Den sande og levende kirke
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand, og den lever videre.
Idet vi opretholder Thomas Spencer Monson som profet, seer og åbenbarer og præsident for Kirken og D. Todd Christofferson som apostel og medlem af De Tolv Apostles Kvorum, har vi set og følt beviset på, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er både sand og levende. Herren talte til dem, hvorigennem han genoprettede Kirken i de sidste dage. Om dem sagde han, at de »måtte få magt til at lægge grundvolden til denne kirke og bringe den frem, ud at dunkelhed og ud af mørke, den eneste sande og levende kirke på hele jordens overflade, hvori jeg, Herren, har velbehag, idet jeg taler om Kirken i almindelighed og ikke om dens enkelte medlemmer –
»for jeg, Herren, kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse;
alligevel skal den, der omvender sig og gør Herrens befalinger, blive tilgivet;
og den, der ikke omvender sig, fra ham skal endog tages det lys, som han har modtaget; for min Ånd skal ikke stedse kæmpe med mennesket, siger Hærskarers Herre.«1
Dette er den sande kirke, den eneste sande kirke, fordi præstedømmenøglerne findes i den. Kun i denne kirke har Herren placeret magten til at besegle på jorden og til at besegle i himlen, som han gjorde på apostlen Peters tid. De nøgler blev gengivet til Joseph Smith, som derpå blev bemyndiget til at overdrage dem til medlemmerne af De Tolvs Kvorum.
Da profeten Joseph blev myrdet, troede Kirkens fjender, at Kirken ville dø. De troede, at det var et menneskes værk, og derfor ville forsvinde med ham. Men deres håb blev knust. Det var den sande kirke og den havde også kraften til fortsat at leve, selv når de, som var valgt til at lede den, døde.
Vi har i dag set en demonstration på, at dette er den sande og levende kirke. Præstedømmets nøgler bliver båret af dødelige, men vejen er blevet forberedt af Herren, så nøglerne bliver ved med at virke på jorden, så længe menneskene udøver tro, både på at nøglerne er på jorden, og på at de er blevet videregivet ved Guds vilje til hans udvalgte tjenere.
Guds folk har ikke altid været værdige til den bemærkelsesværdige oplevelse, som vi har været fælles om i dag. Apostlene fortsatte efter Kristi himmelfart med at anvende de nøgler, som han havde efterladt hos dem. Men på grund af medlemmernes ulydighed og tab af troen, døde apostlene, uden at nøglerne blev overdraget til efterfølgere. Vi kalder denne tragiske episode for »frafaldet.« Havde medlemmerne af Kirken dengang haft muligheden og viljen til at udøve tro, som I har i dag, ville Herren ikke have fjernet præstedømmets nøgler fra jorden. Så det er en dag af historisk betydning og af evig betydning i verdenshistorien og for vor himmelske Faders børn.
Vores forpligtelse er nu at forblive værdige, så den nødvendige tro kan hjælpe os til at opfylde vores løfte om at opretholde dem, som er blevet kaldet. Herren var godt tilfreds med Kirken i begyndelsen af genoprettelsen, ligesom han er i dag. Men han advarede medlemmerne dengang, ligesom han gør nu, om at han ikke kan se på synd med den ringeste billigelse. For at vi kan opretholde dem, som er blevet kaldet i dag, skal vi gennemgå vores liv, omvende os, hvis det er nødvendigt, forpligte os til at holde Herrens befalinger og følge hans tjenere. Herren advarer os om, at hvis vi ikke gør dette, bliver Helligånden trukket tilbage, vi mister lyset, som vi har modtaget, og vi er ikke i stand til at holde den forpligtelse, som vi har indgået i dag om at opretholde Herrens tjenere i hans sande kirke.
Vi må hver især foretage en individuel vurdering. For det første er vi nødt til at måle dybden af vores taknemlighed for vores medlemskab i Jesu Kristi sande Kirke. For det andet er vi nødt til gennem Helligåndens kraft at vide, hvordan vi kan blive bedre til at holde befalingerne.
Vi ved gennem profeti, at den sande og levende kirke ikke vil blive taget fra jorden igen, men at den vil blive stærkere. Vores liv ændres til det bedre, når vi udøver tro til omvendelse, altid husker Frelseren og i højere grad forsøger at holde hans befalinger. Skrifterne indeholder løfter om, at når Herren igen kommer til sin kirke, vil den være åndeligt forberedt til ham. Det bør gøre os både målbevidste og optimistiske. Vi skal gøre det bedre. Vi kan. Og det vil vi.
På denne dag ville det især være klogt at beslutte at opretholde med vores tro og vore bønner alle dem, som tjener os i riget. Jeg er personligt opmærksom på styrken af troen hos Kirkens medlemmer for at opretholde dem, som er blevet kaldet. I de sidste få uger har jeg meget stærkt følt folks bønner og tro, folk, som jeg ikke kender, og som kun kender mig som en, der er kaldet til at tjene gennem præstedømmets nøgler. Præsident Thomas S. Monson vil blive velsignet af jeres opretholdende tro. Hans familie vil ligeså få velsignelser udøst over sig på grund af jeres tro og jeres bønner. Alle de, som er blevet opretholdt af jer i dag, vil blive opretholdt af Gud på grund af deres tro og jeres.
Hvert eneste medlem har mulighed for at opretholde gennem tjeneste i Guds navn. Denne kirke er en kraftfuld styrke til velsignelse af dens medlemmer og alle mennesker på jorden. Kirken har fx udført et vidunderligt humanitært arbejde overalt på jorden. Alt dette er muligt på grund af medlemmers og venners tro på, at Gud lever, og at Herren ønsker at hjælpe alle de trængende, som han kan nå gennem sine trofaste disciple.
Det er desuden gennem denne kirke og de ordinancer, som findes i den, at det tillades, at velsignelserne ved beseglingsmagten rækker ind i åndeverdenen. Dette er en sand og levende kirke, som rækker ud til dem, som ikke længere lever. Når I har tro til at finde jeres forfædres navne, når I tager til Herrens hus for at tilbyde dem stedfortrædende ordinancer, opretholder I dette storslåede værk, som har til hensigt at tilbyde frelse til alle vor himmelske Faders børn, der kommer til denne verden.
Jeg vil gerne tale om nogle af de årsager til, at jeg er taknemlig for en sand og levende kirke. Jeg vil foreslå nogle måder, hvor jeg ser, at Kirken er ved at blive forberedt på Frelserens tilbagevenden. Og til sidst vil jeg bære mit vidnesbyrd om, hvordan jeg har fundet ud af, at dette er den sande og levende kirke.
Mest af alt er jeg taknemlig for min oplevelse med den rensende kraft, som er tilgængelig gennem de ordinancer, som bliver udført med præstedømmets myndighed. Jeg har følt tilgivelse og renselse gennem dåb udført af dem med myndighed. Jeg har følt det brænde i mit bryst, hvilket kun er muligt på grund af ord, der er talt af Guds tjenere: »Modtag Helligånden.«
Min følelse af taknemlighed stammer også fra min families velsignelser. Det er den beseglende magt og vores kendskab til den, der ændrer og forandrer vores families liv her og vore forventninger til familielivets glæde i den verden, der kommer. Tanken og håbet om, at jeg kan have evige forhold, bærer mig gennem adskillelsens prøvelser og ensomheden, som er en del af livet på jorden. Løftet til de trofaste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er, at vi kan have en omgangskreds og en udvidelse af familien i evighederne. Den vished forandrer for evigt – og til det bedre – alle vore familiebånd.
Jeg er fx på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg på grund af store afstande ikke kan komme til at kende mine børnebørn godt og med tiden mine oldebørn. Der findes også mennesker, som aldrig har haft mulighed for at blive gift og for at blive forældre, som har den samme længsel, som jeg har, efter at være tæt på familie. På grund af gengivelsen af kundskaben om evige familier, er vi mere håbefulde og venligere i alle vores familieforhold. De største glæder i dette liv findes i familien, ligesom de vil i de verdener, der kommer. Jeg er så taknemlig for den vished jeg har om, at hvis vi er trofaste, vil den samme sociale omgang, som vi nyder her i dette liv, findes for evigt hos os i den verden, der kommer, i evig herlighed.2
Jeg kan se bevis på den profeterede fuldkommengørelse af Kirken. Når jeg fx rejser og lærer Kirkens medlemmer at kende, ser jeg, at der er vedholdende forbedring i deres tilværelse. Med deres enkle tro og lydighed ændrer og opbygger forsoningen medlemmerne. Jeg er ofte til møder med iøjnefaldende ydmyge mennesker, som får lov til at undervise og holde taler, som har en magt, som den Lehi og Nefi, Helamans sønner fik. I kender historien:
»Og det skete, at Nefi og Lehi prædikede for lamanitterne med så stor magt og myndighed, for de var blevet givet magt og myndighed, så de kunne tale, og det blev også givet dem, hvad de skulle sige.«3
Jeg er overbevist om, at præsident Gordon B. Hinckleys gentagende ønske vil blive opfyldt. Han underviste os i, at alle, som kommer ind i Kirken, kunne blive fastholdt i fællesskabet, hvis de blev næret af Guds gode ord. Jeg kan huske, at han sagde, at de sidste ord, som han ville sige ved slutningen af sin tjeneste, var »fastholdelse, fastholdelse, fastholdelse.« Hans ord lever videre i præsident Monsons lederskab og i alle os, idet vi kvalificerer os til at have Lehis og Nefis kraft til at nære med Guds gode ord. Jeg er overbevist om, at I, ligesom jeg, vil fortsætte med at være forbløffet over ydmyge sidste dages hellige, som virker som hjemme- og besøgslærere, og som taler med deres venner, der ikke er medlemmer, med stadig større kraft.
I mange år har vi husket præsident David O. McKays ord: »Ethvert medlem en missionær.« Jeg er overbevist om, at dagen er nær, hvor vi gennem medlemmernes tro vil se et større antal mennesker, som vil høre Guds gode ord og som så vil komme ind i den sande og levende kirke.
Der er en anden forbedring, som jeg er overbevist om, vil komme. Familier i hele Kirken leder efter måder at styrke og beskytte deres børn mod de onder, der omgiver dem. I nogle tilfælde forsøger de forældre desperat at bringe nogen i familien tilbage, som er på afveje. Jeg er overbevist om, at der vil være, i stadig større grad, en belønning fra Gud for deres indsats. De, som aldrig vil give op, vil opdage, at Gud aldrig gav op, og at han vil hjælpe dem.
Meget af den hjælp vil komme fra dem, som er kaldet til at tjene i Kirken. Ånden i at række ud vil forstørres, så mange vil blive, som den unge biskop Thomas Monson var, inspireret med praktiske måder til at invitere og opmuntre dem, som i en periode ikke kan genkende de velsignelser, som Gud har til dem. Præsident Monson husker den dag i dag de mennesker, som han arbejdede på at redde, da han var deres biskop. Mit håb er, at vi alle vil have tillid til, at Gud vil vejlede os i at række ud, og hente dem tilbage, som han vil have os til at bringe med os, når vi går hjem til ham.
Et andet fremskridt, som jeg ser komme i riget, er et ønske og en evne til at række ud til de fattige og de trængende. Jeg har set en stigende sympati blandt Kirkens medlemmer for ofre for naturkatastrofer i hele verden. I nekrologer har jeg set familien bede om, at bidrag bliver sendt til den selvsupplerende uddannelsesfond eller til Kirkens humanitære fond.
Profeten Joseph Smith så denne vidunderlige udvikling. Han sagde, at når en person bliver virkeligt omvendt, vil han eller hun ønske at gå omkring på jorden og tage sig af vor himmelske Faders børn.4 Det er allerede begyndt at ske blandt flere af Kirkens medlemmer. Det, som er vidunderligt for mig, er, at mønstret i at give til de trængende strækker sig til dem, som selv har mindre, og som synes at være upåvirket af, om vi befinder os i gode eller dårlige økonomiske tider. Det er et bevis for mig på, at forsoningen virker endnu mere effektivt blandt medlemmerne.
Mit vidnesbyrd om, at dette er den sande og levende kirke, begyndte i min barndom. Et af mine tidligste minder er fra et konferencemøde afholdt i et lejet lokale på et hotel. En mand talte, jeg kendte ikke hans navn, og jeg kender det heller ikke i dag. Jeg vidste blot, at han var blevet sendt til vores lille distrikt i missionsmarken af en, som bar præstedømmet. Jeg ved ikke, hvad han sagde. Men jeg fik et stærkt vidnesbyrd, før jeg var otte år gammel, endda før jeg blev døbt, at jeg hørte en af Guds tjenere i Jesu Kristi sande Kirke. Det var ikke det lejede lokale eller størrelsen på forsamlingen, som var lille, men det var et vidnesbyrd om, at jeg var velsignet i det øjeblik ved at være til et møde i den sande kirke.
Da jeg sammen med min familie flyttede til Kirkens organiserede stave som teenager, følte jeg for første gang kraften i præstedømmets kvorummer og en kærlig biskop. Jeg husker stadig og kan føle visheden, som kom, da jeg sad i præsternes kvorum ved siden af biskoppen og vidste, at han havde nøglerne som en sand dommer i Israel.
Det samme vidnesbyrd kom tidligt i mit liv på to søndage, et i Albuquerque i New Mexico og det andet i Boston i Massachusetts. Hver gang var jeg til stede på dagen, hvor en stav blev organiseret fra et distrikt. Tilsyneladende almindelige mænd, som jeg kendte ret godt, blev kaldet som stavspræsidenter. Jeg rakte hånden op på de dage, ligesom I gjorde i dag, og fik et vidnesbyrd om, at Gud havde kaldet sine tjenere, og at jeg ville blive velsignet af deres virke og for at opretholde dem. Jeg har nu følt det samme mirakel utallige gange over alt i Kirken.
Jeg så i de dage og måneder, som fulgte deres opretholdelse, at de stavspræsidenter blev løftet op til deres kaldelser. Jeg har set det samme mirakel i præsident Monsons tjeneste, da han modtog kaldelsen til at præsidere som Kirkens profet og præsident og til at benytte alle præstedømmets nøgler på jorden. Åbenbaring og inspiration kom til ham, mens jeg var til stede, hvilket for mig bekræfter, at Gud ærer disse nøgler. Jeg er et øjenvidne. De er præstedømmets nøgler, som med Herrens ord er »uden begyndelse eller ende.«5
Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om, at dette er Jesu Kristi sande og levende kirke. Vor himmelske Fader vil besvare jeres inderlige bønner om selv at vide dette. I kan få et vidnesbyrd om, at de kaldelser, som I har opretholdt i dag, kom fra Gud. I kan endda vide, at der i denne kirke bliver udført ordinancer, som kan rense sjæle og binde på jorden og i himlen, ligesom de kunne i Peter, Jakob og Johannes’ dage. Disse nøgler og ordinancer er nu gengivet i deres fylde gennem profeten Joseph Smith og er blevet overdraget til hans efterfølgere. Jesus er Kristus. Han lever. Det ved jeg. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Thomas S. Monson er hans levende profet. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand, og den lever videre. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.