Styrk din tro, mens du søger kundskab

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

Fra et møde på Brigham Young University-Idaho den 14. marts 2006.

Set i lyset af Kirkens lære er der ingen uoverensstemmelse mellem tro og søgen efter kundskab. De er forenelige størrelser, der supplerer hinanden. Når jeg taler om tro, taler jeg om tro på Herren Jesus Kristus.

Tro og kundskab kræver samme ihærdighed og iver. Vi kan ikke forvente at have tro som midtpunkt i vores liv, hvis al vores energi anvendes på kundskab, sport, hobbyer, arbejde eller andre aktiviteter.

Lad mig fortælle jer om fem principper, som jeg mener, er altafgørende, hvis man vil gøre troen på Jesus Kristus til centrum i tilværelsen, mens man samtidig søger efter kundskab.

1. Forstå, at der virkelig er modsætning i alt. De valg, I træffer, er meget vigtige.

I befinder jer i en fase af jeres liv, hvor I har uendelig mange muligheder for nogle af de vigtigste beslutninger, som I kommer til at træffe. Disse valg er nøglen til jeres fremtid og jeres lykke.

Hen mod slutningen af sit liv sagde profeten Lehi: »… for det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt« (2 Ne 2:11).

Han fortsatte senere: »Derfor er menneskene frie, hvad angår kødet; og alt, der er tjenligt for mennesket, er givet dem. Og de er frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt; for han stræber efter at gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er« (2 Ne 2:27).

Vi ved, at der var krig i himlen på grund af frelsesplanen, så det er ikke overraskende, at de religiøse principper, som bliver forkyndt i denne, den sidste uddeling, bliver udsat for indædte angreb.

Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) gav jer dette løfte: »I står nu på tærsklen til jeres voksenliv. I … gør jer bekymringer om skolen. I gør jer bekymringer om ægteskab. I gør jer bekymringer om mangt og meget. Jeg kan give jer det løfte, at Gud ikke vil svigte jer, hvis I vandrer på hans stier, vejledt af hans befalinger.«¹

2. Styrk jeres eget vidnesbyrd, som er grundlaget for alle de valg, I træffer.

Grundlaget for alle de vigtige beslutninger og valg, som I træffer, er jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus og gengivelsen af hans evangelium gennem profeten Joseph Smith. Mormons Bog er et afgørende element i det vidnesbyrd.

Da jeg var 15 år gammel, fik jeg øjnene op for betydningen af et vidnesbyrd om Mormons Bog, Joseph Smith og Frelseren, og hvordan det påvirker vore valg.

Min bror, Joe, var 20 år gammel. Det var under Korea-krigen, og kun én ung mand fra hver menighed kunne få lov til at tage på mission. De andre skulle stå til rådighed for militæret. En ung mand fra vores menighed var rejst på mission tidligere det år, og da min brors fødselsdag var i september, regnede han ikke med at få mulighed for at tage på mission.

Vores stavspræsident kaldte min bror ind og fortalte ham, at en af de andre menigheder ikke havde anvendt deres kvote, så han måske ville få mulighed for at tage af sted. Dengang blev missionærerne kaldet som 20-årige, og min bror havde lige indsendt sin ansøgning om optagelse på lægestudiet. Han studerede flittigt. Min far, som ikke var aktiv i Kirken, havde truffet økonomiske foranstaltninger for at kunne hjælpe ham med lægestudiet, og han blev skuffet, da han hørte om samtalen med stavspræsidenten. Min far rådede Joe til ikke at tage af sted og sagde, at han ville kunne gøre mere gavn ved at læse til læge.

Det var det store samtaleemne i vores familie. Den aften talte min bror og jeg om beslutningen. Han var fem år ældre end mig, så det var ham, der gjorde sig de fleste tanker. Sådan som vi så det, konkluderede vi: Hvis Jesus Kristus var et storslået menneske, men ikke guddommelig, hvis Joseph Smith var en fantastisk underviser, men ikke profet, eller hvis Mormons Bog rummede pragtfulde råd, men ikke var Guds ord, så havde far ret – så ville det være bedre at læse til læge. Men hvis Jesus Kristus er guddommelig, hvis Joseph Smith er profet, og hvis Mormons Bog er Guds ord, så ville det være vigtigere at tage imod kaldelsen til at forkynde evangeliet.

Den aften ønskede jeg mere end nogensinde før at kende svarene på disse spørgsmål. Jeg havde altid troet på, at Jesus Kristus var guddommelig. Jeg troede på Joseph Smith og Mormons Bog, men jeg ville have en bekræftelse fra Herren. Da jeg bad den aften, vidnede Ånden for min sjæl om Frelseren og Mormons Bogs sandhed og om, at Joseph Smith var profet. Min bror modtog samme vidnesbyrd og besluttede sig for at tage på mission. For resten kan jeg fortælle, at da min bror vendte hjem fra sin mission, læste han til læge. Da jeg fyldte 20, glædede min far sig over, at jeg tog på mission.

3. Søg kundskab flittigt, klogt og ydmygt.

I vores søgen efter både tro og kundskab skal vi bevare vores ydmyghed. Jakob forkyndte:

»O, hvor snedig er ikke den Ondes plan! O, menneskers forfængelighed og skrøbelighed og dårskab! Når de er lærde, tror de, at de er vise, og de lytter ikke til Guds råd, for de tilsidesætter det, fordi de mener, at de selv ved bedst …

Men at være lærd er godt, hvis man lytter til Guds råd« (2 Ne 9:28-29).

En god grund til at være ydmyg med hensyn til kundskab er, at den har tendens til at ændre sig. Min bror, Joe, er, som nævnt, læge. Han er nu i 70erne og har fornyet sin lægeeksamen inden for sit felt seks gange. Han siger leende, at spørgsmålene er de samme, som fandtes i prøven for 35 år siden, men svarene ændrer sig hele tiden. Ved eksamen for 35 år siden lød et typisk spørgsmål: Hvad er hovedårsagen til mavesår? Svaret ville da dreje sig om stress. I dag lyder svaret på samme spørgsmål, at det forårsages af en bakterie, som kan leve og vokse i mavesækkens væv. Som I kan se, har spørgsmålene ikke ændret sig, men mange af svarene har. Det samme gælder inden for mange andre kundskabsområder.

Det er ikke meningen, at dette eksempel skal mindske jeres stræben efter kundskab; kundskab er vigtig. Kundskab inden for alle områder er vigtig. Vi er særligt privilegerede ved at leve i en tid, hvor den teknologiske revolution er i gang.

Kundskab har altid været vigtig, og i dag står vi på tærsklen til væsentlig ny og spændende teknologi. Denne teknologiske revolution kan være til enorm gavn for Kirken og for jeres medmennesker. Kundskab er vigtig, hvad enten den er gammel eller ny.

4. Følg profetens råd, når du træffer dine valg.

Ved et verdensomspændende oplæringsmøde for ledere sagde præsident Hinckley:

»Der er ingen, der behøver at fortælle os, at vi lever i en vanskelig tid i verdens historie. Standarderne falder overalt. Intet synes at være helligt mere.

… Jeg tror ikke, at det var værre på Sodomas og Gomorras tid … Jeg tror, at vor Fader må græde, når han ser ned på sine vildfarne sønner og døtre.«

Men karakteristisk for præsident Hinckleys positive lederskab fortsatte han:

»Vi må ikke opgive. Vi må ikke tabe modet. Vi må aldrig give efter for de onde kræfter … Hvis det betyder, at vi må stå alene, så må vi gøre det.

Men vi er ikke alene.«²

Profeter taler ikke bare til vor egen tid, de giver os vejledning, som kan velsigne os og vore børn i fremtiden og gennem evighederne.

Hvis vi følger profeterne, kan vi se optimistisk på fremtiden.

5. Lev på en sådan måde, at forsoningen kan få fuld virkning i dit liv.

Bortforklaringer af dårlige valg nytter ikke noget, men det gør omvendelse. De, der omvender sig, bliver særligt velsignede af forsoningen. Uden forsoningen ville retfærdighedens evige princip fordre en straf (se Alma 42:14). Takket være forsoningen kan barmhjertigheden sejre for dem, der har omvendt sig, så de kan vende tilbage til Guds nærhed (se Alma 42:15).

Jeg begyndte først rigtigt at forstå forsoningens betydning, da min morfar lå for døden. Da jeg var færdig med jurastudiet, læste jeg op til min juridiske embedseksamen i Californien, da mor ringede og sagde, at hvis jeg ville se min morfar en sidste gang, inden han døde, måtte jeg hellere skynde mig tilbage til Utah. Min morfar, som var 86 år, var meget syg. Han blev glad for at se mig og bære vidnesbyrd for mig.

Han havde tre ønsker:

Han elskede sine ti børn meget højt. De var alle sammen gode mennesker. Han ønskede, at de skulle være værdige til at komme i templet.
Hans far var en af de unge mænd, som havde båret medlemmer af Martins håndkærrekompagni over Sweetwater- floden. Min morfars far var død, da morfar var tre år gammel, og han glædede sig til at se ham igen og håbede, at hans far og andre familiemedlemmer ville være tilfredse med ham.
Det sidste og vigtigste var, at han fortalte mig, at han så frem til at møde Frelseren. Han omtalte Frelseren som »Portens vogter« med en henvisning til 2 Ne 9:41. Han sagde, at han håbede, at han var tilstrækkelig omvendt til at kvalificere sig til Frelserens barmhjertighed.

Vi har alle syndet, og det er udelukkende takket være forsoningen, at vi kan opnå barmhjertighed og leve sammen med Gud. Den dag i dag husker jeg den inderlige kærlighed, som min morfar følte for Frelseren og hans store påskønnelse af forsoningen.

Jeg bærer personligt vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed og forsoningens realitet, og jeg håber, at I under bøn vil overveje de valg, som ligger foran jer.