Præsident Grants eksempel
»Vær søde at sende jeres papirer herop.« Heidi rakte hånden bagud for at tage imod Mollys papir. Hun elskede at se på Mollys smukke håndskrift, inden hun rakte papiret videre. Hendes bogstaver syntes at flyde så perfekt sammen. Heidi kiggede på sit eget papir og syntes, at det ville være pinligt, hvis nogen så hendes grimme håndskrift. Hun skubbede sit papir ind under Mollys og sendte det videre.
»Mor, vil du skrive mine lektier for mig?« spurgte Heidi, da hun trådte ind ad hoveddøren. Hendes mor havde også en smuk håndskrift. Hvis hendes mor skrev det, hun havde for, behøvede hun ikke at skamme sig sådan.
»Hvorfor skulle jeg dog skrive for dig? Har du brækket armene?« drillede hendes mor hende.
Heidi fortalte sin mor om Mollys smukke håndskrift. »Jeg ville ønske, at jeg havde øvet mig mere på at skrive sidste år.« Heidi satte sig ved bordet og begravede ansigtet i hænderne.
»Ved du hvad, Heidi« sagde hendes mor, »hvis du gør en indsats, kan din håndskrift blive lige så smuk som alle andres. Du skal bare beslutte dig for det.«
Heidi var ikke helt sikker. Hun kunne se Mollys håndskrift for sig og tænkte, at hendes aldrig ville komme til at ligne Mollys.
»Kan du huske profeten Heber J. Grant?« spurgte mor.
Heidi kiggede op. »Ja, vi har hørt om ham i Primary.«
»Han havde en grim håndskrift, da han var yngre. Han ville gerne skrive pænere, så han øvede sig og øvede sig, indtil hans håndskrift var så flot, at han modtog en udmærkelse for den.«
Heidi var forbavset! Hun så op til profeterne, men hun havde aldrig tænkt over, at de også havde problemer ligesom hende, da de var yngre. Hun besluttede sig for, at hvis Heber J. Grant kunne gøre en indsats for at forbedre sin håndskift, så kunne hun også.
Den næste dag i skolen gjorde Heidi en ihærdig indsats med sin skrivning. Til at begynde med var det svært. Hun måtte blive siddende til sent for at blive færdig med sine opgave, men historien om Heber J. Grant gav hende mod på at fortsætte.
Der gik flere uger, før Heidi begyndte at bemærke en fremgang. Det tog stadig lang tid at skrive sine opgaver færdige, men hendes håndskrift blev pænere.
En dag lagde Molly mærke til det. »Du skriver rigtig pænt, Heidi,« sagde hun.
»Tak,« sagde Heidi og rødmede. Hun kunne ikke holde smilet tilbage.
Den aften anbragte Heidi en seddel til sin mor på køleskabet. Den var skrevet med smuk håndskrift.