulerede meget på, hvorfor hendes storebror forventedes at tjene så meget i Kirken uden at få løn for det, sådan som præster gjorde i andre kirker. Hun traf en ung mand, giftede sig og fik selv børn, før hun endelig efterkom sin brors opfordring til at lytte til missionærerne.
Da de bad hende om at læse Mormons Bog, blev hun så grebet af den, at hun læste den på tre dage. Hu fulgte Moronis formaning om at bede angående dens lære og modtog en klar bekræftelse på, at den er sand. Hun sagde, at i det øjeblik »følte jeg, at der måtte være noget, jeg kunne gøre for Gud.« Den tilkendegivelse, som hun modtog som svar på dette ønske var, at hun også skulle komme i Kirken og tjene.
Gil Ja havde lært at tjene fra andres eksempel. Hendes mor havde altid efterlevet det princip. Hun tjente Kirkens medlemmer, før hun selv blev medlem.
Hendes mor fattede kærlighed til Kirkens medlemmer og de søstermissionærer, som så gerne ville undervise hende. Men det var svært for hende at give afkald på sin religiøse tradition. I sit skab havde hun en lille Buddhastatue, som hun bad til hver dag. Vendepunktet i hendes omvendelse kom, da hun drømte, at hun bad til sin Buddha, hvorefter den begyndte at græde tårer fra sine malede øjne og langsomt vende hende ryggen. Hun forstod, at drømmen betød, at det var på tide, hun fulgte en ny trosretning.
Tre år efter at hun var blevet døbt og bekræftet, gik hendes mand – der på det tidspunkt var det eneste familiemedlem, som stadig stod uden for Kirken – med til at lytte til evangeliet, og han blev omvendt. Da han blev medlem af Kirken, blev han et helt andet menneske, siger hans børn – sødere, venligere og mere tolerant.
En forenet familie
Omtrent 26 år efter Cho Joong Hyuns dåb, var hele hans familie langt om længe medlemmer af Kirken. Det var en stor begivenhed for familien, da deres far og mor blev beseglet til hinanden i templet i Seoul i Korea. Et andet gribende øjeblik for familien var, da alle børnene i familien Cho sang den vuggevise for deres far, som han altid sang for dem, da de var små.
Deres mor tjente trofast i Kirken indtil sin død. Selv mens hun lå på hospitalet med mavekræft, var hun missionær for pigen i sengen ved siden af, og hun præsenterede hende for evangeliet.
Hendes sønner og døtre viderefører den tjenestetradition. Der er to præsident Cho’er i familien. Yong Hyun, der er koordinator i Kirkens Uddannelsessystem, har tjent i en lang række lederskabskaldelser i præstedømmet i årenes løb, og han virker i dag som stavspræsident for Gwangju Stav. Cho Joong Hyun, der førte sin familie ind i Kirken, har også virket i en lang række lederskabskaldelser i Suncheon, blandt andet som distriktspræsident. I dag er han præsident i Suncheon Gren. Cho Gil Ja har tjent som hjælpeforeningspræsident i både menighed og stav i mere end 16 år. Andre brødre og søstre i familien er aktive i deres områder, og de er alle gift med aktive medlemmer.
Indtil videre har syv af familien Chos børn og børnebørn været på fuldtidsmission, og andre bereder sig på at tage af sted. Flere af børnene og børnebørnene er gift med hjemvendte missionærer. Nu vokser fjerde generation af familien Cho op i Kirken. Deres liv har ikke været uden vanskeligheder, men de har modtaget velsignelser for deres lydighed.
Den missionær, som gav en pjece til en ung postmedarbejder for fire årtier siden, kunne umuligt vide, hvad der ville vokse op fra det frø, han havde sået. Men høsten har været rig – og det er måske kun begyndelsen.