Vejen til Joseph
Jeg var ikke særlig begejstret for at skulle opføre Joseph Smiths historie. Men der skete noget, som ændrede mit liv.
Jeg havde fået fortalt Joseph Smiths historie hele mit liv. Jeg troede på, at den var sand, fordi jeg stolede på dem, der underviste mig. Hvis nogen talte dårligt om profeten Joseph Smith, forsvarede jeg ham, ikke fordi jeg havde et vidnesbyrd om ham, men for princippets skyld, fordi jeg vidste, at det forventedes af mig.
Alt det ændrede sig, da min menighed fik til opgave at stille med et særligt indslag til en kulturaften i Ilopango Stav i San Salvador i El Salvador. Mine venner og jeg mente, at en sjov sketch ville være det helt rigtige, men vores Unge Mænds præsident var uenig med os. Han foreslog, at vi opførte et stykke over nogle af Joseph Smiths oplevelser.
Den idé var vi ikke så begejstrede for. Mine venner og jeg vidste, at alle andre opførte sjove danse eller sketcher, og vi var flove over at skulle stille med noget andet. Vi vidste, at folk ville le ad os, når de så os udklædt i gammeldags dragter, mens vi opførte et alvorligt stykke. Jeg havde set det ske ved andre lejligheder, og jeg må da indrømme, at jeg såmænd har været en af dem, der lo. Men vores Unge Mænds præsident lovede os, at hvis vi arbejdede flittigt med at opføre Joseph Smiths historie, ville ingen le ad os.
Så de næste to måneder levede vi med Joseph Smiths historie. Vi så filmen om det første syn utallige gange, og vi lærte hvert eneste ord og detalje fra den udenad. Vi malede en enorm kulisse, som viste den hellige lund og den åbne himmel. Vi fremstillede en stak guldplader og fandt en stor bibel og en gyngestol, der kunne bruges som rekvisitter. En af mine venner, som kan spille klaver, indspillede salmen »Joseph Smiths første bøn« (Salmer og sange, nr. 18). Vi optog sågar lyden af fugle, som sang i lunden, og af Josephs skridt, når han trådte på løvet. Så trak vi lod om rollerne, og det tilfaldt mig at skulle spille Joseph Smith.
Den dag, vi skulle fremføre stykket, erfarede vi, som ventet, at vi var de eneste, der opførte et alvorligt stykke. Så inden det blev vores tur, bad vi sammen om, at det måtte gå godt. Så skete der noget, som ændrede mit liv.
Det var tid til, at jeg skulle på scenen. Kulissen med lunden stod foran mig. Jeg gik hen mod den og hørte salmen spille i baggrunden. Netop da fornemmede jeg en brænden i brystet. På en eller anden måde vidste jeg, at den begivenhed, som jeg opførte, virkelig havde fundet sted, at en dreng, som kun var lidt yngre end jeg selv, virkelig havde haft denne oplevelse. Da jeg knælede i scenen med bønnen, var mine læber som forseglede – men ikke af en ond magt. Jeg kunne ikke sige noget uden at græde. En stærk kraft vidnede i mit hjerte om, at Josephs beretning var sand! Jeg følte en stor taknemlighed for Joseph Smith, og der opstod en stor kærlighed til ham i mit hjerte.
Da jeg åbnede øjnene, bemærkede jeg, at nogle af tilskuerne også havde tårer i øjnene. Jeg tvivlede ikke på, at Ånden vidnede for dem om den hellige sandhed af det, som vi opførte.
Da jeg senere var på mission, forsvarede jeg stadig Kirken og profeten Joseph Smith, men ikke blot for princippets skyld. Jeg bar vidnesbyrd om ham, for som profeten selv har sagt: »Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det« (JS-H 1:25).
Illustration: John Zamudio