Refleksioner over slægtsforskning
I sommeren 1979 opdagede jeg til min overraskelse, at nogle af min mors bøger og papirer blev opbevaret i et skur i baghaven hos nogle medlemmer af menigheden i min hjemby London i Ontario. Da jeg reddede, hvad jeg kunne fra de mange, mugne papkasser, fandt jeg en delvis udfyldt anetavle over min familie, nogle familiegruppeskemaer og nogle få notater. Den største skat var en fire sider lang personlig historie skrevet af min mor, som døde, da jeg var 11 år. Denne dejlige håndskrevne beretning beskriver hendes barndom i England i 1930erne og hendes hverdag under anden verdenskrig. Fundet af disse optegnelser pirrede min spirende interesse for slægtsforskning og vendte mit hjerte til mine forfædre.
Omtrent to år senere, i april 1981, døde min far ganske uventet. Blandt hans efterladte ejendele fandt jeg en ring, som bar hans initialer, CMY, men jeg kunne ikke mindes nogensinde at have set ham gå med den. Han må have båret ringen, da han som ung mand gjorde tjeneste på en canadisk minestryger under krigen.
Nu hvor han var død, var jeg det eneste levende menneske, som stod på min egen anetavle, så jeg måtte sætte min lid til fjernere slægtninge, når jeg skulle samle oplysninger. En af dem var Betty, min morfars svigerinde, som stadig boede i familiens hjem i Bexleyheath i Kent i England. Jeg havde altid håbet på at komme til at besøge hende og høre mere om min mors familie, men som ugift studerende havde jeg ikke de økonomiske midler til det. Men nu gjorde den beskedne arv efter min far det muligt for mig at rejse over havet og besøge hende.
Jeg var noget nervøs, da jeg skulle besøge tante Betty første gang. Ville hun kunne forstå mit stærke ønske om at høre mere om tidligere generationer? Jeg kiggede på fars ring, som nu sad på min egen hånd og spejlede sig i ruden på den dobbeltdækkerbus, jeg kørte med. Det gav mig en vis trøst, som om hans hånd hvilede på mit knæ og støttede mig i mit ærinde.
Heldigvis tog tante Betty hjerteligt imod mig og afslørede mange nye og nyttige detaljer om min familie, som fx den kendsgerning, at min tipoldefar havde bygget det hus, som hun boede i. Den aften sov jeg endog i min farfars barndomsværelse. Jeg har aldrig mødt ham, men af de fotos, som hun viste mig, kunne jeg se, at jeg minder utroligt meget om ham. Hun gav mig gavmildt nogle af de gamle familiefotos, breve og en familiebibel med navne, fødselsdatoer og fødselssteder på to generationer af mine forfædre helt tilbage fra 1830erne.
Der er gået over 25 år siden den regnfulde septembereftermiddag i England, hvor mine tøvende skridt førte mig fra bussen til en uvis velkomst i mine forfædres hjem. Siden da har jeg modtaget en sand skatkiste af oplysninger om mine forfædre på begge sider af Atlanten fra fjernere slægtninge, og jeg har sikret mig, at der er blevet udført tempelordinancer for dem.
Jeg vil altid huske den dag, hvor jeg trådte op til hoveddøren på Oaklands Road nr. 32 og så mit eget spejlbillede i ruden. Nu ved jeg, at det velkendte ansigt, som kiggede tilbage på mig, mindede meget om en yngre udgave af min farfar, der bød mig velkommen hjem.