Han må være der!
En lørdag morgen modtog jeg et opkald fra en ven, en anden UV’er i vores menighed i Wiltshire i England. Hendes stedmor, som boede i samme landsby som jeg, var syg og sengeliggende. Hun kunne næsten ikke bevæge sig, og selv om hun ikke var medlem af Kirken, havde hun spurgt, om jeg kunne give hende en velsignelse.
Jeg havde kun været medlem af Kirken i et par måneder, men takket være oplæringen ved præstedømmemøderne, følte jeg mig ganske godt beredt til at give en velsignelse, men jeg var lidt nervøs. Jeg sagde, at jeg ville finde en makker og komme, så hurtigt jeg kunne.
Jeg tænkte straks på den nærmeste ældste fra menigheden og kørte hen til ham. Hans hustru mindede mig om, at alle brødre i Swindon Menighed, der havde modtaget deres begavelse, var taget i templet den dag. Da jeg lidt skuffet kørte derfra, stoppede jeg bilen og bad min himmelske Fader om vejledning.
Jeg bad og spurgte, om der var en melkisedeksk præstedømmebærer, som kunne tage med mig. Navnet Stuart Ramsey dukkede op i mit sind. Jeg havde ikke hans telefonnummer, men han og hans hustru Gill boede på en flyvestation små ti kilometer derfra.
Da jeg nåede ud til deres hjem, bankede jeg på i fuld forvisning om, at Stuart ville være i stand til at tage med mig. »Han er her ikke,« sagde Gill til min overraskelse. »Han var nødt til at tage hen på basen.«
Ufortrødent spurgte jeg, om jeg kunne kontakte ham. Hun forklarede, at Stuart, der er mekaniker, hjalp en ven med at reparere en bil inde på et lukket område af basen. Han kunne ikke kontaktes telefonisk, og jeg ville ikke blive få lov at komme forbi sikkerhedsvagterne.
Hvorfor skulle jeg føle så stærk en tilskyndelse til at bede Stuart om hjælp, blot for at erfare, at han ikke havde tid? Havde jeg misforstået svaret på min bøn? »Nej,« tænke jeg, »han må være her.«
Netop i det øjeblik hørte jeg en munter røst bag mig. »Hvad laver du dog her, Paul?« Det var Stuart! Han havde bikset med reparationen af sin vens bil og havde så følt sig tilskyndet til at tage hjem igen. Jeg forklarede mit problem, og han sagde straks ja til at hjælpe mig med velsignelsen.
Jeg var taknemlig for at kunne trække på Stuarts erfaring. Han salvede, og mens jeg bekræftede salvelsen, følte jeg mig tilskyndet til at udtale en helbredende velsignelse. Da jeg kørte Stuart hjem, glædede han sig over, at Ånden havde fået ham til at forlade sit arbejde i tide til at møde mig derhjemme.
Jeg blev meget glad den næste morgen, da jeg fik at vide, at min vens stedmor havde det meget bedre. Jeg har foretaget adskillige velsignelser siden da, men jeg er taknemlig for, at jeg fra begyndelsen lærte, at uanset hvor uerfarne vi er i vore præstedømmepligter, så vil Herren lede os ad den sti, vi skal følge, hvis vi sætter vores lid til ham, holder hans bud og ærer vores kaldelse.