Ældste Lawrence E. Corbridge
De Halvfjerds
Ældste Lawrence Edward Corbridge anerkender sin afhængighed af Herren.
»Kristus er vores eneste håb og hele vores håb og den eneste måde, hvorved vi kan gøre alt, hvad han har bedt os om at gøre,« siger han. »Vi kan have fuld tillid til, at han vil hjælpe os med at klare os godt.«
Ældste Corbridge har fået sit vidnesbyrd fra års tjeneste i Kirken, hvor han bl.a. har været biskop, højrådsmedlem, stavspræsident og præsident for Santiago Nordre Mission i Chile fra 2002 til 2005.
Ældste Corbridge er født den 6. april 1949 og er søn af Ivan Corbridge og Agnes Howe Corbridge. Han er opvokset i Provo i Utah i USA. Fra 1968 til 1970 tjente han på fuld tid i Argentinas Nordlige Mission.
Han fik en bachelorgrad i erhvervsøkonomi og en cand. jur. fra Brigham Young University. Efter eksamen begyndte han en juridisk karriere og på det tidspunkt, hvor han blev kaldet til De Halvfjerds’ Første kvorum, var han partner i et advokatfirma i Salt Lake City.
Han giftede sig med Jacquelyn Shamo i templet i Provo i Utah den 21. december 1974. Ældste Corbridge tilbragte som ung mand somrene med at arbejde på kvægfarme i Idaho og Utah, hvor han lærte at elske livet under åben himmel, en kærlighed han deler med sin hustru og fem sønner gennem forskellige aktiviteter, deriblandt at bestige klipper, river rafting og stå på ski samt snowboard.
»Kundskab, fast karakter og sociale forhold, især til familien, er blandt de få ting i livet, der virkelig betyder noget,« siger han. En anden er »altid at erindre Kristus«.
Ældste Corbridge fortsætter: »Vi indgår hver uge pagt om at gøre netop det, når vi tager nadveren. Sommetider formår vi det ikke. Alligevel siger Herren, at vi skal se hen til ham i alle vore tanker. Så hvad enten vi arbejder på at forsørge en familie, er mor og husmor eller ligger på et hospital med et halvt år tilbage at leve i, så er det stadig vores vigtigste udfordring – at erindre ham og gøre det, han ville gøre.«