Budskab fra Det Første Præsidentskab
Vær ét
Verdens Frelser, Jesus Kristus, sagde til dem, der ville være en del af hans kirke: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine« (L&P 38:27). Og ved skabelsen af mand og kvinde blev harmoni i ægteskabet ikke givet som et håb, men som en befaling! »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de skal blive ét kød« (1 Mos 2:24). Vor himmelske Fader ønsker, at vore hjerter er knyttet sammen. Denne forening i kærlighed er ikke blot et ideal. Den er en nødvendighed.
Kravet om at vi skal være ét, gælder ikke kun for dette liv. Det må være uden ende. Den første vielse blev udført af Gud i Edens have, da Adam og Eva ikke var underlagt døden. Fra begyndelsen skabte han mænd og kvinder med et ønske om at blive forenede som ægtemand og hustru for evigt for at kunne leve i familier i en fuldkommen, retfærdig forening. Han skabte sine børn med et ønske om at leve i fred med alle andre.
Men med faldet blev det klart, at det ikke ville blive let at leve sammen i harmoni. Snart indtraf tragedien. Kain slog sin bror Abel ihjel. Adam og Evas børn var blevet underlagt Satans fristelser. Med dygtighed, had og list forsøger Satan at nå sit mål. Det er det modsatte af vor himmelske Faders og Frelserens mål. De ønsker, at vi skal have fuldkommen harmoni og evig lykke. Satan, deres og vores fjende, har kendt frelsesplanen fra før skabelsen. Han ved, at kun i det evige liv kan familiens hellige, lykkelige forbindelser vare ved. Satan ønsker at skille os fra vore elskede og gøre os ulykkelige. Og det er ham, der sår stridens frø i menneskets hjerte i håb om, at vi bliver splittede og adskilte.
Vi har alle følt både enighed og splittelse. Nogle gange i familien eller ved andre lejligheder har vi fået et glimt af det liv, hvor en person sætter en andens interesser over sine egne i kærlighed og yder et offer. Og vi kender alle til vemodet og ensomheden ved at være alene. Vi behøver ikke at få at vide, hvad vi skal vælge. Det ved vi godt. Men vi har brug for at kunne håbe på, at vi kan føle harmoni i dette liv og være i stand til at føle sådan for evigt i den tilkommende verden. Og vi er nødt til at vide, hvordan denne store velsignelse kan blive vores, så vi kan vide, hvad vi må gøre.
Vores natur kan ændres
Verdens Frelser talte om denne enighed, og om hvordan vore karakteregenskaber kan ændres, så det bliver muligt. Han underviste tydeligt i dette gennem den bøn, han bad ved sit sidste møde med apostlene inden sin død. Denne guddommeligt smukke bøn er optegnet i Johannesevangeliet. Han stod over for at skulle udvirke det frygtelige offer for os alle, som ville gøre evigt liv muligt. Han stod over for at skulle forlade de apostle, som han havde ordineret, som han elskede, og som han ville efterlade nøglerne til at kunne lede sin kirke. Og så bad han til sin Fader, den fuldkomne Søn til den fuldkomne Forælder. Ud fra hans ord forstår vi, hvordan familier vil blive ét, ligesom alle vor himmelske Faders børn, som følger Frelseren og hans tjenere, vil blive det:
»Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden.
Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.
Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,
at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig« (Joh 17:18-21).
Med disse få ord gjorde han det klart, hvordan Jesu Kristi evangelium kan gøre hjerter til ét. De, som vil tro på den sandhed, som han underviste i, kan tage imod de ordinancer og pagter, som hans bemyndigede tjenere tilbyder. Så vil deres karakter, gennem lydighed mod ordinancerne og pagterne, blive ændret. Frelserens forsoning gør det på den måde muligt for os at blive helliggjort. Vi kan da leve i enighed, hvilket vi er nødt til, hvis vi vil have fred i dette liv og kunne bo sammen med Faderen og hans Søn i evighed.
Formålet med apostlenes og profeternes tjenestegerning var og er at føre Adam og Evas børn frem til enheden i troen på Jesus Kristus. Det endelige formål med det, som de underviste i og det, som vi underviser i, er at forene familier … ægtemænd, hustruer, børn, børnebørn, forfædre og til slut alle i Adam og Evas slægt, der vælger enighedens vej.
I husker, at Frelseren bad »for dem,« idet han sagde til apostlene: »Jeg helliger mig selv … for at de også kan være helliget i sandheden« (se Joh 17:19). Helligånden helliggør. Vi kan have den som ledsager, fordi Herren gengav Det Melkisedekske Præstedømme gennem profeten Joseph Smith. Dette præstedømmes nøgler er på jorden i dag. Ved dets kraft kan vi indgå pagter, der giver os mulighed for altid at have Helligånden hos os..
Når mennesker har Ånden hos sig, kan vi forvente harmoni. Ånden indgyder sandhedens vidnesbyrd i vores hjerte, og det forener dem, der bærer dette vidnesbyrd for hinanden. Guds Ånd sår aldrig splid (se 3 Nephi 11:29). Ånden skaber aldrig følelser af afstand, der leder til strid mellem mennesker.1 Når vi følger Helligånden, fører det til personlig fred og en følelse af harmoni med andre. Den forener sjæle. En forenet familie, en forenet kirke og en fredelig verden afhænger af forenede sjæle.
Helligåndens følgeskab
Selv et barn kan forstå, hvad man må gøre for at have Helligånden som ledsager. Det fortæller nadverbønnen os. Vi hører den hver uge, når vi er til nadvermøde. I de hellige øjeblikke fornyr vi de pagter, vi indgik ved dåben. Og Herren minder os om den forjættelse, som vi modtog, da vi blev bekræftet som medlemmer af Kirken – løftet om, at vi kan modtage Helligånden. Her er nadverbønnens ordlyd: »De er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem, så de altid må have hans Ånd hos sig …« (L&P 20:77).
Vi kan have hans Ånd hos os ved at holde den pagt. For det første lover vi at påtage os hans navn. Det betyder, at vi må se os selv som hans børn. Vi vil lade ham komme i første række i vores liv. Vi vil det, han vil, snarere end det, vi vil, eller det, som verden lærer os, at vi vil. Så længe vi først og fremmest elsker verdslige ting, vil vi ikke føle den indre fred. En familie eller en nation, der anser tryghed i materielle ting for idealet, vil i sidste ende blive splittet.2 Hvis vi har som ideal at gøre det mod andre, som Herren ønsker, vi skal gøre, hvilket er en naturlig følge af det at påtage sig hans navn, kan dette føre os til et åndeligt niveau, som er et glimt af himlen på jorden.
For det andet lover vi altid at erindre ham. Det gør vi hver gang, vi beder i hans navn. Vi erindrer ham især, når vi beder om tilgivelse, som vi ofte må gøre. I det øjeblik erindrer vi hans offer, der gør omvendelse og tilgivelse muligt. Når vi bønfalder ham, erindrer vi ham som vores talsmand hos Faderen. Når vi føler tilgivelse og fred, erindrer vi hans tålmodighed og hans uendelige kærlighed. Det fylder vores hjerte med kærlighed.
Vi holder også vores løfte om at erindre ham, når vi som familie beder sammen, og når vi læser i skrifterne. Når familien beder ved morgenbordet, kan et barn bede for et andet barn, om at det må blive velsignet med, at det må gå godt den dag med en prøve eller en opgave. Når velsignelserne kommer, husker det barn, der blev velsignet, morgenens kærlighed og talsmandens godhed, ham, i hvis navn bønnen blev bedt. Hjerter vil blive knyttet sammen i kærlighed.
Vi holder vores pagt om at ville erindre ham, hver gang familien samles for at læse i skrifterne. De vidner om Herren Jesus Kristus, for det er og har altid været profeternes budskab. Selvom børn måske ikke husker ordene, vil de erindre den sande ophavsmand, Jesus Kristus.
For det tredje lover vi, når vi tager nadveren, at holde hans befalinger, dem alle sammen. Engang da præsident J. Reuben Clark jun. (1871-1961) rådgiver i Det Første Præsidentskab, i en tale til generalkonferencen bad – som han gjorde så mange gange – om enighed, advarede han os mod at udvælge de befalinger, vi gerne vil adlyde. Han sagde det på denne måde: »Herren har ikke givet os noget, der er ubrugeligt eller unødvendigt. Han har fyldt skrifterne med det, som vi bør gøre, for at vi kan opnå frelse.«
Præsident Clark fortsatte: »Når vi tager nadveren, indgår vi pagt om at adlyde og holde befalingerne. Der er ingen undtagelser. Der er ingen skelnen, ingen forskelle.«3 Præsident Clark belærte om, at ligesom vi omvender os fra alle synder, ikke blot en enkelt synd, lover vi at holde alle befalingerne. Hvor svært det end måtte lyde, så er det enkelt. Vi underkaster os simpelthen Frelserens myndighed og lover at være lydige mod hvad, han end befaler (se Mosi 3:19). Det er vores lydighed mod Jesus Kristus, der giver os mulighed for at blive knyttet sammen som familier, som kirke og som vor himmelske Faders børn.
Herren overdrager denne myndighed gennem sin profet til ydmyge tjenere. Denne tro gør vores kaldelse som hjemmelærer eller besøgslærer til en befaling fra Herren. Vi tager af sted for ham, på hans befaling. En almindelig mand og en juniorkammerat kommer ind i et hjem og forventer, at Himlens kræfter vil hjælpe dem med at påse, at familier er forenede, og at der ikke findes udeståender, løgn, bagtalelse eller ond tale (se L&P 20:54). Troen på, at Herren kalder tjenere, hjælper os til at se igennem fingre med deres ufuldkommenheder, når de underviser os, som de vil gøre. Vi ser deres gode hensigter mere tydeligt end deres menneskelige begrænsninger. Vi er ikke så tilbøjelige til at blive stødt og mere tilbøjelige til at føle taknemlighed over for Mesteren, som kaldte dem.
Hindringer for enighed
Der findes befalinger, der, når de overtrædes, tilintetgør enigheden. Nogle har med det, vi siger at gøre, og andre med, hvordan vi reagerer på det, som andre siger. Vi må ikke tale ondt om nogen. Vi må se det gode i hinanden, når som helst vi kan.4
Samtidig må vi stå imod dem, der taler foragteligt om hellige ting, fordi den sikre virkning af den overtrædelse er, at Ånden krænkes, og at der således skabes strid og forvirring. Præsident Kimball (1895-1985) viste, hvordan man kan stå fast uden at blive stridbar, da han i en hospitalsseng sagde følgende til en portør, der snublede og i et øjebliks frustration tog Herrens navn forfængeligt:
»›Vær venlig! Jeg be’r Dem! Det er min Herres navn, De håner.‹
Der blev dødstille, og så hviskede en dæmpet stemme: ›Undskyld.‹«5 En inspireret, kærlig irettesættelse kan indbyde til harmoni. Hvis man ikke gør det, når Helligånden tilskynder dertil, vil det føre til splid.
Hvis vi vil opnå enighed, må vi holde de befalinger, der lærer os, hvad vi bør føle. Vi må tilgive og ikke bære nag over for dem, der har krænket os. Frelseren var et eksempel på dette, da han hang på korset: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34). Vi ved ikke, hvad der findes i hjertet på dem, der krænker os. Vi kender heller ikke alle kilderne til vores egen vrede og smerte. Apostlen Paulus fortalte os, hvordan vi kunne udvise kærlighed i en verden af ufuldkomne mennesker, heriblandt os selv, da han sagde: »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag …« (1 Kor 13:4-5). Og han har givet en højtidelig advarsel mod at reagere på andres fejltagelser og glemme vore egne, da han skrev: »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud« (1 Kor 13:12).
Nadverbønnen kan hver uge minde os om, hvordan enighedens gave kommer gennem lydighed mod Jesu Kristi evangeliums love og ordinancer. Når vi holder vore pagter om at påtage os hans navn, altid at erindre ham og holde hans befalinger, vil vi modtage hans Ånds ledsagelse. Den vil mildne vores hjerte og forene os. Men der er to advarsler, som er nødt til at følge med det løfte.
For det første bliver Helligånden kun hos os, hvis vi holder os rene og fri for kærlighed til verdslige ting. Hvis vi vælger at være urene, støder vi Helligånden fra os. Ånden er kun med dem, der elsker Herren mere end verden. »Vær rene« (3 Nephi 20:41; L&P 38:42), og »Du skal elske Herren med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind« (L&P 59:5), er ikke forslag, men befalinger. Og de er nødvendige for Åndens ledsagelse, uden hvilken vi ikke kan være ét.
Den anden advarsel er at vogte sig for stolthed. En enighed, som en familie eller et folk opnår, når de er mildnet af Ånden, vil give stor kraft. Sammen med denne kraft følger verdens anerkendelse. Hvad enten denne anerkendelse er ros eller misundelse, kan den føre os til stolthed, som krænker Ånden. Men der findes en beskyttelse mod stolthed, den sikre kilde til splittelse. Det er at se den overflod, som Gud udgyder over os, ikke blot som et tegn på hans yndest, men som en mulighed for sammen med andre at yde en større tjeneste. En ægtemand og hustru lærer at være ét ved at anvende deres lighedspunkter til at forstå hinanden og deres forskelligheder til at supplere hinanden i deres tjeneste af hinanden og dem omkring dem. På samme måde kan vi forene os med dem, der ikke anerkender vores lære, men som har det samme ønske om at velsigne vor himmelske Faders børn.
Vi kan blive fredsstiftere og være værdige til at blive kaldt salige og Guds børn (se Matt 5:9).
Gud vor Fader lever. Hans elskede Søn, Jesus Kristus, er denne kirkes overhoved, og han tilbyder fredens banner til alle, der vil tage mod det. Må vi være værdige til det banner.