Primarysange har velsignet mig
Jeg havde ikke ventet at få udbytte af min kaldelse som musikleder. I dag er det vanskeligt at tænke på en måde, hvorpå jeg ikke har fået udbytte af det.
»Hun har kun 24 timer tilbage at leve i, og selv om hun skulle overleve, så vil hun være lammet fra øjnene og nedefter uden mulighed for helbredelse.« Det var de triste fremtidsudsigter, som lægerne fremlagde for min familie i marts 2004. I en alder af blot 30 havde jeg været udsat for et slagtilfælde, som havde sat mig ude af stand til at tale eller bevæge mig. Men i de mørke, ensomme stunder indgød min erfaring fra min tidligere kaldelse som musikleder i Primary mig håb.
Jeg har altid elsket musik og hentet styrke i salmernes tekster. Men da jeg inden mit slagtilfælde blev kaldet som musikleder i menighedens Primary, var jeg noget tilbageholdende. Hvordan skulle jeg dog kunne udrette noget for de børn? Min musikuddannelse havde lært mig at sætte mål for min undervisning, så jeg besluttede at hjælpe børnene til at fornemme Ånden, når vi sang. Når vi sang sange som »Alle har boet i himlen«,1 forbløffedes jeg over Helligåndens stærke tilstedeværelse i lokalet og af børnenes dybe, eftertænksomme spørgsmål til teksten.
En af mine yndlingsundervisningsmetoder var at benytte tegnsprog. Jeg opdagede, at børnene forstod sangene bedre, når vi talte om, hvordan tegnene var billedlige gengivelser af ordene. Jeg nød at høre børnene synge og se dem lave tegnsprog til »Jeg prøver at bli’ som Jesus«.2 Budskabets sandhed rørte mig i hjertet, og jeg følte ofte, at jeg nød godt af den Ånd, som børnene indbød. Jeg kunne fornemme, at mit vidnesbyrd styrkedes, og jeg følte mig virkelig velsignet af Herren.
Men velsignelserne ved min kaldelse som musikleder i Primary var ikke begrænset til primarylokalet. Med kaldelsen fulgte behovet for at øve mig og spille musik derhjemme, så jeg var velforberedt hver søndag. Det førte til, at mine egne børn kom til at holde mere af Primarys sange. Teksterne til disse sange bragte en fredfyldt, beroligende ånd med sig, som trøstede mine børn, når de var kede af det og lullede dem i søvn hver aften. De insisterede på at lytte til cd’erne med Børnenes sangbog3 i bilen – også selv om det kun var en kort køretur – og derfor begyndte de at lære mange af sangene udenad.
Men det var først efter mit slagtilfælde, at jeg blev klar over de vidtrækkende virkninger af denne musik. Fordi jeg for nylig havde været så optaget af Primarys sange, blev det dem, der bar mig i gennem mine trængsler. I mine tristeste stunder ville jeg bede og synge »Barnets bøn«4 i tankerne. Mens jeg som barnet i første vers udbrød: »Himmelske Fader, er du virkelig der?«, svarede han mig barmhjertigt og lod mig vide, at jeg ikke var alene, og at han var hos mig, som der står i sangens andet vers. Sikke en styrke og tryghed!
Under min rekonvalescens kom min mand og børnene på besøg på hospitalsstuen for at holde familieaften, og ofte sang de »Kærlighed er her«.5 Det var den sidste sang, jeg havde lært børnene i Primary, og det var vidunderligt at høre mine børn synge den og vide, at jeg havde sået de frø. Mens de sang, kunne jeg forholde mig til moderen i sangen, der knælede og bad (åh, hvor jeg dog ønskede, at jeg også kunne knæle!). Hendes bøn til vor himmelske Fader var også min. Jeg følte også samme taknemlighed for præstedømmet i min familie. Skønt jeg ikke kunne give udtryk for disse tanker over for min familie, udtrykte primarysangene det for mig.
Der er gået næsten fire år, siden jeg fik mit slagtilfælde, og jeg har været i stand til at genvinde mere førlighed, end lægerne havde ventet, at jeg kunne. Jeg kan bevæge min højre arm en smule, så jeg kan skrive på min computer og styre en eldreven kørestol. Jeg anvender en tilpasset form for tegnsprog – som jeg lærte i min kaldelse i Primary – til at kommunikere med. Takket være tegnsproget kan jeg stadig »synge« primarysange med mine børn og udtrykke mine følelser for min familie og venner.
Inden mit slagtilfælde havde jeg altid planlagt at synge ved mine børns dåb. I august 2005 blev mit ældste barn, Zach, døbt. Jeg kunne bruge min højre hånd til at klimpre mig gennem »Når jeg skal døbes«,6 mens min mand støttede mig på klaverbænken. Det var dejligt at kunne udtrykke mine dybeste følelser for dåben gennem musik og på en måde, som Zach kunne forstå.
Da jeg begyndte at tjene som musikleder i Primary, havde jeg ikke regnet med, at kaldelsen ville give mig noget særligt udbytte. Men det har den helt klart! Primarysangene har velsignet mig med en bedre forståelse af evangeliske principper, et styrket vidnesbyrd, evnen til at kommunikere med min familie og styrken til at holde ud. Primarysangenes tekster og melodier er måske enkle, men budskabet og kraften i hver af dem er meget tydelig.
Vi forstår måske ikke altid, hvorfor Herren har givet os en bestemt kaldelse. Men vi må alligevel stole på Herren og sætte vores lid til ham og hans tilskyndelser. Jeg er dybt taknemlig for, at jeg var musikleder i Primary før mit slagtilfælde! De sange, som jeg ikke længere kan synge, formidler stadig mine følelser for evangeliet videre til andre. Hver gang jeg hører mine børn synge primarysange, ved jeg, at deres vidnesbyrd styrkes, og at de deler min kærlighed til Herren og hans evangelium.