Jeg gav ikke op
Et år efter min dåb i Argentina i 1963 blev jeg kaldet til at tjene som grenssekretær. En dag faldt jeg over nogle familiegruppeskemaer og anetavler. Uden nogen form for slægtshistorisk oplæring gik jeg i gang med at udfylde dem – med hjælp fra min mor. Hun kunne huske navnene på sine egne og min fars forfædre, samt de vigtigste datoer i deres liv, fire generationer tilbage. Hun kunne endda huske nogle personer fra femte generation og en enkelt fra sjette generation.
Jeg følte en trang til at gå videre med min søgen, og jeg gjorde en indsats for at få bekræftet min mors oplysninger. Da jeg hørte om formålet med slægtshistorie, begyndte jeg straks at indsende navnene på mine afdøde kære til templet.
Selv om jeg havde haft heldet med mig på min mors side, kæmpede jeg meget med min fars side af familien. Trods alt mit arbejde var jeg i næsten 25 år ude af stand til at få bekræftet min farfars fødselsdato. Af hans vielsespapirer fremgik det, at han var født i Udine i Italien, så jeg skrev ca. 30 breve til den og de omkringliggende byer. Ingen af deres svar bekræftede det, som jeg søgte.
I 1988 åbnedes en gren af det slægtshistoriske bibliotek i Rosario, og jeg blev kaldet som bibliotekar. Det var som et rent paradis at have adgang til alt dette materiale. Jeg tilbragte timer med at læse, og jeg bestilte mikrofilm fra mange byer. I det Internationale Genealogiske Indeks (IGI) fandt jeg to mænd med præcis de samme navne som min farfar og oldefar. Jeg skrev til den by i Italien, hvor de to mænd var født, og anmodede om deres dåbsattest. Sognepræsten sendte dem til mig, men optegnelserne viste, at jeg ikke var i familie med dem.
Jeg skrev igen – og denne gang spurgte jeg præsten, om han havde nogle oplysninger om min farfar. Han henviste mig til rådhuset, så jeg skrev et brev til dem. Mit hjerte hoppede af glæde, da jeg modtog et ark papir med navne og vigtige oplysninger om mine bedsteforældre, oldeforældre og tipoldeforældre og mange andre slægtninge. Dokumentet viste også, at min farfar havde skiftet navn, da han ankom til Argentina, og det forklarede, hvorfor det havde været så svært at finde oplysninger om ham.
Jeg skrev til byen igen og bad dem om at sende mig det dokument, som gik forud for det, de allerede havde sendt mig. Det gjorde de så, og det indeholdt navnene på 27 andre mennesker. Jeg fik tempelordinancerne udført for alle disse slægtninge, da jeg nu var sikker på, at det faktisk var mine forfædre.
Takket være vidunderlige oplevelser som disse føler jeg mig belønnet for min slægtsforskning. Selv om der til tider har været skuffelser, har jeg ikke givet op. Jeg kan se, at min himmelske Fader visselig har ledt mig i min søgen.
Jeg ved, at vor himmelske Fader vil gøre det muligt for alle sine børn at modtage templets ordinancer, enten nu eller i tusindårsriget. Men jeg ved også, at vore forfædre, som modtager evangeliet i åndeverdenen, med længsel venter på, at vi skal udføre vores slægtsforskning. Hvis vi yder vores bedste indsats for Herren, åbner han en udvej for os.