De Tolv
For at Kirken kan være hans kirke skal der være et kvorum af tolv apostle, der besidder nøglerne.
Kort tid efter Gordon B. Hinckleys død mødtes de 14 mænd, apostlene, som havde fået overdraget rigets nøgler, i det øverste værelse i templet for at reorganisere Det Første Præsidentskab i Kirken. Der var ingen tvivl om, hvad der skulle ske, ingen usikkerhed. Vi vidste, at seniorapostlen var Kirkens præsident. Og ved det hellige møde blev Thomas Spencer Monson opretholdt af De Tolv Apostles Kvorum som Kirkens præsident. Han udpegede og kaldte sine rådgivere. De blev på samme måde opretholdt, og de blev hver især ordineret og fik myndighed. Præsident Monson fik specifikt myndighed til at benytte alle præstedømmets nøgler. Nu, som skrifterne siger, er han den eneste mand på jorden, som har retten til at benytte alle nøglerne. Men som apostle besidder vi dem alle. Der er en mand blandt os kaldet og ordineret, og han bliver præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han var allerede og har i årevis været opretholdt som profet, seer og åbenbarer.
Da præsident Uchtdorf blev kaldet til Det Første Præsidentskab, blev der en tom plads i De Tolv og i går opretholdt vi et nyt medlem af De Tolvs Kvorum, ældste D. Todd Christofferson. Han slutter sig nu til det hellige broderskab i den hellige kreds, og kredsen er nu fyldt ud. Kaldelsen som apostel går tilbage til Herren Jesus Kristus.
Vi opretholdt også et antal halvfjerdsere. De har nu indtaget deres plads. Skrifterne siger, at det er De Tolvs Kvorums ansvar at lede alle Kirkens anliggender, og når de har brug for hjælp, skal de »rette anmodning til de halvfjerds, frem for til nogen anden.«1 Og nu har vi otte De Halvfjerds’ kvorummer spredt over alt i verden, flere end 300 halvfjerdsere, der alle har den nødvendige myndighed til at gøre, hvad end De Tolv beder dem om at gøre.
Herren selv iværksatte dette mønster for forvaltning:
»Han [gik] engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud.
Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle.«2
Andreas hørte Johannes tale og løb hen til sin bror Simon og sagde: »›Vi har mødt Messias‹
… Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: ›Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas‹ – det er det samme som Peter.«3
Simon og hans bror Andreas stod og kastede net ud i søen. Jakob og Johannes, Zebedæussønnerne, ordnede deres garn. Filip og Bartholomæus og Matthæus, en tolder eller skatteopkræver, Thomas og Jakob, Alfæus’ søn og Simon, kana’anitten og Judas, bror til Jakob samt Judas Iskariot.4
Han bød dem alle: »Kom og følg mig.«5
Han sagde til Peter: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«6
Og han fortalte De Tolv: »Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen.«7
Han gav sine apostle »magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme. Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge … overalt.«8
Og han sagde: »[De] tolv besidder nøglerne til at kunne åbne myndigheden over mit rige i verdens fire hjørner og derefter at sende mit ord til hver skabning.«9
Jesus spurgte sine disciple: »›Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?‹ …
Simon Peter svarede: ›Du er Kristus, den levende Guds søn.‹«10
Da Jesus underviste i synagogen, sagde mange disciple: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det? …
Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.
Jesus spurgte da de tolv: ›Vil I også gå jeres vej?‹
… Simon Peter svarede ham: ›Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.«11
Efter korsfæstelsen huskede apostlene, at han havde sagt, at de skulle blive i Jerusalem.12 Så kom pinsedagen, og de modtog Helligånden.13 De modtog »meget mere fast … profeternes tale«14 og talte som »drevet af Helligånden.«15 Og således blev de fuldt beredte.
Vi ved kun lidt om deres rejser og kun, hvor og hvordan nogle få af dem døde. Jakob blev dræbt i Jerusalem af Herodes. Peter og Paulus døde i Rom. Overleveringer hævder, at Filip tog til Østen. Meget mere end det ved vi ikke.
De spredte og de underviste og vidnede og oprettede Kirken. Og de døde for deres tro, og med deres død indtrådte frafaldets mørke århundreder.
Det mest værdifulde, der gik tabt i forbindelse med frafaldet, var den myndighed, som De Tolv besad – præstedømmenøglerne. For at Kirken kan være hans kirke skal der være et kvorum af tolv apostle, der besidder nøglerne og kan overdrage dem til andre.
Til sidst kom den første åbenbaring og gengivelsen af Det Melkisedekske Præstedømme ved Peter, Jakob og Johannes.16
Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har senere sagt:
»Sandelig siger jeg jer: Den uddelings nøgler, som I har modtaget, er kommet fra fædrene og er til sidst blevet sendt ned til jer fra himlen
… Hvor stort er ikke jeres kald. Gør jeres hjerte og jeres klæder rene, for at denne slægts blod ikke skal kræves af jeres hænder.«17
Den genoprettede kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, var ung, da Det Første Præsidentskab blev organiseret, fulgt af De Tolv Apostles Kvorum, som bestod af almindelige mænd, og så De Halvfjerds’ kvorummer. Gennemsnitsalderen i det første De Tolvs Kvorum var 28.
Der har været en ubrudt myndighedslinje. De præstedømmenøgler, apostlene har fået, har Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum altid besiddet.
I går blev ældste D. Todd Christofferson den 96. apostel, der tjener i De Tolv i denne uddeling. Han bliver ordineret til apostel og fik overdraget alle de præstedømmenøgler, som de andre 14 profeter, seere og åbenbarere – Herren Jesu Kristi apostle – har.
I 1976 blev der afholdt en områdekonference i København i Danmark. Efter afslutningsmødet ønskede præsident Spencer W. Kimball at besøge Vor Frue Kirke, hvor Thorvaldsens statuer af Kristus og de tolv apostle står. Han havde været der nogle år tidligere, og han følte, at vi alle skulle tage derhen.
Bag alteret står den kendte statue af Kristus med åbne udrakte arme, og man ser tydeligt naglegabene i hans hænder og såret i hans side. Langs hver side står statuerne af apostlene, Peter forrest til højre og de andre apostle i rækkefølge.
De fleste i vores gruppe stod nede bag i kirken sammen med kirketjeneren. Jeg stod oppe foran med præsident Kimball foran statuen af Peter sammen med ældste Rex D. Pinegar og Johan Helge Benthin, præsidenten for København Stav.
Peter står med et bundt tunge nøgler hugget i marmor i hånden. Præsident Kimball pegede på dem og forklarede, hvad de symboliserer. Derpå gjorde han noget, som jeg aldrig vil glemme. Han vendte sig om imod præsident Benthin og med en usædvanlig fasthed pegede han på ham og sagde: »Jeg ønsker, at du skal fortælle alle i Danmark, at jeg besidder de nøgler! Vi besidder de rigtige nøgler, og vi anvender dem hver dag.«
Jeg vil aldrig glemme denne udtalelse, dette vidnesbyrd fra profeten. Det havde en åndeligt stærk indvirkning, og indtrykket havde en fysisk påvirkning.
Vi gik ned bag i kirken, hvor resten af gruppen stod. Idet præsident Kimball pegede på statuerne, sagde han til den venlige kirketjener: »Dette er de døde apostle.« Han pegede på mig og sagde: »Her har vi de levende apostle. Ældste Packer er en apostel. Ældste Thomas S. Monson og ældste L. Tom Perry er apostle, og jeg er en apostel. Vi er de levende apostle.
Du har læst om halvfjerdsere i Det Nye Testamente, og her er to af de levende halvfjerdsere, ældste Rex D. Pinegar og ældste Robert D. Hales.«
Kirketjeneren, som indtil da ikke havde vist nogen følelser, fik pludselig tårer i øjnene.
Jeg følte, det var en oplevelse for livet.
»Vi tror på den samme organisation, som fandtes i den oprindelige kirke, nemlig apostle, profeter, hyrder, lærer, evangelister, osv.«18
Når halvfjerdsere bliver ordineret, får de myndighed, selv om de ikke er ordinerede apostle og heller ikke besidder nøgler, og De Tolv skal, når de har brug for hjælp, »rette anmodning til de halvfjerds, frem for til nogen anden, om at udfylde de forskellige kald til at prædike og forvalte evangeliet.«19
I dag er der 308 halvfjerdsere i otte kvorummer. De repræsenterer 44 lande og taler 30 sprog.
Vi ved ikke af, at præstedømmenøgler bliver udøvet i andre kristne kirker. Det virker underligt, at vi af nogle bliver betegnet som ikke-kristne, når vi er de eneste, der har den myndighed og organisation, som han oprettede.
De nuværende Tolv er meget almindelige mennesker. De er ikke, ligesom de oprindelige Tolv heller ikke var det, noget bemærkelsesværdigt som enkeltpersoner, men samlet udgør De Tolv en magt.
Vi kommer fra en mangfoldighed af erhverv. Vi er videnskabsmænd, jurister og lærere.
Ældste Nelson var pioner inden for hjertekirurgi. Han udførte tusindvis af kirurgiske operationer. Han fortalte mig, at han gav hver eneste hjerteopererede patient en livsvarig garanti på sit arbejde.
Adskillige i dette kvorum har været i militæret – en sømand, marinesoldater og piloter.
De har haft forskellige kirkekaldelser: Hjemmelærere, undervisere, missionærer, kvorumspræsidenter, biskopper, stavspræsidenter, missionspræsidenter, og vigtigst af alt – ægtemænd og fædre.
De studerer og underviser alle i Jesu Kristi evangelium. Det, der forener os, er vores kærlighed til Frelseren og hans Faders børn og vores vidnesbyrd om, at han står som overhoved for Kirken.
Næsten alle De Tolv kommer fra ydmyge kår, ligesom dengang Frelseren var her. De levende Tolv er forenede i deres virke indenfor Jesu Kristi evangelium. Da kaldelsen kom, lod de så at sige hver især deres garn være og fulgte Herren.
Præsident Kimball huskes for denne udtalelse: »Mit liv er som mine sko – de skal slides op i tjenesten.«20 Det gælder for alle medlemmer af De Tolv. Vi slider også os selv op i Herrens tjeneste, og vi gør det villigt. Det er ikke noget let liv for os eller vores familie.
Det er ikke muligt med ord at beskrive det bidrag, den tjeneste og det offer, som præstedømmelederes hustruer verden over yder.
For nogen tid siden fik min hustru og søster Ballard næsten samtidigt foretaget en yderst smertefuld rygoperation. Begge klarer det godt, ingen af dem har beklaget sig. Det tætteste, min hustru har været på at klage, var: »Det her er ikke spor sjovt!«
»Det er også de tolvs pligt« – under Det Første Præsidentskabs ledelse – »at ordinere og bringe orden blandt alle de andre embedsmænd i kirken i overensstemmelse med … åbenbaring.«21
Vi har nu midler, hvorigennem vi kan undervise og vidne elektronisk for ledere og medlemmer over hele verden. Men for at kunne overdrage myndighedsnøglerne i den ubrudte linje til præstedømmeledere »ved håndspålæggelse,«22 hvor end i verden de er, skal en af os være der hver gang.
Herren sagde: »Og videre, jeg siger jer, at hver den, som I sender ud i mit navn ved dine brødres, de tolvs, røst, og som er behørigt anbefalet og bemyndiget af jer, skal have magt til at åbne døren til mit rige for en hvilken som helst nation, hvor I end sender dem hen.«23
Skrifterne beskriver De Tolv som »omrejsende rådsmedlemmer.«24
Jeg adskiller mig ikke fra brødrene i De Tolv, De Halvfjerds og Det Præsiderende Biskopråd, som jeg har tjent sammen med i disse 47 år, når jeg fortæller jer, at papirerne viser, at jeg har været i Mexico og Central- og Sydamerika over 75 gange, i Europa over 50 gange, Canada 25 gange, Stillehavsøerne 10 gange, Asien 10 gange og Afrika 4 gange, også to gange i Kina, i Israel, Saudi Arabien, Bahrain, Den Dominikanske Republik, Indien, Pakistan, Egypten, Indonesien samt mange, mange andre steder på hele kloden. Andre har rejst endnu mere end det.
Selv om apostlene besidder alle præstedømmenøglerne, modtager såvel ledere som medlemmer personlig åbenbaring. Faktisk forventes de at søge den gennem bøn og at handle efter den i tro.
»For gennem ham har … vi … i én ånd adgang til Faderen.
Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.
I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.«25
Nu undrer ældste Christofferson sig måske over, ligesom jeg gjorde, hvorfor sådan en som mig skulle ordineres til det hellige apostelkald.
Der er så mange kompetencer, som jeg mangler. Der er så meget i mine bestræbelser på at tjene, der er mangelfuldt. Der er kun en eneste ting, én kvalifikation, der kan forklare det. Ligesom Peter og alle de, der siden hen er blevet ordineret, har jeg det vidnesbyrd.
Jeg ved, at Gud er vor Fader. Han præsenterede sin Søn Jesus Kristus for Joseph Smith. Jeg kundgør over for jer, at jeg ved, at Jesus er Kristus. Jeg ved, at han lever. Han blev født i tidens midte. Han underviste i sit evangelium og blev prøvet. Han led og blev korsfæstet og opstod den tredje dag. Han har, ligesom sin Fader, et legeme af kød og knogler. Han udførte sin forsoning. Om ham bærer jeg vidnesbyrd. Jeg er et vidne om ham. Det bærer jeg i Jesu Kristi navn. Amen.