Fra ven til ven
Min bror og hvalpen
»Vis godhed og barmhjertighed imod hinanden!« (Zak 7:9).
Jeg er så velsignet, at jeg voksede op blandt mennesker, som elskede mig og øvede en god indflydelse på mig. Den største indflydelse i mit liv var min egen familie. Mine forældre valgte det rette, og de stolede på, at jeg gjorde det samme. Og mine ældre brødre var gode eksempler for mig.
En af mine storebrødre lærte mig en vigtig lektie, da jeg var fem år gammel. Det var dengang, min tvillingebror Karl og jeg fik en hundehvalp. Vi forstod ikke det ansvar, som fulgte med at have en hund – vi tænkte bare, at det var endnu et stykke legetøj, som ikke krævede nogen særlig pleje. Vi bekymrede os ikke meget om at fodre den eller give den vand eller lufte den. Men vi havde en storebror, som så helt anderledes på det. Han var en stor dyreven. Han så behovet og tog sig af vores hundehvalp.
Da hunden voksede op, troede den, at den tilhørte min storebror, og vi skændtes om, hvis hund det var. Karl og jeg insisterede på, at det var vores hund, og vi dystede med vores storebror for at se, hvem hunden gik hen til, hvis vi kaldte på den. Hunden gik altid hen til vores storebror.
Hunden forstod den trofasthed og kærlighed, som vores bror viste den. Den oplevelse lærte mig en vigtig lektie om høstens lov, som siger, at som man sår, skal man også høste. Min bror såede kærlighed, da han tog sig af vores hund, og han høstede belønningen i form af tillid og trofasthed.
Min mor kendte også denne lektie. Hun havde stor tro. Da hun var mindre, kom hendes forældre sjældent i Kirken, så hun tog ofte alene derhen. Hendes kærlige eksempel var med til at føre hendes forældre tilbage til fuld aktivitet og engagement i Kirken.
Mens jeg voksede op, stillede min mor sig ofte op til vidnesbyrdmøderne og bar sit vidnesbyrd. Så fortalte hun, hvor meget hun værdsatte sine sønner, og at vi var nogle gode drenge. Hendes tro på os bar frugt. Selv om vi ikke altid levede op til hendes ord, viste hun os, hvad vi kunne blive.
Ligesom min mor havde tro på mig og mine brødre, har jeg stor tro på den opvoksende generation af børn i dag. I er blevet holdt tilbage til netop denne tid. Det overrasker mig at se, hvor mange pragtfulde børn, der har så stor en tro. I børn er Kirkens fremtid, og I bliver beredt til dette store værk. Når I tjener i tro, sår I retskaffenhedens frø og høster de velsignelser, som Herren har beredt for jer.