Vidnesbyrd

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum

Kundskab opmuntrer til lydighed, og lydighed styrker kundskab.

Et vidnesbyrd om evangeliet er et personligt vidne båret til vores sjæl af Helligånden om, at visse kendsgerninger af evig betydning er sande, og at vi ved, at de er sande. Disse kendsgerninger omfatter Guddommens natur og vores forhold til dens tre medlemmer, forsoningens virkning og at genoprettelsen virkelig har fundet sted.

Et vidnesbyrd om evangeliet er ikke en rejsebeskrivelse, en sygejournal eller et udtryk for kærlighed til familien. Det er ikke en prædiken. Præsident Kimball sagde, at det øjeblik, hvor vi begynder at prædike for andre, er vores vidnesbyrd overstået.¹

I.

Forskellige spørgsmål opstår, når vi hører andre bære vidnesbyrd, eller når vi overvejer selv at bære vidnesbyrd.

Ved et vidnesbyrdmøde siger et medlem: »Jeg ved, at Faderen og Sønnen viste sig for profeten Joseph Smith.« En besøgende kan undre sig: »Hvad mener han, når han siger, at han ved det?«
En ung mand, der forbereder sig til en mission, spekulerer på, om hans vidnesbyrd er stærkt nok til, at han kan tjene som missionær.
En ung hører vidnesbyrdet fra en forælder eller lærer. Hvordan kan et sådant vidnesbyrd hjælpe den person, som hører det?

II.

Hvad mener vi, når vi bærer vidnesbyrd og siger, at vi ved, at evangeliet er sandt? Sammenlign den form for viden med »Jeg ved, at det er koldt udenfor« eller »Jeg ved, at jeg elsker min hustru«. Det er tre forskellige former for viden, som vi har fået på forskellige måder. Viden om temperaturen udenfor kan bekræftes fysisk. Viden om, at vi elsker vores ægtefælle, er personlig og subjektiv. Selv om vi ikke kan bevise det videnskabeligt, så er det stadig vigtigt. Forestillingen om, at al vigtig viden er baseret på videnskabeligt bevis, er ganske enkelt ikke sand.

Selv om der er nogle »beviser« for evangeliske sandheder (se fx Sl 19:2; Hel 8:24), vil videnskabelige metoder ikke føre til åndelig viden. Det er det, som Jesus sagde som svar på Simon Peters vidnesbyrd om, at han var Kristus: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:17). Apostlen Paulus forklarede dette. I et brev til de hellige i Korinth sagde han: »Således ved heller ingen anden end [ved] Guds ånd, hvad der bor i Gud« (1 Kor 2:11; se også Joh 14:17).

I modsætning hertil ved vi ved menneskelige metoder, hvad der bor i mennesker, men »et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok« (1 Kor 2:14).

Mormons Bog fortæller, at Gud vil tilkendegive sandheden af alt åndeligt til os ved Helligåndens kraft (se Moro 10:4-5). I nutidig åbenbaring lover Gud os, at vi vil modtage »kundskab«, ved at han fortæller os det i vores sind og i vores hjerte »ved Helligånden« (L&P 8:1-2).

Noget af det største ved vor himmelske Faders plan for sine børn er, at hver enkelt selv kan kende sandheden af denne plan. Den åbenbarede viden kommer ikke fra bøger, fra videnskabeligt bevis eller fra intellektuelle overvejelser. Ligesom apostlen Peter kan vi modtage den viden direkte fra vor himmelske Fader gennem Helligåndens vidnesbyrd.

Når vi kender åndelige sandheder ved åndelige måder, kan vi være lige så sikre på den viden, som en lærd eller en videnskabsmand er på andre former for viden, som de har erhvervet ved andre metoder.

Profeten Joseph Smith gav et vidunderligt eksempel på dette. Da han blev forfulgt for at fortælle andre om sit syn, sammenlignede han situationen med apostlen Paulus, som blev latterliggjort og hånet, da han holdt sin forsvarstale for kong Agrippa (se ApG 26). »Men alt dette ændrede ikke ved det, at han havde set et syn,« sagde Joseph. »Han havde set et syn; han vidste, at han havde; og al forfølgelse under himlen kunne ikke ændre på det … Således var det også med mig,« fortsatte Joseph Smith. »Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig … »For jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, ej heller vovede jeg at gøre det« (JS-H 1:24-25).

III.

Det var Joseph Smiths vidnesbyrd. Hvad med vores? Hvordan kan vi få at vide og bære vidnesbyrd om, at det, han sagde, var sandt? Hvordan får man det, vi kalder et vidnesbyrd?

Det første trin til at opnå nogen form for viden er virkelig at ønske at vide. Det næste trin ved åndelig viden er at spørge Gud i oprigtig bøn. Som vi læser i nutidig åbenbaring:

»Hvis du beder derom, skal du modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab, så du kan lære hemmelighederne og de fredsskabende sandheder at kende – det, som bringer glæde, det, som bringer evigt liv« (L&P 42:61).

Her er, hvad Alma skrev om det, han gjorde: »Se, jeg har fastet og bedt i mange dage, for at jeg selv kunne vide dette. Og se, jeg ved selv, at det er sandt, for Gud Herren har tilkendegivet det for mig ved sin hellige Ånd« (Alma 5:46).

Når vi ønsker og søger, bør vi huske, at erhvervelse af et vidnesbyrd ikke er noget passivt, men en proces, hvor vi forventes at gøre noget. Jesus sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:17).

En anden måde at søge et vidnesbyrd på virker forbløffende, når den sammenlignes med metoderne til at opnå anden viden. Vi opnår eller styrker et vidnesbyrd ved at bære det. En eller anden har tilmed foreslået, at nogle vidnesbyrd bedre opnås ved at stå op og bære dem end ved at bede om dem på knæ.

Et personligt vidnesbyrd er grundlæggende for vores tro. Derfor er det, vi skal gøre for at erhverve, styrke og fastholde et vidnesbyrd, afgørende for vores åndelige liv. Foruden det, der allerede er sagt, skal vi også nyde nadveren hver uge (L&P 59:9) for at være berettiget til det dyrebare løfte, at vi »altid må have hans Ånd hos [os]« (L&P 20:77). Den Ånd er selvfølgelig kilden til vore vidnesbyrd.

IV.

De, der har et vidnesbyrd om det gengivne evangelium, har også pligt til at bære det. Mormons Bog lærer os, at vi bør »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os]« (Mosi 18:9).

En af de mest slående lærdomme om forholdet mellem et vidnesbyrds gave og pligten til at bære det står i afsnit 46 i Lære og Pagter. I beskrivelsen af forskellige former for åndelige gaver siger denne åbenbaring:

»Til nogle er det givet ved Helligånden at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder.

Til andre er det givet at tro på deres ord, så de også kan få evigt liv, hvis de forbliver trofaste« (v. 13-14; se også Joh 20:29).

De, der har gaven at vide, har en åbenlys pligt til at bære deres vidnesbyrd, så at de, der har gaven at tro på deres ord, også kan få evigt liv.

Der har aldrig været større brug for, at vi tilkendegiver vores tro, privat og offentligt (se L&P 60:2). Selv om nogle betragter sig som ateister, er der mange, der er åbne for mere viden om Gud. Over for disse oprigtigt søgende må vi bekræfte eksistensen af Gud den evige Fader, vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi guddommelige mission samt at genoprettelsen er virkelig. Vi må være tapre i vores vidnesbyrd om Jesus. Vi har alle mange muligheder for at forkynde vores åndelige overbevisning til venner og naboer, kollegaer og tilfældige bekendte. Vi bør bruge disse muligheder til at udtrykke vores kærlighed til vor Frelser, vores vidnesbyrd om hans guddommelige mission og vores beslutning om at tjene ham.² Vore børn bør også høre os bære vidnesbyrd ofte. Vi bør også styrke vore børn ved at opfordre dem til at identificere sig selv ved deres voksende vidnesbyrd, ikke blot ved anerkendelse af deres resultater i skole, sport eller andre aktiviteter.

V.

Vi lever i en tid, hvor nogle fordrejer troen hos dem, de kalder mormoner, og tilmed håner os for at være det. Når vi møder sådanne fordrejninger, har vi pligt til at tale for at præcisere vore lærdomme, og hvad vi tror på. Det bør være os, der fortæller, hvad vi tror på, snarere end at give det sidste ord til andre, som fordrejer vores tro. Dette kræver vidnesbyrd, som kan udtrykkes personligt til en bekendt eller offentligt ved små eller store møder. Når vi vidner om den sandhed, vi kender, bør vi trofast følge rådet om at tale »i mildhed og i sagtmodighed« (L&P 38:41). Vi bør aldrig være overbærende, skarpe eller overfuse nogen. Vi bør, som apostlen Paulus lærte, tale sandt i kærlighed (se Ef 4:15). Enhver kan være uenig i dit personlige vidnesbyrd, men ingen kan benægte det.

VI.

Afsluttende henviser jeg til sammenhængen mellem lydighed og kundskab. Medlemmer, der har et vidnesbyrd, og som handler efter det på deres kirkelederes opfordring, bliver sommetider beskyldt for blind lydighed.

Selvfølgelig har vi ledere, og selvfølgelig skal vi følge deres afgørelser og vejledning i Kirkens daglige drift og i udførelsen af nødvendige præstedømmeordinancer. Men når det drejer sig om at lære og at kende evangeliets sandhed – vore personlige vidnesbyrd – har vi hver især et direkte forhold til Gud, vor evige Fader, og til hans Søn, Jesus Kristus, gennem Helligåndens kraftfulde vidnesbyrd. Det er det, som vore kritikere ikke kan forstå. Det undrer dem, at vi forenet kan følge vore ledere og alligevel stå uafhængigt og have et personligt vidnesbyrd.

Nogle tænker måske, at gåden kan forklares af den kendsgerning, at vi alle har to forskellige kanaler til Gud. Vi har en styrende kanal gennem vores profet og andre ledere. Denne kanal, som vedrører lærdomme, ordinancer og befalinger, fører til lydighed. Vi har også en kanal bestående af et personligt vidnesbyrd, som går direkte til Gud. Den vedrører hans eksistens, vores forhold til ham og sandheden af hans gengivne evangelium. Denne kanal fører til kundskab. Disse to kanaler styrker gensidigt hinanden: Kundskab opmuntrer til lydighed (se 5 Mos 5:27; Moses 5:11), og lydighed styrker kundskab (se Joh 7:17; L&P 93:1).

Vi handler alle efter eller er lydige mod viden. Uanset om det er i videnskab eller religion, så er vores lydighed ikke blind, når vi handler efter den viden, der passer til genstanden for vores handling. En videnskabsmand modtager og reagerer på en bekræftelse, når han har tiltro til indholdet eller betingelserne i et bestemt eksperiment. I forbindelse med religion er den troendes kilde til kundskab åndelig, men princippet er det samme. Med hensyn til sidste dages hellige er vores valg om at følge disse lærdomme ikke blind lydighed, idet Helligånden giver vores sjæl et vidnesbyrd om sandheden af det gengivne evangelium og kaldelsen af en nulevende profet.

Når vi bærer vidnesbyrd, må vi altid undgå arrogance og stolthed. Vi bør huske irettesættelsen i Mormons Bog af et folk, som var så stolte over det store, som Gud havde givet dem, at de hjemsøgte deres naboer (se Jakob 2:20). Jakob sagde, at det var »vederstyggeligere for ham, som har skabt alt kød«, fordi »den ene skabning er lige så dyrebar i hans øjne som den anden« (Jakob 2:21). Senere advarede Alma, at »I skal ikke agte ét kød højere end et andet, eller ét menneske skal ikke tro, at det er bedre end et andet« (Mosi 23:7).

Jeg afslutter med mit vidnesbyrd. Jeg ved, at vi har en himmelsk Fader, hvis plan bringer os til jorden og tilvejebringer betingelserne og skæbnen for vores evige rejse. Jeg ved, at vi har en frelser, Jesus Kristus, hvis lærdomme definerer planen, og hvis forsoning giver forsikringen om udødelighed og muligheden for evigt liv. Jeg ved, at Faderen og Sønnen viste sig for profeten Joseph Smith for at gengive evangeliets fylde i disse sidste dage. Og jeg ved, at vi i dag ledes af en profet, præsident Thomas S. Monson, som har nøglerne til at bemyndige præstedømmebærere til at udføre de ordinancer, der er foreskrevet for vores udvikling mod evigt liv. I Jesu Kristi navn. Amen.