Retskafne eksempler
Det er vores pligt at leve således, at vi kan være retskafne eksempler.
I aften er jeg opmærksom på, at I, mine brødre, både her i Konferencecentret og på tusinder af andre steder, repræsenterer den største forsamling af præstedømmet, der nogensinde har været forsamlet. Vi tilhører det største broderskab i hele verden. Hvor er vi heldige og velsignede ved at bære Guds præstedømme.
Vi er blevet instrueret og opløftet, mens vi har lyttet til inspirerede taler. Jeg beder til, at jeg må få en andel af jeres tro og bønner, mens jeg fortæller jer om de tanker og følelser, jeg har haft den sidste tid, mens jeg har forberedt mig til at tale til jer.
Som bærere af præstedømmet, er vi placeret på jorden i en vanskelig tid. Vi lever i en kompleks verden med store konflikter alle vegne. Politiske intriger ødelægger nationers stabilitet, tyranner griber efter magt, og dele af samfundet synes for stedse undertrykt, nægtet muligheder og efterladt med en følelse af fiasko.
Vi, som er blevet ordineret til Guds præstedømme, kan have afgørende betydning. Når vi gør os fortjent til Herrens hjælp, kan vi opbygge drenge, bringe mennesker på ret køl, og udføre mirakler i hans hellige tjeneste. Vore muligheder er uendelige.
Det er vores opgave at være passende eksempler. Vi bliver styrket af den sandhed, at den største styrke i verden i dag er Guds kraft, sådan som den virker gennem menneskene. Hvis vi går Herrens ærinde, brødre, har vi ret til Herrens hjælp. Den sandhed må I aldrig glemme. Denne guddommelige hjælp er selvfølgelig betinget af vores værdighed. Vi må alle spørge: Er mine hænder rene? Er mit hjerte rent? Er jeg en værdig Herrens tjener?
Vi er omgivet af så meget, der er skabt til at flytte vores opmærksomhed fra det, der er dydigt og godt, og til at friste os med det, der kan få os til at blive uværdige til at udøve det præstedømme, vi bærer. Jeg taler ikke kun til de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, men til personer i alle aldersgrupper. Fristelser kommer i forskellig form gennem hele livet.
Brødre, er vi værdige til når som helst at udføre de hellige pligter forbundet med det præstedømme, vi bærer? Unge mænd – I, der er præster – er I rene på legeme og ånd, når I sidder ved nadverbordet om søndagen og velsigner symbolerne på nadveren? Unge mænd, der er lærere, er I værdige til at forberede nadveren? Diakoner, når I omdeler nadveren til Kirkens medlemmer, gør I det så forvisset om, at I er åndeligt værdige til at gøre det? Forstår I alle fuldt ud betydningen af alle de hellige pligter, I udfører?
Mine unge venner, vær stærke. Menneskers filosofi omgiver os. Syndens ansigt bærer i dag ofte tolerancens maske. Bliv ikke vildledt, bag denne facade venter hjertesorg, ulykke og smerte. I ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og ingen forklædning, uanset hvor tillokkende, kan ændre det. Overtrædelsens karakter forbliver uændret. Hvis jeres såkaldte venner opfordrer jer til at gøre noget, som I ved er forkert – lad det så være jer, der forsvarer det rette, selv om I står alene. Hav moralsk mod til at være et lys, andre kan følge. Der er intet venskab af større værdi end jeres egen rene samvittighed, jeres egen moralske renhed – og sikken storslået følelse det er at vide, at I kan stå på jeres fastsatte post ren og velvidende, at I er værdige til at gøre det.
Brødre i Det Melkisedekske Præstedømme, stræber I flittigt hver dag efter at leve, som I burde? Er I venlige og kærlige over for jeres hustru og jeres børn? Er I ærlige i jeres omgang med jeres omgivelser – til alle tider og i alle situationer?
Hvis nogen af jer har snublet på vejen, så der andre, der vil hjælpe jer med atter at blive rene og værdige. Jeres biskop eller grenspræsident er ivrig og villig til at hjælpe, og vil, med forståelse og medfølelse, gøre alt i sin magt for at hjælpe jer i omvendelsesprocessen, så I atter kan stå retfærdige foran Herren.
Mange af jer husker præsident N. Eldon Tanner, der tjente som rådgiver til fire af Kirkens præsidenter. Han var et ufravigeligt eksempel på retskaffenhed gennem hele sin karriere i erhvervslivet, som politiker i Canada og konstant i sit privatliv. Han gav os dette inspirerede råd:
»Intet vil bringe større glæde og medgang end at leve i overensstemmelse med evangeliets lærdomme. Vær et godt eksempel, vær en positiv indflydelse …
Hver eneste af os er blevet forudordineret til et eller andet værk som [Guds] udvalgte tjener, som han har anset for værdig til at overdrage præstedømmet og magt til at handle i hans navn. Husk altid, at folk ser til jer som ledere, og I påvirker andres tilværelse enten i god eller dårlig retning, og den indflydelse vil kunne mærkes i kommende generationer.«1
Mine brødre, jeg gentager, at det som bærere af Guds præstedømme er vores pligt at leve således, at vi kan være retskafne eksempler, som andre kan følge. Når jeg har overvejet, hvordan vi bedst kan være sådanne eksempler, har jeg tænkt på en oplevelse, jeg havde for nogle år siden, da jeg deltog i en stavskonference. Ved hovedmødet lagde jeg mærke til en dreng, der sad med sin familie på forreste række i stavscentret. Jeg sad på forhøjningen. I løbet af mødet begyndte jeg at lægge mærke til, at hvis jeg lagde det ene ben hen over det andet, så gjorde drengen det samme. Hvis jeg gjorde det modsatte og havde det andet ben forrest, så fulgte han efter. Hvis jeg lagde mine hænder i skødet, gjorde han det samme. Hvis jeg hvilede min kind på min hånd, gjorde han også det. Uanset hvad jeg gjorde, så fulgte han min bevægelse. Dette fortsatte, indtil tiden nærmede sig, hvor jeg skulle tale til forsamlingen. Jeg besluttede at sætte ham på en prøve. Jeg så direkte på ham, sikker på at jeg havde hans opmærksomhed, og så vrikkede jeg med ørerne. Han prøvede forgæves at gøre det samme, men der fik jeg ham! Han kunne bare ikke få sine ører til at vrikke. Han vendte sig mod sin far, som sad ved siden af ham, og hviskede noget til ham. Han pegede på sine ører og så på mig. Da faderen så i min retning, selvfølgelig for at se mine ører vrikke, så sad jeg alvorligt med armene over kors uden at bevæge en muskel. Faderen så lidt skeptisk på sin søn, som så lettere besejret ud. Endelig gav han mig et lidt fåret smil og trak opgivende på skuldrene.
Jeg har tænkt over den oplevelse gennem årene, når jeg har overvejet, hvordan vi, især når vi er unge, har en tendens til at efterligne vore forældre, vore ledere og vore jævnaldrende. Profeten Brigham Young sagde: »Vi bør aldrig tillade os at gøre noget, som vi ikke ønsker at se vores børn gøre. Vi bør være et eksempel for dem, som vi ønsker, at de skal handle efter.«2
Til jer, der er fædre til drenge, eller som er ledere for drenge, siger jeg: Stræb efter at være det eksempel, som drengene har brug for. Faderen bør selvfølgelig være det bedste eksempel, og den dreng, der er velsignet med en værdig far, er virkelig heldig. Imidlertid kan selv en eksemplarisk familie, med en flittig og trofast far og mor, bruge al den støtte og hjælp, som de kan få fra gode mænd, der er oprigtigt interesseret. Der er også drengen, som ingen far har, eller hvis far for tiden ikke er det eksempel, der er brug for. For den dreng har Herren sørget for et netværk af hjælpere i Kirken – biskopper, vejledere, lærere, spejderledere, hjemmelærere. Når Herrens program fungerer og virker rigtigt, bør ingen ung mand i Kirken være foruden indflydelse fra gode mænd i sit liv.
Den gode virkning fra en inspireret biskop, vejleder eller lærer har meget lidt at gøre med den ydre pragt, der er i magt eller i en overflod af denne verdens goder. De ledere, som har størst indflydelse, er normalt dem, som tænder ild i hjertet med hengivenhed over for sandheden, som får lydighed over for pligten til at ligne det centrale i at være en mand, som forandrer en almindelig rutinemæssig handling til en mulighed, hvor vi ser den person, som vi stræber efter at blive.
Og lad os ikke overse – faktisk vores primære eksempel – vor Frelser, Jesus Kristus. Hans fødsel blev forudsagt af profeter, engle forkyndte bekendtgørelsen af hans jordiske gerning. Han »voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.«3
Døbt af Johannes i den flod, der er kendt som Jordan, indledte han sin officielle gerning blandt mennesker. Jesus vendte ryggen mod Satans spidsfindigheder. Han vendte sig til den pligt, som hans Fader havde fastsat, forpligtede sit hjerte og gav sit liv. Og det var et syndfrit, uselvisk, ædelt og guddommeligt liv. Jesus arbejdede. Jesus elskede. Jesus tjente. Jesus vidnede. Hvilket bedre eksempel kunne vi stræbe efter at efterligne? Lad os begynde nu, nu i aften, med at gøre det. For evigt bortkastet er det gamle jeg og med det nederlag, fortvivlelse, tvivl og vantro. Vi kommer til et nyt liv – et liv med tro, håb, mod og glæde. Ingen opgave synes for stor, intet ansvar virker for tungt, ingen pligt er en byrde. Alt bliver muligt.
For mange år siden fortalte jeg om en, der brugte Frelseren som sit eksempel, en, der stod fast og solidt, stærkt og værdigt gennem livets storme. Modigt højnede han sine præstedømmekaldelser. Han var et forbillede for os alle. Han hed Thomas Michael Wilson, søn af Willie og Julia Wilson fra Lafayette i Alabama.
Da han var teenager, og han og hans familie endnu ikke var medlemmer af Kirken, blev han ramt af kræft, efterfulgt af smertefuld strålebehandling og derpå velsignet med, at sygdommen gik i bero. Sygdommen fik hans familie til at indse, at livet ikke blot er dyrebart, men det kan også være kort. De begyndte at interessere sig for religion som en hjælp gennem denne tid med prøvelser. De blev efterfølgende præsenteret for Kirken og med tiden blev alle undtagen faderen døbt. Da den unge bror Wilson havde modtaget evangeliet higede han efter muligheden for at blive missionær, selv om han var ældre end de fleste unge mænd, når de begyndte deres virke som missionær. Som 23-årig blev han kaldet til at tjene i missionen i Salt Lake City i Utah.
Ældste Wilsons missionærkammerater beskrev hans tro som ubetinget, ufravigelig og urokkelig. Han var et eksempel for alle. Men efter 11 måneder som missionær vendte sygdommen tilbage. Knoglekræft krævede nu, at hans arm og skulder blev amputeret. Alligevel fortsatte han sin missionering.
Ældste Wilsons mod og brændende ønske om at forblive på sin mission rørte hans far, der ikke var medlem, så meget, at han undersøgte Kirkens lære og også blev medlem.
Jeg hørte, at en undersøger, som ældste Wilson havde undervist, var blevet døbt, men derpå ønskede at blive bekræftet af ældste Wilson, som hun respekterede højt. Hun tog sammen med nogle få andre hen til ældste Wilson på hospitalet. Der bekræftede ældste Wilson med sin eneste hånd på hendes hoved hende som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Ældste Wilson fortsatte måned efter måned sin dyrebare, men smertefulde tjeneste som missionær. Han modtog velsignelser, og der blev bedt bønner. Hans medmissionærer kom Gud nærmere på grund af hans hengivne eksempel.
Ældste Wilsons fysiske tilstand forværredes. Enden nærmede sig, og han skulle rejse hjem. Han bad om at tjene en måned længere, og hans ansøgning blev godkendt. Han satte sin lid til Gud, og han, som Thomas Michael Wilson i stilhed stolede på, åbnede himlens vinduer og velsignede ham i overflod. Hans forældre, Willie og Julia Wilson, og hans bror Tony kom til Salt Lake City for at hjælpe deres søn og bror hjem til Alabama. Der var imidlertid stadig en velsignelse, han havde bedt om og higet efter skulle skænkes. Familien inviterede mig til at ledsage dem til templet i Jordan River, hvor de hellige ordinancer, som binder familier for evigt så vel som for tid, blev udført.
Jeg sagde farvel til familien Wilson. Jeg kan stadig se ældste Wilson, da han takkede mig for at være sammen med ham og hans kære. Han sagde: »Det betyder ikke noget, hvad der sker med os i dette liv, når blot vi har Jesu Kristi evangelium og efterlever det. Det betyder ikke noget, om jeg underviser i evangeliet på denne eller den anden side af sløret, når blot jeg kan undervise i det.« Hvilket mod. Hvilken overbevisning. Hvilken kærlighed. Familien Wilson foretog den lange rejse hjem til Lafayette, hvor ældste Thomas Michael Wilson gled herfra til evigheden. Han blev begravet der med sit missionærskilt på rette plads.
Mine brødre, når vi nu forlader dette præstedømmemøde ved konferencen, så lad os alle beslutte os til at forberede os til vor tid med muligheder og til at ære det præstedømme, vi bærer, gennem den tjeneste, vi yder, dem, vi velsigner, og de sjæle, vi er privilegeret at frelse. I er »en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk,«4 og I kan have afgørende betydning. Disse sandheder vidner jeg om. I Jesu Kristi navn. Amen.