Retfærdige traditioner
Vil de traditioner, som vi skaber i vores familie, gøre det nemmere for vore børn at følge de levende profeter?
Så længe, jeg kan huske, gik min far med en smuk rød rubinring på sin venstre hånd. Den blev givet videre til min eneste bror. Jeg formoder, at det vil blive en tradition i vores familie – en arv givet videre fra generation til generation. Det bliver en god tradition forbundet med søde minder.
Vi har alle traditioner i vores familie. Nogle af dem er materielle. Nogle af dem har en dybere betydning. De vigtigste traditioner er forbundet med måden, vi lever vores liv på og vil vare udover os, eftersom vore børns liv bliver påvirket og formet. I Mormons Bog læser vi om lamanitterne, som var dybt påvirkede af deres fædres traditioner. Kong Benjamin sagde, at de var et folk, som ikke kendte til evangeliets principper »og ikke engang tror på det, når de bliver undervist i det, på grund af deres fædres overleveringer, som ikke er rigtige« (Mosi 1:5).
Hvilke traditioner har vi? Nogle kommer måske fra vore forfædre, og nu giver vi dem videre til vore egne børn. Er de, som vi ønsker, de skal være? Er de baseret på retfærdige handlinger og tro? Er de fortrinsvis materielle eller er de evige? Er vi bevidste om at skabe retfærdige traditioner, eller lader vi bare livet passere? Skabes vore traditioner som reaktion på verdens høje stemmer eller bliver de påvirket af Åndens stille sagte røst? Vil de traditioner, som vi skaber i vores familie, gøre det nemmere for vore børn at følge de levende profeter, eller vil de gøre det vanskeligere for dem?
Hvordan bestemmer vi, hvad vore traditioner skal være? Skrifterne giver os en fremragende forskrift. I Mosi 5:15 står der: »Derfor ønsker jeg, at I skal være standhaftige og urokkelige, altid rige på gode gerninger.«
Jeg holder meget af dette, fordi vi ved, at traditioner bliver skabt med tiden, idet vi gentager de samme handlinger igen og igen. Når vi er faste og standhaftige i at gøre det, som er godt, bliver vore traditioner fast forankret i retfærdighed. Men jeg har et spørgsmål. Hvordan afgør vi hvad, der er godt, eller endnu vigtigere, hvad der er godt nok? Et andet skriftsted, som giver os lidt mere information, står i 3 Ne 6:14. Det taler om mennesker, »der var blevet omvendt til den sande tro; og de ville ikke vige fra den, for de var faste og standhaftige og urokkelige, villige til med al flid at holde Herrens befalinger«.
Vi lærer, at vores omvendelse til den »sande tro« går forud for vores evne til at forblive faste, standhaftige og urokkelige i at holde befalingerne. Denne omvendelse er en fast tro på Jesus Kristus som vor Forløser. Et vidnesbyrd om dette findes i Mormons Bog, som er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Det går hånd i hånd med Bibelen i forkyndelsen af Jesu Kristi guddommelighed og mission så vel som realiteten af en levende Fader i himlen. Enhver profet optegnet i disse hellige bøger giver et personligt vidnesbyrd om dette, så vel som læren om, hvordan vi bør leve vores liv for at tage del i forsoningen og finde personlig fred og lykke.
Der er kun én måde, hvorpå vi kan blive personlig omvendt. Det sker gennem Åndens vidnesbyrd, når vi studerer disse skrifter, som vidner om Jesus Kristus. Det kommer, når vi beder, og når vi faster. Det kommer kun, når vi har et stort ønske om at kende sandheden. Vores motivation må være åbenlyst at søge sandheden, snarere end at retfærdiggøre vore handlinger ved at finde fejl i skrifterne, i profeternes lærdomme eller selve Kirken. Vi skal bestræbe os på at høre Åndens fortolkning snarere end verdens forståelse. Vi skal være villige til at åbne vores hjerte og sind, acceptere Herrens måde og, om nødvendigt, at ændre vores liv. Vores personlige omvendelse sker, når vi begynder at leve på den måde, som Herren ønsker vi skal leve – standhaftige og urokkelige – og holder alle befalingerne og ikke blot dem, der er bekvemme. Det bliver så en forædlingsproces, hvor vi stræber efter at gøre hver dag en lille smule bedre end den forrige. På den måde bliver vore traditioner retfærdige traditioner.
Jeg vil opfordre os alle til at tage et kort øjeblik for at tænke over traditionerne i vores liv, og hvordan de påvirker vores familie. Vore traditioner i form af helligholdelse af sabbatsdagen, familiebøn, familieskriftstudium, tjeneste og aktivitet i Kirken, så vel som eksempler på respekt og trofasthed i hjemmet, vil have stor påvirkning på vore børn og på deres fremtid. Hvis vores forældreomsorg er baseret på skrifternes og sidste dages profeters lærdomme, kan vi ikke gå forkert. Hvis vi hver gang, der er en udfordring, for det første og altid vender vores hjerte til vor himmelske Fader for vejledning, vil vi være i sikkerhed. Hvis vore børn ved, hvor vi står, og vi altid står på Herrens side, ved vi, at vi er, hvor vi bør være.
Nu er det vigtigste, at vi konstant arbejder på at gøre dette. Vi vil ikke være fuldkomne til det, og vores familie vil ikke altid reagere positivt, men vi vil opbygge et stærkt fundament for retfærdige traditioner, som vore børn kan regne med. De kan holde fast ved det fundament, når det bliver svært, og de kan vende tilbage til den grundvold, hvis de skulle forvilde sig i en periode.
Ved slutningen af min fars liv gav han meget mere videre til os, hans børn, end en rød rubinring. Hans legeme var udmattet, men i virkeligheden stod han som en søjle af styrke, et eksempel på retfærdighed og sandhed. Hans liv rummede de traditioner, som styrker os i dag, selvom han ikke længere er hos os. Han var »standhaftig og urokkelig, villig med al sin flid til at holde Herrens befalinger.«
Kan vi gøre det for vore børn? Hvilken arv giver vi dem i dag? Hvad vil den være i morgen? Den kan begynde med os. Vil deres hjerte og liv være fyldt med traditioner, som gør det nemmere for dem at acceptere og følge Herren og de sidste dages profeter? Vil vi som familie kunne gøre krav på de lovede velsignelser, »så Kristus, Herren, Gud den Almægtige, kan besegle jer som sine, så I vil blive bragt til himlen, så I kan få evigtvarende frelse og evigt liv« (Mosi 5:15)?
Brødre og søstre, jeg ved, at vi kan! Jeg ved, at Gud elsker os og venter på at hjælpe os med at komme til ham. Vi kan alle vide, at det er sandt. Det ved jeg, at det er! Jeg ved, at Gud lever, at Jesus Kristus er hans Søn og vor Forløser. Jesu Kristi evangelium er sandt. Skrifterne indeholder det og vidner om det. Og vi har en sand og levende profet i dag – præsident Thomas S. Monson. Han er blevet forberedt og bragt frem i denne tid for at lede Herrens kirke.
Når vi forbliver »standhaftige og urokkelige« i at holde Herrens befalinger, vil vi sikre os selv og vores familie himlens velsignelser.
Jeg beder om, at vi vil føle dette dybt i vores hjerte og i vores liv. I Jesu Kristi navn. Amen.