Fra slægt til slægt

Adam C. Olson

Kirkens Tidsskrifter

Hvad vil du stille op med den åndelige kundskab, som tilbydes dig?

Hvis du har læst det første vers i Mormons Bog, så ved du allerede noget om 17-årige Juan Ordoñez og hans 15-årige søster, Mayra, fra Pachitol Menighed i Patzicía Stav i Guatemala.

Juan, Mayra og deres syv ældre søskende er »født af agtværdige forældre«, som har videregivet de færdigheder, som familien behøver for at klare sig – blandt andet familiehåndværk inden for landbrug, bagning af tortillas og deres forfædres sprog, cakchiquel.

Men det er ikke den eneste måde, hvorpå deres familie minder om Nefis. Juan og Mayra har forældre, der forstår, at det er lige så vigtigt at videregive en »kundskab om Guds godhed og hemmeligheder« (1 Ne 1:1), som det er at videregive fysiske færdigheder.

Selv om mange teenagere ikke har Lehi-og-Sarija-agtige forældre, der kan undervise dem i evangeliet (se artiklen på side 47), så er spørgsmålet for Juan, Mayra og andre, der har det: Bliver vi Nefi-agtige elever, der lytter, efterlever evangeliske sandheder og giver dem videre? Eller bliver vi som Laman og Lemuel, der hørte de samme oplysninger, men ikke havde lyst til selv at finde ud af, om det var sandt, og derfor ikke kunne give dem videre?

Hvordan gives det videre?

Juan kan ikke huske, hvor gammel han var, da han begyndte at arbejde i markerne sammen med sin far. »Børnene begyndte at gå med mig ud, da de var små,« siger Juans far, Joel. »De lærte af at se på, hvad jeg gjorde, og så bagefter selv prøve at gøre det, så godt som deres styrke og evner tillod det.«

Mayra lærte at lave tortillas på samme måde, nemlig ved at iagttage sin mor og sine søstre, indtil hun var gammel nok til at hjælpe til.

Men pløjning, såning og tortillabagning er ikke det eneste, der gives videre fra den ene generation til den næste. Mens Mayras mor udskar og formede sine tortillas, formede hun også sin datters karakter. Mens bror Ordoñez beredte, tilsåede eller opdyrkede jorden, gjorde han det samme med Juans hjerte.

Når familien tilbragte tid sammen, kunne børnene ikke alene se, hvordan deres forældre arbejdede, men også hvordan de levede. Og når muligheden bød sig, tog forældrene evangeliske emner op i samtalerne, mens de arbejdede.

Men at iagttage – eller sågar gøre – er ikke altid nok. I den første familie, vi møder i Mormons Bog, hørte Laman og Lemuel det samme, som Nefi hørte fra deres far, og selv de gik hen og gjorde det, som deres far bad dem om. Men de manglede noget vigtigt, noget, som Juan og Mayra har, nemlig et ønske om at lære.

Hvor inderligt ønsker du dig det?

Juan og Mayra bor i Patzicía, et cakchiquel-samfund, som ligger få timers kørsel fra Guatemala City. Eftersom mange af de mennesker, som køber deres tortillas og hyrer dem til at pløje, ikke taler spansk, var det vigtigt, at Juan og Mayra lærte cakchiquel.

Men det er ikke alle, der ser sådan på det. Der undervises ikke i cakchiquel i skolerne. Sproget er gået videre fra slægt til slægt i århundreder. Men for hver generation, der går, er der flere og flere, som ikke har lyst til at lære det, eller som mener, at de ikke har brug for det.

Et ønske om at lære er nøglen til mere end blot at lære et nyt sprog. Lehi ønskede, at hans familie selv skulle vide, at evangeliet var sandt, men ikke alle i familien havde lyst til at vide det (se 1 Ne 8:12, 17-18). Udover at lytte til sin far og gøre det, som han bad om, havde Nefi et ønske om selv at få vished (se 1 Ne 10:17). Skønt Laman og Lemuel adlød deres far, så gjorde de det modvilligt (se 1 Ne 2:11-12). De var ikke interesseret i at yde en indsats for at få vished for dem selv, og de sagde: »Herren giver ikke noget sådan til kende for os« (1 Ne 15:8-9).

Lad være med at bryde kæden

Mens børnene voksede op, spekulerede bror og søster Ordoñez ofte på, om deres børn ville høre efter. Ville de adlyde? Ville de have et ønske om at få vished, ligesom Nefi? Ville de give evangeliet videre til deres børn?

Det er måske endnu for tidligt at sige noget om det. Men bror og søster Ordoñez har god grund til at være fortrøstningsfulde.

Deres ældste børn er allerede begyndt at give evangeliet videre. Og de yngre børn erkender også betydningen af at videregive evangeliet. »Til tider er det svært at tage imod råd fra sine forældre,« siger Juan. »Men jeg er taknemlig for deres hjælp.«

»De har ikke bare lært mig at koge bønner og fremstille tortillas,« siger Mayra. »De har lært mig den rette vej, nemlig at følge Gud.«

EFTERLEV SELV EVANGELIET

Hvad nu, hvis ens forældre ikke videregiver evangeliet? Måske har de ikke taget imod det, eller også har de ikke efterlevet det. Hvis du er den første i din familie, som tager imod evangeliet, eller hvis du er den eneste, som er aktiv, så kan det føles ensomt. Men det betyder ikke, at du er alene.

Der er andre som dig i Kirken og i skrifterne. Da Alma den ældre var en ung mand, var han den eneste, der tog imod det evangelium, som Abinadi forkyndte. Han blev jaget ud af byen, fordi han forsvarede sandheden. Men fordi han var modig nok til at efterleve og forkynde evangeliet, var der snart andre, som troede ham. Hans børn blev velsignet af hans tro, og den var med til at grundfæste en kæde af troende, som strakte sig over flere generationer. Og deres eksempel og lederskab blev en stor styrke for Kirken.

Hvis du har følt dig alene i din efterlevelse af evangeliet, så fat mod. Der var andre som dig dengang, og der er andre som dig nu.

»Måske har den første generation ikke siden Kirkens første tid udgjort en så stor procentdel af det samlede medlemstal som i dag,« sagde ældste Paul B. Pieper fra De Halvfjerds ved oktoberkonferencen 2006. »Jeres tro og vidnesbyrd er en stor styrke og velsignelse for andre …

Som førstegenerationsmedlemmer har I en vigtig plads i jeres familie. I er et eksempel for jeres familie på en virkelig Jesu Kristi discipel. Uanset om de er medlemmer af Kirken eller ej, så vil de omkring jer fornemme Frelserens kærlighed gennem jer, når I efterlever evangeliet derhjemme. De ved, at I er involverede i noget godt, selv om de ikke forstår det eller har tilstrækkelig tro til at acceptere det. Vær tålmodige og venlige, bed hver dag for at finde ud af, hvordan I kan tjene dem, og Herren vil hjælpe jer og velsigne jer med at påvirke jeres familie for evigt. Ved hele tiden at være god og retskaffen, etablerer I et mønster på trofasthed og retskaffenhed. Disse mønstre vil form jeres liv, men af større betydning er det, at de bliver et forbillede for jeres familie og jeres efterkommere« (»Den første generation«, Liahona, nov. 2006, s. 12).

Så hvad enten du er en del af første generation eller den femte, kan den måde, som du lever på, skabe eller fortsætte en lang kæde af generationer, som nyder Jesu Kristi evangeliums velsignelser.