Min sjæl fryder sig ved det, der hører Herren til
At fryde os i det, der hører Herren til … vil »opløfte« vores hjerte og give os grund til at »fryde« os.
I Mormons Bog taler Nefi ofte om fryd. Han fryder sig ved »det, der hører Herren til«, »ved skrifterne« og »ved Herrens store og evige plan« (se 2 Ne 4:15-16, 11:2-8). Navnlig husker Nefi ofte sin kilde til fryd midt under lidelser, som hjælper ham til at opløfte og til at få sin ånd til at fokusere på evige velsignelser.
Også vi bør fryde os i det, der hører Herren til, for det vil »opløfte« vores hjerte og give os grund til at »fryde« os. (2 Ne 11:8). Lad mig nævne et par få ting, jeg fryder mig ved.
Jeg fryder mig ved Frelseren, Jesus Kristus. Ligesom Nefi »fryder [jeg] mig ved min Jesus« (2 Ne 33:6), ved hans tjenende og frelsende roller på jorden. Han tilvejebringer lys og håb og har givet os Helligånden som yderligere vejledning og trøst undervejs på den vej, vi bør gå. Det er kun gennem ham, vi kan vende tilbage til vor Fader. »Frelse kan blive menneskenes børn til del, [kun] i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn« (Mosi 3:17).
Jeg fryder mig ved Jesu Kristi gengivne evangelium, der er bygget på en grundvold af profeter og apostle, som jeg har haft den velsignede mulighed at tjene sammen med. Jeg vidner om, at præsident Thomas S. Monson er Herrens profet på jorden i dag. Jeg fryder mig over, at han virkelig er en kristuslignende tjener for den enkelte og rækker ud med varme og kærlighed til hver enkelt person.
Jeg fryder mig ved præstedømmets nøgler og templer spredt over hele verden, som giver hver enkelt af os adgang til evige ordinancer og pagter. Nogle af mine mest himmelske dage var for nylig ved mine egne børns tempelægteskaber, hvor min far udførte denne hellige ordinance.
Jeg fryder mig ved styrken hos de unge, når jeg ser dem flokkes i templerne for at udføre dåb for de døde. Jeg elsker deres værdige overholdelse af standarderne, som leder til templet og deres forberedelse til at være trofaste missionærer og retskafne mødre og fædre.
Jeg fryder mig ved, at jeg er datter af min himmelske Fader, som elsker mig. Jeg lærte min guddommelige identitet at kende i mine tidligste år ved min mors side. Netop for nylig så jeg mit treårige barnebarn, der lærte om sin identitet fra sin mor. Eliza var kommet i seng i oprevet tilstand. Eliza kunne kun trøstes ved, at hendes mor igen fortalte den sande yndlingshistorie om den særlige nat, da vor himmelske Fader tydeligt og klart til hendes mors hjerte hviskede, at Eliza var en særlig ånd med en ædel mission forude.
Jeg fryder mig overordentligt ved min rolle som opfostrer, hvilket giver mig mulighed for at udtrykke min dybeste identitet som kvinde. Jeg bliver altid slået af forundring over den måde, hvorpå kvinder, unge piger og selv små piger lader til at have en instinktiv interesse i og evne til at nære andre. Det er ikke kun en mors hovedansvar, men det er også en del af vores »førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49). At opfostre er at undervise, fremme udvikling, støtte vækst, ernære og nære. Hvem ville ikke råbe af glæde over at blive givet en sådan velsignet rolle?
Skrifterne anvender på engelsk ordet nurture kun to gange, og i begge tilfælde taler de om forældres ansvar om at opdrage deres børn i »Herrens tugt og formaning« (Ef 6:4; En 1:1).
Præsident Hinckley formanede også både mænd og kvinder til at være opdragere. Han sagde: »Hvor meget smukkere ville … det samfund, som vi lever i, ikke være, hvis enhver far … og mor betragtede [deres] børn … som gaver fra himlens Gud … og opdrog dem med ægte hengivenhed ligesom Herrens visdom og formaninger« (»Disse, vore små«, Liahona, dec. 2007, s. 7).
Jeg fryder mig ved familier. For nylig frydede jeg mig ved fødslen af et nyt barnebarn i en familie, der forstår, at forældre har et stort ansvar for at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed. De ældre søskende havde en naturlig nysgerrighed for deres lillesøsters indtræden i denne verden. Deres første lektioner om dette hellige emne underviste deres forældre dem i ved en hellig familiestund, i den himmelske stemning, der følger med en ny sjæls fødsel til jordelivet og i sammenhæng med vor Faders store evige plan. I modsætning hertil vendte vores barnebarn hjem fra børnehaven næste dag og fortalte, at hun den dag i klassen havde lært nogle »fine nye ord, seksuelt misbrug.« Jeg følte mig bekymret over, at børn så tidligt – af sikkerhedsmæssige grunde – måtte være opmærksom på de negative sider af emnet, der var talt så smukt om aftenen før. Jeg frydede mig som aldrig før over en familie, hvor opdragelsen er baseret på Jesu Kristi lærdomme.
Jakob underviste i, at Herren fryder sig ved »kvinders kyskhed« (Jakob 2:28). Jeg fryder mig ved alle kvinders og mænds kyskhed og renhed. Hvor må det volde sorg for Herren at se dyd blive krænket og sømmelighed blive hånet overalt i denne ugudelige verden. Herren har givet sine børn stor glæde gennem fortrolige, kærlige forhold, som mine børnebørn lærte. Jeg fryder mig ved tydeligheden i familieproklamationen til verden, som advarer om, at »personer, som bryder deres løfte om troskab, som misbruger deres ægtefælle eller deres børn, eller som ikke opfylder ansvarene i familien, en dag skal stå til ansvar over for Gud.«
Jeg fryder mig ved eksempler i skrifterne på dem, som på deres jordiske rejse går ved tro. Hver gang jeg går sammen med Abraham og Isak på vej hen til Morijabjerget, græder jeg, fordi jeg ved, at Abraham ikke ved, at en engel og en vædder i krattet vil være der ved slutningen af rejsen. Vi er hver især midtvejs på vores jordiske vej, og vi kender ikke resten af vores egen historie. Men vi bliver ligesom Abraham ofte velsignet med mirakler.
Jeg fryder mig ved Herrens »nåde og mirakler« (»Bless Our Fast, We Pray«, Hymns, nr. 138). Jeg ved, at hans kærlige nåde og hans mirakler, store og små, er virkelige. De kommer på hans måde og efter hans tidsplan. Sommetider er det først, når vi har nået vores yderste grænse. Jesu disciple på Genesaret sø måtte slide i det med at ro mod vinden gennem hele natten, før Jesus til sidst kom dem til undsætning. Han kom først i den »fjerde nattevagt«, hvilket er kort før daggry. Men han kom (se Mark 6:45-51). Mit vidnesbyrd er, at mirakler virkelig kommer, selv om det nogle gange først er i den fjerde nattevagt.
Lige nu anvender jeg min tro og mine bønner og ser efter mirakler på vegne af nogle kære, som er fysisk syge, følelsesmæssigt udmattede eller åndeligt på afveje. Jeg fryder mig ved Herrens kærlighed til hvert eneste af sine børn og ved hans visdom, der gør det muligt for os at få individuelt tilpassede jordiske oplevelser.
Til sidst fryder jeg mig, mere end jeg kan udtrykke, ved min ægtemands evige kærlighed og stadige hjælp såvel som mine børns og forældres bønner og støtte i disse år, hvor jeg tjente som hovedpræsident for Unge Piger.
»Min sjæl fryder sig ved det, der hører Herren til« (2 Ne 4:16) – hans lov, hans liv og hans kærlighed. At fryde sig ved ham er at anerkende hans hånd i vores tilværelse. Vores pligt i evangeliet er at gøre det, der er rigtigt, og at elske det og fryde sig ved det, der er rigtigt. Når vi frydes ved at tjene ham, frydes vor Fader i himlen ved at velsigne os. »Jeg, Herren … finder glæde i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed indtil enden« (L&P 76:5). Jeg ønsker altid at være værdig til hans fryd. »Jeg elsker Herren, ved ham frydes min sjæl« (»I Love the Lord«, Jackman Music Corp., Orem, Utah). I Jesu Kristi navn. Amen.