Mit sande mål som missionær
Jeg havde blot tjent som fuldtidsmissionær i Argentina i to måneder, da jeg fik besked om, at min lillesøster, som er min eneste søster, var blevet forlovet. Rebecca og jeg havde altid stået hinanden nær og havde drømt om hinandens bryllupper, men nu kom jeg altså til at gå glip af hendes.
Mine forældre sendte mig bryllupsplanerne, billeder, menuer og tidsplaner, men jeg følte mig stadig udenfor og langt hjemmefra. Missioneringen var krævende og langsommelig. Jeg spekulerede på, hvad jeg dog foretog mig så langt hjemmefra, og jeg blev forvirret med hensyn til, hvad jeg egentlig skulle udrette.
Ikke desto mindre vidste jeg, at Herren havde kaldet mig til at tjene, og jeg havde et stærkt vidnesbyrd om bøn og præstedømmets magt. Jeg fik en trøstende velsignelse, der lovede mig, at jeg var der, hvor jeg skulle være.
Som missionærer gav vi ofte folk den opfordring, som findes i Moro 10:4-5. Jeg troede fuldt og fast på det løfte, som findes i de vers – at hvis jeg spurgte Gud, min evige Fader i Jesu Kristi navn, kunne jeg ved Helligåndens kraft kende sandheden i alle ting. Jeg bad inderligt for at få at vide, om jeg havde gjort det rette ved at tage til Argentina i stedet for at blive hjemme, hvor jeg kunne have hjulpet min søster med at forberede hendes bryllup. Efterhånden som hendes bryllup nærmede sig, blev mine bønner stadig mere inderlige. Jeg fornemmede Åndens beroligende indflydelse, men jeg håbede stadig på et svar.
To uger inden brylluppet var min kammerat og jeg på vej hjem fra en frokostaftale hos nogle medlemmer af den gren, vi virkede i. Grenen lå i en lille by i det centrale Argentina, hvor folk stadig holdt den traditionelle siesta-skik i hævd. På det tidspunkt af dagen var der sjældent nogen på gaden.
Men mens vi gik, var der en ung mand, som råbte til os. Da der ofte var folk, som drillede os, ignorerede vi ham og gik videre. Da han råbte igen, følte jeg mig tilskyndet til at svare ham.
Han hed Horacio, og han spurgte, om vi var venner med de to unge kvinder, som havde læst Mormons Bog med hans kusine. Han sagde, at han havde følt noget særligt, mens søstrene, som også tjente i vores gren, læste. Han ville vide, om han måtte besøge vores kirke.
Da vi underviste Horacio med hjælp fra lokale medlemmer, fattede han hurtigt kærlighed til evangeliet. Han lagde sit liv om, efterhånden som han udviklede sig i evangeliet, men hans familie protesterede, og hans venner afviste ham. Ikke desto mindre fornemmede Horacio Herrens kærlighed og ønskede at følge ham. Jeg havde nogle af min missions dejligste oplevelser, mens jeg underviste Horacio.
Mens min familie sad i templet i Oakland i Californien og så min søster modtage de ordinancer, som skulle berede hende på det celestiale rige, sad jeg i en lille kirkebygning i General Pico i Argentina og ventede på, at Horacio skulle fuldføre det interview, der beredte ham på at modtage sin første frelsende ordinance – dåben. Min søster havde kunnet forberede sig på sin ordinance uden min hjælp, men Horacio havde måske ikke været i stand til det. Han havde brug for, at min kammerat og jeg underviste ham i evangeliet, og jeg havde brug for ham til at minde mig om det egentlige formål med, at jeg var missionær – nemlig at føre sjæle til Kristus.
Da jeg beredte mig på at forlade Argentina ved slutningen af min mission, beredte Horacio sig på selv at tage på mission. Gennem ham besvarede min himmelske Fader mine bønner og sendte så Horacio ud for at besvare andres bønner.