2008
En bog med et løfte
Maj 2008


En bog med et løfte

Jeg beder til, at vi vil fortsætte med at anvende Mormons Bog. Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, hvor vi kan fortælle vores familie og venner om evangeliets budskab.

Elder Craig C. Christensen

Mine kære brødre og søstre, det har været et helligt privilegium at være sammen med jer ved opretholdelsen af præsident Thomas S. Monson, hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostle som profeter, seere og åbenbarere. Jeg vidner om, at profeter »taler, når de bliver tilskyndet af Helligånden.

Og hvad de end taler, når de bliver tilskyndet af Helligånden, skal være hellig skrift, skal være Herrens vilje, skal være Herrens sind … og Guds kraft til frelse« (L&P 68:3-4).

Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi fordelen og velsignelsen ved de levende skrifter, som bliver kundgjort af dem, der er opretholdt som profeter, såvel som de kanoniserede skrifter, der findes i Bibelen, Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Profeten Nefi skrev: »For min sjæl fryder sig ved skrifterne, og mit hjerte grunder over dem, og jeg skriver dem til mine børns lærdom og gavn« (2 Ne 4:15). Nedfældede skrifter, især Mormons Bog, bringer os til at tro på Gud og blive »forligt med ham ved Kristi, hans enbårne Søns, forsoning« (Jakob 4:11).

For flere måneder siden havde en ven og jeg mulighed for at præsentere et sæt skrifter til en kollega, som ikke er medlem af Kirken. Da vi vidste, at det kunne ændre hans liv – og vores – tog vi os tid til at få hans navn præget på hver bog. Da vi præsenterede disse hellige optegnelser for ham, kunne vi se, at han blev dybt rørt over betydningen og oprigtigheden af vores gave. I adskillige minutter undersøgte han hver bog uden at sige noget, strøg med sin hånd over forsiden og bladrede om på nogle af siderne.

Da vi var klar over betydningen af dette øjeblik, hjalp vi ham med at bladre om til titelsiden af Mormons Bog og begyndte at forklare, at Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd, eller vidne, om Jesus Kristus. Han stillede dernæst et spørgsmål, som alle missionærsindede medlemmer er ivrige efter at få: »Hvorfor har vi brug for nye vidner om Jesus Kristus udover Bibelen?« Frem for at give et hurtigt svar spurgte vi ham, hvorfor han mente, det kunne være vigtigt. Hans svar forekom endnu mere inspireret end hans spørgsmål. Han foreslog, at eftersom der syntes at være så mange variationer af Bibelen og dens lærdomme, har vi brug for en slags afklarende røst, noget der kunne hjælpe os med bedre at forstå Bibelen. Hans bemærkning åbnede døren for os til at fortælle om vore følelser og vidnesbyrd med hensyn til både Bibelen og Mormons Bog.

Vi begyndte med at udtrykke vores hengivenhed og dybe overbevisning om Bibelens doktriner og lærdomme, især Det Nye Testamente. At være i stand til at læse mange af Frelserens ord, sådan som han underviste i evangeliet under sit jordiske virke, styrker det os og hjælper det os med at lære ham at kende og lærer os, at vi kan blive mere ligesom ham. Vi forklarede derefter, at ligesom Bibelen er Mormons Bog et yderligere bevis på, at Gud elsker alle sine børn og har sørget for en måde, hvorpå vi kan vende tilbage til ham og bo sammen med ham igen. Vi tilbragte den næste time eller deromkring med at gennemgå mange aspekter af Mormons Bog, herunder dens historie og guddommelige oprindelse. Må jeg have lov at fortælle om nogle få af de ting, vi drøftede.

En bog med et løfte

Først forklarede vi, at Mormons Bog er en bog med et løfte. Selv om dens historie i sig selv er fængslende, er det en bog med skriftmæssig betydning, som bør modtages og læses under Helligåndens indflydelse. Alle, som studerer og overvejer dens lærdomme, får et løfte, som findes i det sidste kapitel i Moroni (se Moro 10:3-4), så vel som i indledningen til Mormons Bog, hvor der står: »Vi opfordrer alle mennesker overalt til at læse Mormons Bog, til i hjertet at grunde over det budskab, den indeholder, og til derefter at spørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om bogen er sand. De, der følger denne anvisning og spørger i tro, vil få et vidnesbyrd om dens sandhed og guddommelighed ved Helligåndens kraft.« Vi tilbragte dernæst adskillige minutter med at undervise om bøn og om, hvordan Helligånden kan tale til vores hjerte og bekræfte, at Mormons Bog er sand.

En bog med et formål

Dernæst forklarede vi, at Mormons Bog er en bog med et formål. På titelbladet kan vi læse, at Mormons Bog blev »skrevet på befaling« og »ved profetiens og åbenbarelsens ånd« for at »komme frem ved Guds gave og kraft« for at overbevise hver eneste af os om, »at Jesus er Kristus, den evige Gud.« I et personligt udtryk om dette formål skrev Nefi som en af forfatterne til Mormons Bog: »For fylden af min hensigt er, at jeg må kunne formå mennesker til at komme til Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud og blive frelst« (1 Ne 6:4).

En bog, der lærer os om den store plan for lykke

Derudover forklarede vi, at Mormons Bog er en bog, der lærer os om »den store plan for lykke« (Alma 42:8, se også v. 5, 13, 31; 2 Ne 9). I dybsindige og dog forståelige udtryk lærer Mormons Bog os om livets formål, hvor vi kom fra, og hvad der sker, når vi dør. Vi lærer om tro på Jesus Kristus og hans sonoffer, om omvendelse, om vigtigheden af dåb ved nedsænkning og om Helligåndens gave og kraft. Ved at studere og tage for os af Mormons Bogs lærdomme opnår vi »et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker,« med et ønske om at »[holde] ud til enden,« så vi kan få »evigt liv« (2 Ne 31:20).

En bog, som vidner om, at Jesus er Kristus

Som det vigtigste erklærede vi, at Mormons Bog er en bog, der vidner om, at Jesus er Kristus, verdens Frelser. Store profeter gennem Mormons Bog har båret højtideligt vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er jordens skaber (se Mosi 3:8), menneskehedens Forløser (se Hel 5:9-12), Faderens Enbårne (se 1 Ne 11:18-21; Jak 4:11). Disse profeter i Mormons Bog kendte ham, ligesom Abraham og Moses gjorde, og tog imod og underviste i hans evigtvarende evangelium. Når vi læser og studerer deres ord, opnår vi en dybere forståelse for Frelserens uforlignelige kærlighed, for hans fuldkomne liv og eksempel og for velsignelserne ved hans store sonoffer.

En bog, der stadfæster Joseph Smiths profetiske mission

Vi vidnede derpå om, at Mormons Bog er et håndgribeligt bevis på, at Joseph Smith blev udvalgt ved Herrens hånd til at genoprette Jesu Kristi Kirke på jorden i disse sidste dage. Som der står skrevet i indledningen til Mormons Bog: »De, der får [et] guddommelig[t] vidnesbyrd fra den hellige Ånd [om Mormons Bogs guddommelighed], vil også ved den samme kraft komme til vished om, at Jesus Kristus er verdens frelser, at Joseph Smith er hans åbenbarer og profet i disse sidste dage, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Herrens rige, der endnu engang er blevet oprettet på jorden.«

Lige siden Samuel Smith tog af sted for at forkynde evangeliet med nogle få eksemplarer af førsteudgaven, har Mormons Bog velsignet millioner af menneskers tilværelse rundt om i verden. Jeg beder til, at vi vil fortsætte med at anvende Mormons Bog. Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus, hvor vi kan fortælle vores familie og venner om evangeliets budskab. Hvis vi gør det, som det var tilfældet med vores kære ven, vil mange reagere med stor interesse for at vide mere om Frelserens liv og mission og hans store plan for lykke for hver enkelt af os.

Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om, at Mormons Bog er sand. Det er en bog, der har bevirket en stor forandring i mit liv. Jeg ved, at Gud lever. Jesus er Kristus. Hans evangelium er blevet gengivet til jorden. Præsident Thomas S. Monson er hans profet og levende orakel på dette tidspunkt. Den Ånd, jeg føler, når jeg dagligt læser, overvejer og beder om Mormons Bog, styrker min forståelse og vidnesbyrd om dette og bekræfter igen for mig, at det er sandt. Jeg bærer ydmygt dette personlige vidnesbyrd for jer. I Jesu Kristi navn. Amen.